Danske medier er vilde med videnskabsjournalistik

Bladrer du i din avis, er der en god sandsynlighed for, at du støder på artikler fra forskningens verden.

Et nyt studie viser i hvert fald, at danske medier er godt med, når det kommer til at inddrage forskningens verden i nyhedsflowet.

Undersøgelsen har sammenlignet dækningen af alle former for forskning i henholdsvis danske medier og medier i Storbritannien – to lande, der begge har et stærkt fokus på forskning.

»Når vi sammenligner strømmen af nyheder med videnskabelige indspark i de to lande, kan vi lidt overraskende se, at antallet af artikler er nogenlunde ens. Undersøgelsen kan forhåbentlig være med til at kvalificere diskussionen om dækning af videnskab i danske medier,« siger lektor i videnskabsstudier ved Aarhus Universitet Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Han står bag studiet sammen med kollegaen Gunver Lystbæk Vestergaard, ph.d. i videnskabsstudier, Aarhus Universitet.

Forskning i medierne er vigtigt at undersøge

Ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen tilegner langt de fleste mennesker sig viden om forskning gennem medierne.

Derfor har det været væsentligt at undersøge, hvor meget forskning der rent faktisk bliver formidlet dér.

Undersøgelsen er desuden interessant, fordi den kan indgå som et element i samfundsdebatten om, hvor mange offentlige midler, der skal gå til forskning, mener han.

Overraskende, at Danmark kan sammenlignes med Storbritannien

Også Maja Horst, professor og institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, anser det nye studie for en vigtig undersøgelse.

»Det er vigtigt at afdække, hvor meget videnskab der indgår i medierne, fordi forskningen er det område, hvor man beskæftiger sig med sandt og forkert. Derfor er det selvfølgelig en meget vigtig funktion i et moderne demokrati,« siger hun.

Derudover mener hun, at undersøgelsen har overraskende resultater:

»Jeg har faktisk gået rundt med en forestilling om, at dækningen af videnskab var større i Storbritannien end i Danmark,« siger hun og tilføjer:

»Jeg havde samtidig en formodning om, at der ville være sværere at lave god videnskabsjournalistik herhjemme, når vi har så lille et sprogområde. Så egentlig er jeg positivt overrasket.«

God dækning af videnskab

Maja Horst påpeger, at der hersker en gængs forestilling om, at videnskab ikke dækkes ret meget herhjemme.

Derfor er godt at slå fast, at det ikke er tilfældet, mener både hun og Kristian Hvidtfelt Nielsen, der glæder sig over resultaterne:

»Det viser sig, at dækningen af videnskab herhjemme generelt er god. I forhold til England har danske aviser flere videnskabssektioner, og der er nok også flere videnskabsjournalister i forhold til landets størrelse,« siger han.

»Videnskab fylder omtrent fem procent af nyhedsdækningen, og det tal synes at have været konstant gennem længere tid,« fortsætter han.

Medierne i Danmark og Storbritannien har forskellige roller

Om end antallet af artikler ser ud til at være lige højt i de to lande, set i forhold til landenes størrelse, er der imidlertid væsentlige forskelle på artiklerne, hvilket ifølge det nye studie skyldes, at medierne i henholdsvis Danmark og Storbritannien har forskellige roller og funktioner.

Landenes videnskabsjournalistik adskiller sig grundlæggende på to vigtige punkter.

1) I Danmark er journalistikken en del af et relativt lukket, men også kooperativt mediemarked. Journalister, politikere og forskere indgår i tætte samarbejder. Og ofte er den videnskabelige verden repræsenteret i nyhedsartikler, der er udløst af politiske begivenheder, som forskere kommenterer på.
Samtidig er der en større dækning af human- og socialvidenskab i Danmark end i Storbritannien.

2) I Storbritannien er nyhedsmedierne etableret i et åbent, liberalt marked, hvor de fungerer som uafhængige virksomheder. Det betyder, at der er et meget stærkere armslængdeprincip, hvor statsmagt og medier er afkoblede fra hinanden.

Forskere har ikke samme tradition for at indgå i den offentlige debat, hvor begivenheder, der ligger uden for det videnskabelige felt bliver kommenteret.

Videnskabens verden er typisk repræsenteret ved historier om sundheds- eller naturvidenskab og udløst af en artikel i et videnskabeligt tidskrift.

Fordele og ulemper ved de to modeller

De to landes systemer har hver især både faldgruber og fordele, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen, men han er ikke i tvivl om, hvilken model han foretrækker:

»Jeg synes, videnskabsdækningen fungerer bedst med den danske model. Der er en god balance mellem at dække videnskaben på dens egne præmisser og på have blik for, at videnskab er en del af en større samfundsproces og skal indgå i kontekst med resten af samfundet,« siger han.

Han mener dog også, at man i Danmark skal være opmærksom på ikke kun at håndtere stofområdet videnskab som en del af en større samfundsproces, men også huske indimellem at dække den på dens egne præmisser, sådan som det er tilfældet i Storbritannien.

»I Storbritannien har dækningen en tendens til kun at være et særområde, hvor forskerne passer sig selv, langt fra virkelighedens verden,« føjer han til.

Bør bruge mere energi på digitale medier

Selvom Kristian Hvidtfelt Nielsen er godt tilfreds, er der selvfølgelig også plads til forbedring af den danske videnskabsjournalistik, og det er Maja Horst helt enig i.

»Når jeg ser på resultaterne, synes jeg, de trykte medier i Danmark følger ret godt med, men digitale medier som DR og TV2 kunne sagtens bruge mere energi på det område. Samtidig synes jeg, den del af den danske videnskabsjournalistisk, der er baseret på nye forskningsresultater, er præget af skabeloner,« siger hun og tilføjer:

»Og den kan godt have en snert af ’nyt fra nørdeland’. Det kan nemt blive sådan, at folk forestiller sig, hvordan en forsker står alene i laboratoriet og nørder. Men faktisk foregår det som regel sådan, at der er tale om kæmpestore samarbejder. Jeg kunne godt savne, at de danske journalister interesserede sig mere for alle de økonomiske og organisatoriske aspekter ved forskning.«

Ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen kommer forskningen til at fortsætte:

»Næste skridt bliver at lave studier af første trin i videnskabsdækningens ’fødekæde’, nemlig forskerne og forskningsinstitutionerne. Hvordan ser de på mediernes dækning, og hvad gør de for at aktivt at påvirke den?«