Derfor skal kommuner ikke ride mediestorme af som den private sektor

Presset fra både nationale, lokale og sociale medier rammer i disse år de danske kommuner med fuld styrke.

Vi kan allesammen nævne en række skandalesager, der er navngivet efter den kommune, hvor sagen fandt sted – eksempelvis Tøndersagen, hvor en far 'lejede' sin datter ud.

Disse kommunale sager, eller kriser, bliver ofte genstand for opmærksomhed fra både nationale politikere og landsdækkende medier.

Det kræver, at kommunen kan forklare sig i en ofte ophedet offentlig debat, hvor tonen er hård, ansvar skal placeres, og hvor kommunernes evne til at løse deres opgave hurtigt bliver en underliggende tematik.

Dette øgede pres på kommunerne betyder, at omdømmehåndtering i mange kommuner er blevet en vigtig disciplin, særligt når kommunerne oplever negativ mediedækning.

Omdømmehåndtering som fænomen kommer fra private virksomheder, og mange af de gode råd, man kan få om, hvordan man skal håndtere skandalesager, rejser på den måde fra private virksomheder ind i offentlige organisationer som eksempelvis en kommune.

Et af de mest centrale råd i litteraturen om omdømmehåndtering er, at organisationen skal stå sammen og tale med én stemme, også når mediestormen raser, og krisen rammer kommunen.

Det kan umiddelbart virke som et fornuftigt råd, og det har utvivlsomt virket godt for mange private virksomheder, der har stået over for en kritisk presse.

Men når nu det rejser ind i en kommune, er det så stadig et godt og realiserbart råd? Det har vi undersøgt.

Hvad gør offentlige organisationer offentlige?

Umiddelbart virker det ret simpelt at afgøre, hvad der adskiller offentlige og private organisationer, men når vi ser lidt nærmere på litteraturen, er det faktisk ikke helt så enkelt.

Vi kan sagtens nævne en offentlig organisation: Det kunne for eksempel være en folkeskole eller Udenrigsministeriet. Vi kan også godt blive enige om, at LEGO eller Volkswagen er private organisationer.

Men hvad hvis vi nu for eksempel kigger på Metroselskabet eller DSB?

På den ene side er de ejede af staten, på den anden side konkurrerer de på markedet og er helt bogstaveligt afhængige af at sælge billetter.

Eller hvad med et privat teater, der får mange penge i offentlig støtte? Er det mere privat end DSB, der konkurrerer på markedsvilkår?

Det er i hvert fald tydeligt, at der ikke er tale om et enten/eller-spørgsmål, men at organisationer kan være mere eller mindre offentlige.

Den forståelse af, hvad der adskiller offentlige og private organisationer har ført til en del forskning, der viser en række forskelle mellem offentlige og private organisationer.

LÆS OGSÅ: Medierne skaber egne billeder af verden

Bestyrelsen i en kommune er politisk valgt

Helt centralt står det dog, at offentlige organisationer i sidste ende er ledet af politikere. De kan ikke blande sig i alle ting, der foregår i en organisation – og det skal de heller ikke – men i sidste ende, er de ansvarlige for, hvad der foregår i kommunen.

Det faktum, at 'bestyrelsen' i en kommune er politisk valgt, adskiller den fra en privat virksomhed. Det gør den, fordi byrådet skal afspejle de uenigheder, der er i vælgerbefolkningen.

Eller sagt med andre ord: Hvis der i kommunen både er DF’ere, enhedslistefolk og socialdemokrater, skal de repræsenteres i byrådet – også selvom de vil have kommunen i helt forskellige retninger og ikke kan blive enige om de politiske prioriteringer.

Byrådet sammensættes ikke for at sikre, at kommunen giver størst muligt afkast til aktionærerne. Det sammensættes for at sikre, at alle dele af kommunens befolkning repræsenteres og derigennem får indflydelse på, hvordan kommunen drives.

Sådan har vi undersøgt politisk ustabilitet

Når nu kommunen ikke har en bestyrelse som Carlsberg, men er styret af et forum, der er sammensat for at afspejle de forskellige og potentielt modstridende politiske holdninger, hvad gør det så ved de gode råd om krisekommunikation?

