Tim Burton, instruktøren bag superheltefilmen 'Batman', den animerede 'Corpse Bride', og gyser-musicalen 'Sweenie Todd', er aktuel med 'Dark Shadows'. Endnu en film med spøgelsesstemning og sære eksistenser.
To ting karakteriserer auteuren Tim Burton: en forkærlighed for syge/sære eksistenser og en stemning, som jeg i første omgang vil kalde spøgelsesagtig.
I Burtons 'Dark Shadows' (2012) møder vi de syge/sære eksistenser i skikkelse af vampyren Barnabas (Johnny Depp), heksen Angelique (Eva Green), en alkoholiseret psykiater (Helena Bonham Carter), et spøgelse og endnu et monster, der ikke skal afsløres her (ja, det er Burtons sædvanlige skuespillerbesætning).
Burton sære eksistenser lider af kærligheds-smerter og eksistens-forskydning. Det skal forstås, som at de lever i en forkert tidsalder, en forkert dimension, en forkert krop, eller i en forkert familie. De er misforståede outcasts, ikke onde, men anderledes. Randeksistenser som Edward med saksehænderne i 'Edward Scissorhands' (1990) eller skelet-pigen i 'Corpse Bride' (2005).
Når Burton giver sig i kast med skurke, ender de med at overtage filmen med deres syrede humor og absurde logik, som spøgelset i 'Beetlejuice' (1988) eller Jokeren i 'Batman' (1989). Min personlige favorit er Michelle Pfeiffer som sygt-sexet Catwoman i 'Batman Returns' (1992). Burtons skurke er ikke 'onde', men fejlplacerede psykiatriske patienter udstyret med våben. Kort sagt, Burtons hjerte banker for de døde, de udøde, og de genopstandne – som vampyren Barnabas, der bliver begravet af en jaloux heks i tohundrede år.
Filmens stemning
Og et par ord om Burtons andet særkende, den Burtonske stemning, som også er spooky og eerie, altså, uhyggelig uden at vække skræk og rædsel, og spøgelsesagtig og overnaturlig, uden at involvere Satan og helvedes dæmoner eller tortur og grusom smerte.
Stemning kaldes på engelsk også mood, der på dansk er humør. På engelsk taler man om en films mood, hvor vi på dansk kalder det stemning, der ikke har et tilsvarende ord på engelsk. De bruger atmosphere, atmosfære, eller det tyske Stimmung, stemning. Atmosfære, humør, stemning og tone søger at indkredse en films stemning som et affektiv (følelses)element, der ikke behøver være knyttet til en bestemt person eller handling, men er skabt af en kombination af æstetiske virkemidler og så filmens øvrige elementer (personer, handling, tematik).
I emotions-forskning skelner man mellem følelse (emotion) og stemning (mood). Det første, følelse, har en årsag, et mål og en handling (du er jaloux på din kæreste, fordi du tror, hun er utro, og derfor kigger du hendes sms’er igennem i hemmelighed). En stemning er derimod diffus, vi kan ikke umiddelbart se dens årsag eller mål, og den får os ikke til at gøre én bestemt ting. En stemning gennemsyrer os og farver vores syn på verden og på os selv, og den påvirker vores tanker, følelser og handlinger. (Reklameforskning arbejder netop derfor med stemning – positive stemninger får os nemlig til at bruge flere penge!).
Naivt og patologisk
Lad os vende tilbage til Tim Burtons univers. En situation eller scene kan have en bestemt stemning, og karakteristisk for Burton er, at hans værker ofte har en Burtonsk stemning i hele filmen. Og hvordan ser den så ud?
Der er en scene i 'Dark Shadows', hvor det gamle herresæde bliver renoveret, og Barnabas leder efter et uforstyrret sted at sove vampyrsøvn, når nu han ikke har en kiste. Scenen er en lille munter montage ledsaget af Carpenters kærlighedssang 'On Top of the World' fra 1972, hvor filmens handling foregår. Sangvalget er ganske bittersweet, eftersom den smukke sangerinde Karen Carpenter (som Barnabas ser på tv) døde som 32-årig af anorexi. Endnu en sær og patologisk eksistens, der i Burtons hænder ville genopstå i en mere afklaret men stadig sær version. Måske som forelsket skelet, heks eller superskurk.
Det naivt-barnlige og den kulsorte kærlighed parret med det patologiske – ja, det finder vi i den Burtonske stemning, der rummer død og spøgelser og opfatter virkelighedens begrænsninger som en irriterende spændetrøje eller sol i en vampyrs øjne.
Forelskelse farver verden, siger man, og Burton er forelsket i en gotisk og fantastisk verden, der leger med død og kærlighed, og hvor de sære eksistenser har rene hjerter og blodige hænder.
Den Burtonske stemning åbner døren til en 'anden side', en parallel døds-lege-verden, hvor der er nyt håb for de sære eksistenser.
Ja, en vanskelig stemning at beskrive: En sentimental Carpenters-sang og en naivt-legende stemning, hvor undergang er overgang til et nyt liv, hvor filmens hovedperson, Barnabas, uforstyrret børster gravjord af sit revers og genoptager sin søgen efter sin store kærlighed.
Sidst: Tak til Carl Platinga for at lade mig læse hans to artikler om mood, 'Mood and Ethics in Narrative Cinema' (endnu upubliceret) og 'Art Moods and Human Moods in Narrative Cinema' New Literary History ( 2012), 43: 455-475.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.






























