Hvor går grænsen for, hvornår ens tekst er skrevet af en selv og ikke er en afskrift eller et tyveri af andres møjsommelige skrivearbejde?
Det er kernen i en kritik, som har sendt forsker og debattør Marianne Stidsen i et intellektuelt stormvejr. Marianne Stidsen, der er lektor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, beskyldes nemlig for plagiat sin debatbog ‘Køn og identitet', der udkom tidligere i år.
Plagiat-anklagen, der først blev omtalt i Dagbladet Information, har nu ført til, at bedømmelsesudvalget bag Marianne Stidsens doktorafhandling fra 2015 har bedt Københavns Universitet plagiatteste afhandlingen.
Selv afviser Marianne Stidsen beskyldningerne om plagiat. »Det er ikke utydeligt, hvilke passager i bogen der bygger på hvilke kilder«, siger lektoren til Information, hvor hun også slår fast, at hun har brugt »den metode, der hedder parafrase.«
At blive dømt for plagiat hører til i den slemme afdeling for forskningsmæssige forseelser, forklarer professor emeritus Heine Andersen, der har skrevet flere videnskabelige artikler om plagiat og god forskningspraksis.
»Plagiat betragtes normalt som en dødssynd i den videnskabelige verden,« siger Heine Andersen, der er professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, og har beskæftiget sig med emnet forskningsfrihed gennem en årrække.
»Det har med ære og ansvar at gøre. Hvis man laver noget fremragende, skal man have æren for sit arbejde, og omvendt hvis der er fejl, skal man også tage ansvaret. Forskningsverdenen bygger på et anerkendelsessystem,« tilføjer han.
Samtidig er plagiat en ulden størrelse. For det er ikke altid lige nemt at vurdere, hvor grænsen for plagiat går. Bliv klogere i artiklen her.
Videnskabens regler består af 3 idealer og 3 forbrydelser
Hvis en forsker dømmes for plagiat, har forskeren gjort sig skyldig i at overtræde god forskningspraksis. Forskeren har dermed overtrådt de videnskabelige spilleregler.
Hvad der er op og ned i videnskabens regler er - som med de fleste andre regler - ofte til debat.
I de regelsæt og kodekser for god forskningspraksis, der findes er der imidlertid grundlæggende enighed om tre idealer for videnskaben, som alle forskere bør hige efter i deres forskning: Ærlighed, gennemskuelighed og ansvarlighed.
Det forklarer Hans Fink, der er docent emeritus i filosofi på Aarhus Universitet og uafhængig rådgiver i rådet for ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed på det humanvidenskabelige fakultet.
Omvendt er der enighed om tre forbrydelser, som forskere ikke må gøre sig skyldige i, hvis de vil opretholde en god videnskabelig praksis:
- Fabrikation: Fiktive resultater, hvor en forsker simpelthen har opfundet sine forsøgspersoner, sine interviews eller sin data.
- Forfalskning: Manipulation eller fordrejning af ens metoder og data, så man får præcis de resultater, som man søger. Det dækker også over, hvis en forsker ikke nævner alle de forhold, der taler imod forskerens egne resultater.
- Plagiat: Tyveri af andres arbejde, så den fremstår som ens egen. Det dækker over alt fra afskrift af andres tekst til kopiering af andres resultater, budskaber eller metoder uden den rette kreditering.
»Der er meget stor enighed om, at det er uforeneligt med videnskabelige standarder, hvis en forsker overskrider én af de tre regler,« lyder det fra Hans Fink, der netop har skrevet en videnskabelig artikel til Tidsskriftet for Professionsstudier om forskningsetik.
Man kan ikke overvurdere disse princippers betydning for det videnskabelige samfund, lyder det også fra Heine Andersen:
»Universiteter arbejder med en udstrakt grad af frihed, og hvis man skal kunne stole på universitetet som en sandhedsskabende institution, så er det helt afgørende, at god forskningspraksis overholdes,« siger han.
\ Læs mere
Plagiat er mindre slemt end fabrikation og falsifikation
Derfor er det også slemt, hvis de videnskabelige regler brydes - og i tilfælde af fabrikation eller forfalskning kan det i værste tilfælde koste liv, helbred eller skade miljøet, påpeger Heine Andersen.
For forskeren kan det være karriereødelæggende, hvis en forsker overtræder god forskningspraksis.
En overtrædelse rammer ikke bare den enkelte forskers troværdighed, men skader også forskningen som institurion, forskerens kollegaer, forskerens institution, universitet og eventuelt det tidsskrift, som forskeren har udgivet sin forskning i, påpeger Heine Andersen.
Plagiat anses ifølge Hans Fink imidlertid som værende »mindre slemt« end fabrikation og falsifikation:
»Der er forskel på de fabrikation og falsifikation, som er en slags snyd med selve det videnskabelige budskab, og så plagiat, som mere er en slags tyveri, end det er snyd med det videnskabelige budskab,« påpeger Hans Fink og uddyber:
»Budskabet i ens forskning bliver ikke nødvendigvis mindre korrekt, fordi man stjæler det fra forskere, der er bedre end en selv, så det er lidt noget andet. Ofte har det mere med sjusk og dovenskab at gøre end bevidst snyd. Men det er selvfølgelig ikke i orden.«
Plagiat, der ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder »tyveri af åndelig ejendom«, er da også den mest almindelige form for forbrydelse blandt forskere og studerende, påpeger Hans Fink.
