De Paralympiske Lege: Er det bare et show, eller fremmer det inklusion i samfundet?

Bordtennisspillere uden arme og rugby og badminton spillet fra en kørestol. Det er blot nogle af de discipliner, der er på tapetet til De Paralympiske Lege.

Legene lægger til hver afholdelse op til debat om inklusion, og i 2020 lød det i åbningstalen lød fra Andrew Parsons, præsident for den Internationale Paralympiske Komité (IPC), at:

»De Paralympiske Lege er helt klart en platform for forandring. Men hvert fjerde år er ikke nok. Hver og én af os må gøre, hvad vi kan – hver dag – for at skabe et mere inkluderende samfund i vores lande, byer og lokalmiljøer.«

Opfordringen til at skabe et mere inkluderende samfund påhviler altså os alle, men hvad tænker vi egentlig om inklusion af mennesker med handicap i Danmark?

Det har jeg og mine kolleger undersøgt i forbindelse med skabelsen af tre nye, inkluderende fitnesscentre (dem vender jeg tilbage til).

Danskernes holdning til inklusion af personer med handicap

Inklusion handler om at sikre, at personer med handicap har de samme muligheder for at deltage i alle aspekter af livet, i det omfang de kan og ønsker det, sammenlignet med personer uden handicap.

Generelt er danskerne positive over for inklusion af personer med handicap, men skeptiske, hvis der spørges ind til konkrete situationer.

Det skyldes ofte manglende viden og erfaring med at interagere med personer med handicap i tillæg til berøringsangst med emnet, fordi man gerne vil agere hensigtsmæssigt, men ikke ved hvordan.

Yderligere er det generelt også mere accepteret at have en fysisk lidelse end en psykisk lidelse.

Vores holdninger og fordomme etableres i samspil med vores omgivelser, og derfor er det at møde mennesker med handicap en effektiv måde at påvirke vores holdninger og nedbryde fordomme.

En væsentlig udfordring er bare, at vi i det danske samfund ofte ikke møder mange personer med fysiske handicap i dagligdagen.

Danmark har en af de laveste andele af personer med handicap på arbejdsmarkedet i Europa, ligesom vores sports- og foreningsliv er opdelt i 'traditionel sport' og parasport. Det levner ikke mange muligheder for, at vi mødes på tværs af de to grupper.

Fitness for alle – et pilotprojekt

Netop det skal projektet 'Fitness for alle' forsøge at råde bod på.

Her er en række fonde og forskere gået sammen med Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og Bevæg dig for livet – Fitness for at skabe tre inkluderende fitnesscentre i Danmark, hvor personer med og uden handicap kan mødes og dyrke fitness sammen.

De tre fitnesscentre er nytænkte og indrettede, så de både er tilgængelige og anvendelige for personer med fysiske handicap.

Fitnesscentrene er fordelt geografisk i landet (Gårslev ved Vejle, Gladsaxe og Rønne) og er nu åbne for nye medlemmer.

Som et led i mit ph.d.-studie udførte jeg i starten af 'Fitness for alle'-projektet seks gruppeinterviews for at afdække forventninger til de kommende inkluderende fitnesscentre. Jeg interviewede både grupper af brugere med og uden fysiske handicap.

»Skal man spørge eller ikke spørge?«

Brugere uden fysisk handicap var generelt positive over for idéen om inkluderende fitnesscentre, men forudså også mange udfordringer med, hvordan det skulle foregå i praksis.

Særligt blev der talt om, hvordan man egentlig omgås og interagerer med personer med handicap. Én af interviewpersonerne udtalte følgende:

»Enten har man berøringsangst [over for personer med handicap], eller også vil man gerne hjælpe, og de kan godt selv. Og de bliver skuffede over, at man spørger. Så hele den der problematik: Skal man spørge, eller skal man ikke spørge? Skal man kigge på dem, eller skal man lade være med at kigge på dem? […]«

»Hele den problematik skal man have taget højde for, for at alle vil føle sig godt tilpas, og at man ikke føler, man får et hug, og så tænker man, hende [personen med handicap] gider jeg sgu ikke snakke med mere.«
- Josefine, interviewperson uden handicap

»De gør det, fordi det ikke ved bedre«

Personer med handicap var generelt også positive over for et inkluderende fitnesscenter, men påpegede mange ting ved indretningen og det fysiske miljø, som skulle overvejes, for at det var anvendeligt for dem.

Gruppen af personer med fysiske handicap er meget forskellig og har derfor også forskellige behov.

Interviewpersonerne med handicap påpegede også, at interaktioner mellem personer med og uden handicap var et vigtigt parameter for dem.

