Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

De største popstjerner reklamerer for fastfood og sodavand

Annonce:

Justin Timberlake, Beyoncé og Drake. Velkendte navne på de største hitlister verden over. Men de optræder også på en mere uheldig slags liste. Det skriver The Guardian.

Et nyt studie viser nemlig en uheldig tendens; mange af de store popstjerner reklamerer for usunde fødevarer såsom fastfood og sodavand.

Stort set alle fødevarer, der bliver reklameret for af stjerner, som har optrådt på listen Billboard Hot 100 Chart i årene 2013 og 2014, er usunde.

Blandt andet reklamerer Justin Timberlake for McDonalds, Beyoncé for Pepsi og Drake for Sprite. Den eneste undtagelse på listen var sydkoreanske Psy, der reklamerer for pistachienødder.

»På grund af fedmekrisen hos børn og teenagere (i USA), er det vigtigt at skabe opmærksomhed omkring, hvordan firmaer bruger kendisser, som er populære hos disse grupper, til at markedsføre deres usunde produkter,« siger Marie Bragg, der er psykolog ved New York University Langone Medical Centre, der står bag undersøgelsen.

»Forskning viser allerede at fødevarereklamer fører til overspisning og madindustrien bruger 1,8 milliarder dollars om året på marketing til unge alene.«

Forskerholdet kiggede på alle kontrakter i en database over den amerikanske reklameindustri over årene 2000 til 2014. Her fandt de frem til 65 kendisser, der direkte eller indirekte havde reklameret for 57 forskellige mærker af drikke og fødevarer ejet af 38 forskellige selskaber.

Annonce:

Over 80 procent af de udvalgte fødevareprodukter viste sig at have en dårlig næringsværdi ud fra standard-indikatorerne, og intet mindre end 71 procent af de 69 drikke var sødet med sukker.

Studiet er netop udkommet i tidsskriftet Pediatrics.