\ Læs mere
Ingen magisk grænse for plagiat
En årsag til, at plagiat er mere udbredt end de andre videnskabelige forseelser, er, at plagiat godt kan være lidt af et gummibegreb.
Og det er en udfordring, siger Heine Andersen, der ikke er meget for at sætte tal på, hvor mange afskrevne sætninger, der skal til, før hammeren falder.
»Man kan ikke sætte én magisk grænse for, hvornår noget er plagiat eller ej. Har man afskrevet én sætning, er det nok under bagatelgrænsen. Omvendt kan en halv side være langt over grænsen,« lyder det fra professoren.
»To-tre ord, der er sat sammen, er jo ikke plagiat,« tilføjer Hans Fink, »men er det to linjer eller tre linjer, der er taget fra en anden tekst uden henvisning, så er det ikke godt. I musikken er det 8 takter, man ikke må kopiere fra en anden sang. Det er lidt det samme i forskningen.«
Derfor er det svært at opstille én klar regel for, hvornår nogen har gjort sig skyldig i plagiat.
»Det er selvfølgelig plagiat, hvis man bare skifter et par tillægsord ud. Det kan ikke kvalificeres som en parafrase. Men diskussionen viser meget godt, at plagiat er lidt af et gummibegreb,« lyder det fra Hans Fink.
Værre at plagiere originale pointer end fra leksikon
En ting er dog omfanget af, hvor meget man har afskrevet fra en andens tekst. En anden ting er, hvad man har afskrevet.
Hvis man har afskrevet store dele af tekst fra et leksikon, der kan betegnes som almen viden, er det mindre slemt, end hvis det er originale og nyskabende analyser, resultater og pointer, som præsenteres, som var det ens egne.
»Det er klart, at det videnskabsetisk betyder noget, hvor originalt og epokegørende det, man plagierer, er,« lyder det fra Heine Andersen.
Man skal heller ikke henvise til Pythagoras hver gang, man skriver noget om en retvinklet trekant.
»En tekst ville blive overlæsset med fodnoter, hvis man, hver gang man siger noget, også skulle henvise til andre, der har sagt noget lignende. Det øjeblik, man udgiver noget for at være ens egen indsigt, kan det dog ikke nytte, hvis man har stjålet den,« forklarer Hans Fink.
Hvis du påstår, at det er dig og ikke Pythagoras, der har fundet ud af, at en retvinklets trekants to korte sider kan bruges til at udregne længden på trekantens lange side, så er det ekstra slemt.
Hvorfor er plagiat uetisk?
Generelt er der også forskel på, hvorvidt plagiat læses med juridiske eller videnskabsetiske briller.
Heine Andersen har skrevet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Dansk Sociologi, hvor han når frem til, at der er i hvert fald tre forskellige begrundelser for, at plagiat anses som værende uetisk:
- Naturretlig begrundelse: Bunder i, at ens tekst, metode eller resultater, som er resultat af eget arbejde, også er ens ejendomsret.
- Dannelsesteoretisk begrundelse: Intellektuel ejendomsret er en forudsætning for personens frie dannelse. At eje sine ideer er en manifestation af, en realisering af ideen om personlig frihed, og forudsætning for personlig myndighed. Ved at man tager dem i besiddelse og former dem med personligt aftryk, opnår man ejerskab.
- Utilitaristisk begrundelse: Hvis den kritiske videnskabelige samtale og debat skal fungere, skal andre kunne finde rundt i, hvilke analyser og resultater, forskeren selv står bag, og hvilke analyser andre forskere står bag. Når man plagierer er det ikke klart, hvornår en forskers arbejde slutter, og andres begynder, og så er det umuligt at have en oplyst videnskabelig diskussion.
\ Læs mere
2 råd til at undgå plagiat
Plagiat i forskningsverden er i dag et stigende problem. Eller i hvert fald et problem, der har fået mere fokus.
En artikel i Nature fra 2012 viste eksempelvis, at der fra 1975 til 2021 var sket en tidobling i antallet af studier, der blev trukket tilbage. En fjerdel af dem blev trukket tilbage på grund af plagiat.
»Det er nemmere at opdage plagiat i dag i kraft af, at man rutinemæssigt kan få en maskine til at lave plagiatkontrol på alle tekster. Derfor er det ikke underligt, hvis der er flere sager i dag,« fortæller Hans Fink.
De færreste vil naturligvis beskyldes for plagiat, så derfor anbefaler Hans Fink også, at man hellere er ekstra forsigtig med at kildehenvise og citere, når man skriver en opgave:
»Selvom der ikke er en nøjagtig angivet nederste grænse for, hvornår det er i orden, så er min rådgivning til folk, der spørger, at man hellere bør et sætte anførselstegn for meget end for lidt,« siger Hans Fink.
Til sidst anbefaler Hans Fink også, at man holder godt styr på sine noter.
De fleste, der arbejder med en opgave, læser tekster, som de skriver noter til. Her er det vigtigt at huske på at lave kildehenvisninger i noterne, så man ikke forveksler noten med ens egen.