For at blive klogere på det, har vi undersøgt, hvad politisk ustabilitet betyder for muligheden for at tale med en stemme, når krisen kradser.

Det er ikke helt let at undersøge politisk ustabilitet – politisk ustabilitet kan være mange forskellige ting, afhængigt af hvem du spørger.

Vi har valgt at se politisk ustabilitet på tre forskellige måder og undersøgt det med to typer af datamateriale.

Først har vi set på, om der er kommunalpolitikere, der har skiftet parti i løbet af valgperioden.

Dertil har vi lavet en stor spørgeskemaundersøgelse blandt administrative topledere i danske kommuner. I den har vi blandt andet spurgt lederne, om de oplever, at der er skiftende dagsordner på deres politikområde, og om de oplever, at der er bred politisk enighed på deres politikområde.

Udover at forstå politisk ustabilitet er vi også interesserede i at undersøge, om embedsmændene oplever, at organisationen taler med én stemme, når kommunens omdømme er truet af negativ medieomtale.

I vores spørgeskema spurgte vi derfor også de offentlige ledere om en række spørgsmål, der kunne belyse det spørgsmål.

Blandt andet spurgte vi dem, om de oplevede, at politikere og administration var enige om, hvad der skal kommunikeres, om de var enige om, hvem der skulle tale på kommunens vegne, og om embedsmændene oplever, at politikerne skyder skylden på dem, når kriser opstår.

LÆS OGSÅ: Politikerlede: Når politikeren ikke svarer, og journalisten ikke lytter

Hvad viser vores undersøgelse?

Vores undersøgelse giver ikke en entydig bekræftelse af vores hypotese om, at politisk ustabilitet gør det svært at tale med én stemme.

Vi ser generelt, at både mange skiftende dagsordner og manglende politisk enighed hænger sammen med oplevelsen af, at der er uenighed om kommunikationen, og at embedsmændene oplever, at politikerne forsøger at placere ansvaret for krisen hos dem.

Til gengæld fandt vi ikke signifikante sammenhænge mellem antal partiskift og embedsmændenes oplevelse af at politikere og embedsmænd taler med én stemme. Det kan måske forklares med, at for langt de fleste kommuner er der tale om meget få skift.

På tværs af vores analyser viser det sig også, at tidligere negativ medieomtale af kommunen hænger sammen med muligheden for at tale med én stemme i krisesituationer.

Hvis kommunens omdømme har været truet af negativ medieomtale indenfor de sidste tre år, bliver det sværere at sikre ensrettet kommunikation.

Måske fordi skandaler slider på tilliden? Det ved vi ikke, men det er tydeligt, at kommunens nylige omdømmehistorie er en vigtig faktor at indregne.

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk: Sådan undgår du at blive snydt af rapporter fra ministerier

Hvad kan vi lære?

Der er masser af eksempler på, at gode råd fra den private sektor rejser ind i den offentlige sektor.

Det kan der være mange gode grunde til. Men af og til ser vi, at der er nogle råd, der rejser ind, som ikke tager højde for den offentlige kontekst.

Hvis vi tager udgangspunkt i litteraturen om omdømmehåndtering, ville vi nok sige, at kommuner med politisk ustabilitet har sværere ved at leve op til forskrifterne for god omdømmeledelse, når medierne truer kommunens omdømme, og derfor har de en mindre professionel omdømmehåndtering.

Men måske er det en forkert konklusion? Måske er kommuner med politisk ustabilitet lige så professionelle – fordi de har et levende demokrati, og konflikt er en del af et sådant demokrati?

Vi kan næppe konkludere hverken det ene eller det andet.

Tilbage står, at når vi henter gode idéer i den private sektor, skal vi huske, at offentlige organisationer grundlæggende er demokratiske organisationer, der er sat i verden for at forfølge andre værdier end private virksomheder, som opererer under andre, herunder politiske, vilkår.

Og det sætter nogle særlige rammer for offentlige organisationers mulighed for at kommunikere, når deres omdømme trues.