9. april 1940 og de 5 år, som fulgte efter, satte så dybe og smertelige spor i den danske befolkning, at vi efter krigen gjorde, hvad vi kunne for at tage afstand fra alt, hvad der var tysk.
Vi ønskede ikke at se tyske film på det store lærred, og vi ønskede mindst af alt at høre det tyske sprog klinge ud af radioens eller grammofonens højtalere.
I 1960’erne fik film, tv, musik og reklamer en stadig større betydning for befolkningerne i Europa og USA.
Tyskland var stadig en knækket nation, der slikkede sine sår efter 2. Verdenskrig, og ingen, heller ikke tyskerne selv, havde behov for, at tysk sprog og kultur blev eksponeret. Det kom til at betyde, at den medierevolution, der i de år rullede sig ud, kom til at foregå hen over hovedet på Tyskland.
»Efter krigen rettede alle opmærksomheden mod USA og det engelske sprog, mens tyskerne blev sat i skammekrogen. Medierne fyldtes af det engelske sprog, mens tysk var næsten helt fraværende,« fortæller Per Øhrgaard, professor i tysk ved Copenhagen Business School:
»Så at sige var det medieudviklingen, der slog tysk som sprog i Danmark ud,« siger han.
Det tyske sprog fik ingen plads i mediebilledet i Danmark.
Danskerne tog i mange år efter krigen afstand fra alt, hvad der havde en tysk klang, og der var heller ikke et marked i Danmark for den tysksprogede kultur. Tyskerne selv holdt lav profil og eksponerede sig selv mindst muligt.
»Før krigen var danskerne meget glade for tysk film og musik. Efter 1945 forsvandt den begejstring. Tyskerne selv var også meget varsomme med at insistere på deres sprog af frygt for, at det blev opfattet som en nyt forsøg på imperialisme,« siger Per Øhrgaard.
Tysk kunst led et knæk under nazismen
Det var ikke kun, fordi tyskerne var en skygge af sig selv efter krigen, at deres land og kultur ikke gjorde sig gældende i medierne.
En anden årsag var, at de heller ikke rigtig kunne tilbyde et indhold til medierne, der var lige så spændende som de engelsksprogede lande. Det fortæller historikeren Claus Bundgaard Christensen fra Roskilde Universitetscenter, som forsker i tysk kultur og historie.
»Ikke kun materielt og menneskeligt, men også kulturelt, var Tyskland efter krigen en medtaget og slagen nation,« forklarer han.
»Tyskland havde ikke meget at byde på kunstnerisk og kulturelt i efterkrigsårene. Al den kunst, danskerne syntes var interessant ved Tyskland, lukkede nazisterne jo ned for. Den blev forbudt og forsvandt. Tysk filmkunst, som var ret stor før krigen og meget populær i Danmark, led et gevaldigt knæk under nazisternes magt,« siger Claus Bundgaard Christensen.
Tyskerne missede medievognen
At tyskerne missede den vogn af reklamer, popmusik, radio, tv og film, der begynde at trille i 50'erne, blev afgørende for Tysklands fremtidige internationale position.
Det blev også begyndelsen til enden på tyskerne som danskernes åndsfæller. Tysk kultur fik aldrig tilkæmpet sig en plads i de populære medier og fylder den dag i dag stadig meget lidt i mediebilledet.
Dermed fylder Tyskland også kun meget lidt i danskernes bevidsthed.
»Vi udviser kun meget lille interesse for Tyskland. Danskernes forhold til tyskerne i dag er hverken godt eller dårligt. På en måde er det kendetegnet af, at der slet ikke er noget forhold, hvilket blandt andet skyldes, at vi ikke kan sproget. Når vi ikke taler sproget, forstår vi ikke folket, og dermed heller ikke, hvad der foregår i landet,« påpeger Per Øhrgaard.
Vores manglende sprogkundskab er grundlæggende et udtryk for, at vi er ligeglade med, hvad der foregår i Tyskland, mener Per Øhrgaard. Når ingen taler tysk længere, er der heller ikke basis for et særligt dybdegående forhold.
Det gode forhold går gennem et fælles sprog
Claus Bundgaard Christensen er helt på linje med Per Øhrgaard. Han mener, det er ærgerligt, at danskerne har bevæget sig så langt væk fra tyskerne, og han ser også sproget som en forudsætning for det gode forhold mellem danskere og tyskere.
»Hvis vi vil ind under huden på tyskerne og have et ordenligt kendskab til dem, er vi nødt til at tale deres sprog. Når man kommunikerer på samme sprog, så giver det en særlig samhørighed. Med de skandinaviske lande som eksempel kan man se, hvordan sprogfællesskab betyder noget og giver en samlet identitet,« siger Claus Bundgaard Christensen.
Men er det ikke ligegyldigt, om vi har et forhold til Tyskland eller ej?
Nej, mener både Claus Bundgaard Christensen og Per Øhrgaard. Der ligger meget at vinde for Danmark i igen at få fod på det tyske sprog og derigennem den tyske kultur.
»Tysk er det største modersmål i EU. Vi handler meget med Tyskland, og jeg vil påstå, at vi kunne få endnu mere ud af det, hvis vi kunne tysk. Tyskland har altid udvist stor interesse for Danmark. Det burde vi da udnytte,« siger Per Øhrgaard.
Tyskere har selv ansvaret for deres tab af position
Hvis tyskerne havde haft mere selvtillid i massemediernes barndom, og hvis det havde været lidt mere velset at eksponere tysk kultur og sprog, så ville danskernes forhold til tyskerne i dag nok være præget af lidt bedre kendskab og større interesse.
»Tyskerne er naturligvis selv skyld i, at deres sprog og kultur har mindre betydning i den store verden nu end for 100 år siden. Hvis det ikke havde været for nazismen og krigen, er det ikke utænkeligt, at noget af medierevolutionen var kommet til at foregå på tysk. Det ville have betydet et helt andet forhold til det tyske sprog og dermed også til tyskerne,« siger Per Øhrgaard.
