I dag afsluttedes et slag mellem den somaliske terrorgruppe Al-Shabaab og Kenyas militærpoliti i et indkøbscenter i Nairobi i Kenya. Indtil videre er mindst 61 mennesker meldt døde, og terrorgruppen har holdt gidsler i centret siden lørdag.
Al-Shabaab er et eksempel på en radikal gruppe i Afrika, der benytter sig af vold. Men hvem er de mennesker, der melder sig ind i de radikale grupper, og hvorfor gør de det?
Det kan virke meget svært for danskere bare at finde én god grund til at deltage i et sådant fællesskab, men i lande som Kenya og Somalia er der mange grunde – og få af dem handler om vold.
»Der er både politiske, økonomiske, etniske og religiøse grunde til at gå ind i et sådant fællesskab. Det er typisk marginaliserede personer, der hverken har penge eller uddannelse, som bliver hvervet, fordi fællesskabet kan hjælpe dem ud af deres situation,« siger adjunkt ved RUC, Jacob Rasmussen, der har forsket i den kenyanske radikale gruppe ’Mungiki’, som han i dag skal fortælle om ved et seminar på Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY).
Der menes at være omkring 100.000 medlemmer af organisationen Mungiki i Kenya, der, ligesom somaliske Al-Shabaab, hverver unge fattige afrikanere. (Læs mere om Al-Shabaab i sidehistorien i bunden af artiklen)
Medlemskab kan være en levevej
Hvis man er droppet ud af skolen, ikke har nogen penge eller har fået sig et misbrugsproblem, så er livet ikke ligefrem nemt i Kenyas slumkvarterer. Historisk set har uroligheder tvangsforflyttet familier fra landområder til byernes slumkvarterer, og netop de historiske uretfærdigheder er noget, som Mungiki kan bruge i rekrutteringen.
»Mungiki har været gode til at rekruttere fattige unge. De kan tilbyde en forklaring på, hvorfor den fattige person er endt i en dårlig situation, og de kan både tilbyde en løsning i form af et arbejde og et nyt fællesskab, hvor de unge får mulighed for at forsørge sig selv,« siger Jacob Rasmussen.
Mungiki har igennem vold og trusler sat sig på forskellige vandhaner og transportveje i de fattige kenyanske landområder og slumområder, hvor politiet sjældent vover sig ud. Men de er mere end bare voldsmænd, der tager, hvad de vil have. De hjælper nemlig også lokalbefolkningen.
»De leverer en sikkerhed for beboerne, der hvor politiet og staten ikke kan eller vil. De skaffer rent drikkevand og styrer affaldssortering og adgang til lossepladserne,« siger Jacob Rasmussen.
Til gengæld for deres ydelser opkræver de en ulovlig skat, der giver penge i lommen til medlemmerne.
»Det er ikke alle, der er imod skatten, da organisationen faktisk skaffer rent vand og udgør en service for områdets beboere, selvom de nogen gange tager overbetaling for det,« siger Jacob Rasmussen.
En ny moralsk mening
Organisationen Mungiki er ikke bare en måde at forsørge sig selv på, men det er også et nyt fællesskab, som dyrkes i stor stil. Hvis man er trådt ved siden af i samfundet og føler sig ekskluderet, så er Mungiki en ny mulighed for at blive en del af et fællesskab.

»Der er konstant løbende ritualer, som bekræfter fællesskabet, og man skal gennem en dåb, når man meldes ind. Derudover hjælper medlemmerne hinanden med at holde sig på en moralsk sti. Hvis man træder ved siden af ved at drikke alkohol, ryge hash eller begå formålsløs vold, så kan gruppen straffe personen,« siger Jacob Rasmussen.
Organisationen Mungiki har også et mål, som de fleste medlemmer kan relatere til. De vil udrydde fattigdom og bekæmpe de historiske uretfærdigheder.
»Deres ideologi er et sammenfald mellem noget politisk og religiøst, og det giver god mening for nogen, som har haft svært ved at finde et ordenligt ståsted i samfundet,« siger Jaocb Rasmussen.
Hugger hovedet af deres fjender
Mungiki-organisationen har ved visse lejligheder hugget hovederne af deres fjender – præcis ligesom de kenyanske ’Mau Mau’-krigere der i 1950’erne bekæmpede det britiske kolonistyre. Og det har gjort, at fortællingerne om Mungiki rækker tilbage i tid og sted og givet dem et nærmest mytisk image.
Men ifølge Jacob Rasmussen fylder de voldelige handlinger ikke meget hos gruppen. Det er ikke alle deres medlemmer, der er involveret i volden. Faktisk er det langtfra alle.
»Der er helt klart forskel på, hvem der deltager i hvad. Hvis man ser på, hvor mange der har svoret en ed til Mungiki, så er vi nok oppe omkring 100.000 mennesker, men ser vi på hvor mange der deltager i deres politiske møder, så er vi måske nede omkring 30.000 mennesker – og når det handler om de voldelige handlinger, så er der tale om et stærkt minimeret antal,« siger Jacob Rasmussen.
Selvom der ikke er mange, der deltager i volden, så er den alligevel et redskab, som Mungiki udnytter for at opnå deres mål.
»Det er delvist igennem vold og trusler, at organisationen får adgang til eksempelvis busruter, så på den måde er der et mafiaelement i deres metoder, og hvis medlemmerne vil stige i graderne inden for organisationen, så er de også nødt til at tage del i bevægelsens aktiviteter,« siger Jacob Rasmussen.
Det er farligt at radikalisere
Det er ikke altid gennem vold, at Mungiki-organisationen forsøger at få indflydelse i Kenya. De har tidligere forsøgt at opstille partier, der kan gennemføre deres politik, men fordi gruppen er blevet gjort ulovlig af den kenyanske regering, kan de ikke længere foretage sig noget lovligt som organisation.
»Det er interessant at se på, hvordan Mungiki-organisationen så reagerer, fordi hvis alt, hvad de forsøger, er ulovligt, så tvinges gruppen yderligere under jorden, fordi alle deres gerninger kan føre til politiforfølgelse. Det vil måske i endnu højere grad kriminalisere dem, da de kan have mindre incitament til at følge loven,« siger Jacob Rasmussen.
Medierne fremstiller ofte Mungiki-organisationen som værende voldelig og brutal, og Jacob Rasmussen mener, at det tegner et alt for ensidigt billede.
»Selvfølgelig skal man ikke overse volden, for de har været med til den slags, men de er ikke entydigt skurke. De er også selv ofre for statens voldelige overgreb. Skal man komme den slags radikale bevægelser til livs, så skal man også forstå dem ud fra deres politiske krav, deres dalige aktiviteter, og de ritualer, der manifesterer bevægelsen som en enhed,« siger Jacob Rasmussen.
\ Al-Shabaab vil hævne kenyanske angreb
Selvom Mungiki benytter sig af voldelige metoder, så er Al-Shabaab fra Somalien i langt højere grad en militant bevægelse. For mens Mungiki har til formål at udrydde den kenyanske fattigdom, så kommer de somaliske unge i Al-Shabaabs rækker fra en helt anden baggrund.
»Somalien har været uden en reel, fungerende stat i 20 år. Mange unge kender ikke en anden virkelighed, end den, der er domineret af krig. Den centrale stat fungerer ikke, og mange områder har været styret af lokale klannetværk,« siger Jacob Rasmussen.
Siden 2011 har det kenyanske militær forsøgt at bekæmpe Al-Shabaabs styrker i Somalia, og Al-Shabaabs terrorister i Nairobi i Kenya hævder, at deres nuværende terroraktion er hævn for kenyanernes indgreb.






























