Christoffer Columbus vakte i 1493 furore i Europa.
Den store opdagelsesrejsende var året før stødt på Amerika, og derfra hjembragte han en fantastisk beretning om et fremmed folkeslag i det, han troede var Indien.
I det fjerne land havde Columbus set fremmede gå nøgne rundt – uden at føle skam.
Den overraskende information fik kristne teologer i Europa til at diskutere, om de fremmede kunne være rigtige mennesker.
Ifølge Biblen nedstammede alle mennesker nemlig fra Adam og Eva – og derfor måtte de på grund af syndefaldet føle skam ved nøgenhed. Ergo: de fremmede kunne ikke være mennesker.
Eksemplet viser, hvordan de kristne teologer gjorde noget, som folk i den vestlige verden har gjort siden antikkens Grækenland: De forsøgte at passe de fremmede ind deres - det herskende - verdensbillede.
Men det har nu ændret sig. Endda i løbet af kun 25 år.
»Verden er i dag blevet rørt så meget sammen, at vi ikke længere kan gøre andre folkeslag til modbilleder på vores måde at leve på. Dén store fortælling døde i 1980erne og 90erne,« siger Ole Høiris,
Han er docent ved Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet, og har netop udgivet bogen 'Antropologiens idéhistorie, 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede.’
Andre folk var vores modsætning
Bogen fortæller historien om, hvordan vi i den vestlige kultur igennem to et halvt årtusinde har set på og filosoferet over fremmede folkeslag som nogle, der udgjorde et modbillede til os selv.
Eksempelvis opfattede antikkens grækere fremmede folkeslag i Frankrig og Persien som 'barbarer', stærke af krop og dumme i hovedet – velegnede til slaver. Middelalderens munke udpegede afrikanere og vikinger som 'hedninge', for hedenskabet var for de kristne det vigtigste modbillede.
\ Fakta
INDIANERNE FIK SKÆG
På kobberstik fra 1500-tallet er indianere og andre fremmede folk fra fjerne egne altid afbilledet med fuldskæg.
Ikke fordi de havde fuldskæg i virkeligheden - hvad man gjorde opmærksom på i teksterne - men fordi man på den måde kunne vise, at de tilhørte kategorien vildmænd.
Vildmænd kendte europæerne fra de øde egne i Europa. De havde fuldskæg og man betragtede dem som halvt dyriske.
Europæernes forudindtagethed var så stærk, at man ligefrem tegnede verden anderledes, end man faktisk vidste, den var.
Først da det i 1650erne kom på mode i Europa at bære fuldskæg – fordi det da signalerede visdom – blev indianerne skægløse på kobberstikkene.
Og senest har vi i 1900-tallet opfattet de såkaldt oprindelige folks samfund som simple og primitive i modsætning til vores eget komplekse og udviklede samfund.
Vesten mente de andre var tilbagestående
Overordnet set har vi i den vestlige verden ment, at vi kunne spejle os i 'de andre' og konstatere, at de var kulturelt, civilisatorisk, udviklingsmæssigt eller religiøst tilbagestående.
Alternativt har vi set de fremmede som 'ædle vilde', der levede i en ukompliceret paradis-tilværelse.
Men i de seneste 25 år har den lange tradition for at se andre kulturer som helt anderledes end vores forandret sig drastisk, viser Ole Høiris' forskning.
»Situationen i dag er anderledes. Globaliseringen er slået igennem, og det har betydet, at vi ikke længere kan sammenligne andre folk med os og betragte dem som ’primitive’ eller ’naturfolk’.«
»Og det vil ikke blive muligt at vende tilbage til det gamle verdensbillede igen med den nuværende globalisering af økonomiske, uddannelsesmæssige, kommunikative og mediemæssige netværk,« siger Ole Høiris.
I modsætning til for bare 30 år siden er det i dag umuligt at holde vores beskrivelser af andre folkeslag hemmelige.
De mennesker, vi beskriver, vil læse vores ord og svare igen – lige meget hvor på kloden de befinder sig.
Indianerne ville brokke sig i FN
Ole Høiris nævner Muhammedkrisen som et eksempel.
\ Fakta
LANGE, BARBARISKE BRYSTER
Helt fra renæssancen og frem til 1940erne har man i Vesten - som i eksemplet med de beskæggede vildmænd - gengivet vildmandens kvindelige ledsageres vildskab ved, at deres bryster var lange.
Så lange, at de kunne amme deres børn, som de bar på ryggen ved at kaste brystet op over skulderen. Skulle man vise, at kvinderne også var besat af djævelen, gjorde man brysterne spidse.
Den viste, at ting, der bliver sagt eller tegnet i Danmark, hurtigt kan skabe en voldsom reaktion på den anden side af kloden.
»I dag ville der opstå problemer, hvis vi adskilte indianerne i USA eller inuitterne i Grønland fra os og beskrev deres kulturer som tilbagestående sammenlignet med vores.«
»Hvor vi hidtil har kunnet gøre dem til objekter for vores globale historie, kræver de i dag at være subjekter i deres egen historie. Og de kræver at være en aktiv part i den globale historie.«
»De ville derfor gå på nettet og i FN og brokke sig, hvis vi forsøgte at fastholde det monopol på kategoriseringen af de øvrige folk på kloden, som vi hidtil har haft – i det mindste i vor egen opfattelse,« konstaterer Ole Høiris.
Mellemøsten er ikke middelalder
Ingen folkeslag i verden vil i dag finde sig i at blive beskrevet som nogen, der halter efter udviklingen i Danmark. Og ret beset giver det ifølge Ole Høiris heller ikke mening at tænke sådan om andre kulturer.
»Vi ser ofte folk i Mellemøsten fremstillet som middelalderlige. Men de kører rundt i biler, taler i mobiltelefoner, er på nettet og kommer her som højt skattede turister – om end måske mindre skattet arbejdskraft.«
»Det er et klart bevis på, at de ikke befinder sig i en kultur, der har noget som helst at gøre med den europæiske middelalder. Kun hvis man ønsker at dæmonisere de mellemøstlige samfund – eller sælge eksotiske rejser – kan man hævde noget sådant,« siger Ole Høiris.
Der skal være fælles globale regler i fremtiden
Hans bog om 'Antropologiens Idéhistorie' er altså den store fortælling om, hvordan vi i den vestlige verden igennem flere tusinde år har set på fremmede. I Vesten har vi presset 'de fremmede' ned i kasser, så de blev til modbilleder på vores egen kultur.
Men nu, hvor den opfattelse af virkeligheden har ændret sig, bør verden udvikle en samlende, fælles kultur på de områder, hvor vi globalt er tvunget til at omgås hinanden, mener Ole Høiris.
»Det er sådan set allerede sket på forskellige områder som sport og forretning samt i de fleste transportmidler.«
»Her er der globalt standardiserede adfærdsformer. Men det er naturligvis et stort problem, hvilke samfærdselsregler der skal herske globalt, og hvordan vi skal finde frem til dem,« siger Ole Høiris.