»Mange ting angående handicap er blevet tysset ned, man [personer uden handicap] skal ikke spørge ind til det, og det gør jo så også, at folk ikke spørger. Altså, de ved ikke, hvordan de skal eller ikke skal – ingen gør det for at være onde, de gør det, fordi det ikke ved bedre […]«

»Og så bliver man lynhurtigt […] lidt akavet og får måske sagt nogle ting, der måske bliver hørt anderledes, end de var ment.«
- Maria, interviewperson med handicap

Både interviewpersoner med og uden handicap fokuserer på kommunikationen mellem grupperne som værende essentielt for en succes. De diskuterer, hvorfor denne kommunikation er så svær, og hvorfor de mener, det går galt.

Begge grupper er dog enige om, at en god atmosfære i de tre inkluderende fitnesscentre er essentiel for, om de ville benytte tilbuddet fremadrettet.

Vores viden og forestillinger om 'de andre'

Mine interviews vidner derfor om en kløft mellem personer med og uden handicap.

De mest markante udfordringer er personer uden handicaps manglende erfaringer med at interagere med personer med handicap, samt tidligere oplevelser for begge grupper hvor dette har været forsøgt og er gået skævt.

Denne manglende erfaring hos gruppe uden handicap kommer også til udtryk ved, at de henviser til ting, de har læst eller set i medierne, når talen falder på personer med handicap.

Mediernes rolle som brobygger eller grøftegraver skal derfor ikke undervurderes.

De Paralympiske Lege og den medfølgende mediedækning er klart med til at sætte personer med handicap på dagsordenen og kan øge viden hos personer uden handicap.

Omvendt kan De Paralympiske Lege også medvirke til at promovere stereotyper for personer med handicap, som fremstilles som en slags overmennesker, der kan noget utroligt på trods af deres handicap, og som kun har værdi i kraft af det, og ikke blot fordi de er mennesker.

Hvem tæller som 'normal'?

Når personer uden handicap ser personer med handicap i et negativt lys, dukker der engelske begreber op som 'inspiration porn', 'freak shows' og 'ableism' (ud fra 'being able', altså at kunne eller have evnen til, red.).

'Inspiration porn' er billeder, memes og videoer af personer med handicap, som bruges til at motivere personer uden handicap ud fra devisen: 'når de kan, kan du også'.

'Freaks shows' har rod i fascinationen af det ekstreme, hvor der i shows fremvises ekstreme kroppe med synlige fysiske handicap eller ekstreme egenskaber som slangemennesker eller 'stærk mand'-udøvere.

Disse eksempler repræsenterer et 'ableist'-perspektiv hvor verden anskues af personer uden handicap ud fra deres definition af 'normal'. Falder man uden for denne kategori af normal, er det individets eget problem.

Dette 'ableist'-perspektiv er i skarp kontrast til inklusionsbegrebet, hvor alle defineres som normale, og det i stedet er omgivelserne, der skal tilpasses for at tilgodese alle personer – både dem med og uden handicap.

Nutidens 'freak show' eller reel inklusion?

De Paralympiske Lege sætter personer med handicap på dagsordenen og tiltrækker mediernes opmærksomhed.

I forskningskredse er der divergerende holdninger til, om det har en overvejende positiv eller negativ effekt på holdningen til personer med handicap.

Er det nutidens 'freak show', hvor mennesker uden handicap bliver fascinerede af det 'anderledes', eller fremmer det reelt inklusion i samfundet?

Hvilke briller har du selv på, når du ser og læser om De Paralympiske Lege disse dage?

Ekstremt mange med handicap – du kan gøre en forskel

For at fremme synlighed, inklusion og tilgængelighed for personer med handicap har den Internationale Paralympiske Komité (IPC) i samarbejde med 20 internationale organisationer lanceret den hidtil største globale bevægelse: 'WeThe15-kampagnen'.

Kampagnen skal kaste lys på de 15 procent af verdens befolkning, som har et handicap eller en funktionsnedsættelse – svarende til mere end 1,2 milliarder mennesker.

Så hold øje med #WeThe15 og farven lilla, der er den internationale farve for handicap. De skal i de kommende ti år sætte fokus på personer med handicap og medvirke til at nedbryde barrierer for inklusion i samfundet.

Vi kan alle sammen gøre en positiv forskel. Næste gang du interagerer med én 'fra den anden gruppe', så tænk over, hvordan du gør det.

Prøv at se mennesket før handicappet, og vær åben for andre verdenssyn, så bliver det meget lettere at møde hinanden ligeværdigt og nedbryde kløften mellem grupperne.