Måske har du som forsker, virksomhed eller studerende prøvet ikke at kunne få adgang til en videnskabelig artikel, som du virkelig havde brug for at læse. Du har altså ikke haft Open Access.
Open Access betyder, at du har gratis adgang til forskningsresultater, og kan også forkortes til OA. Manglen på Open Access er længe blevet diskuteret i forskningskredse verden over.
Derfor har Uddannelses- og Forskningsministeriet vedtaget en ny national strategi for OA i juni i år. Målet er, at der skal være fri adgang til alle videnskabelige artikler fra danske forskningsinstitutioner fra 2025.
Umiddelbart en positiv udvikling – men en slatten en af slagsen, hvis man spørger en af de danskere, der har været med til at sætte Open Access på dagsordenen i Europa.
»Uddannelses- og Forskningsministeriets strategi for Open Access har rygrad som en medisterpølse. Den kommer ikke til at fungere, og den er fodslæbende i forhold til de seneste EU-initiativer,« siger Lars Bjørnshauge, der er cand.scient.adm og administrerende direktør i Directory of Open Access Journals (DOAJ), som er en online vejviser til Open Access-tidsskrifter.
Han har mange års erfaring med Open Access fra videnskabelige biblioteker i Danmark og Sverige og har vurderet den danske Open Access-strategi for Videnskab.dk.
\ Den danske Open Access-strategi i korte træk
Vision: 'At skabe fri adgang for alle borgere, forskere og virksomheder til alle forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner finansieret af det offentlige og/eller af private fonde'.
Målsætning: 'At der fra 2025 og frem er uhindret, digital adgang for alle til alle fagfællebedømte forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner – med maksimalt 12 måneders forsinkelse'.
\ Læs mere
\ Hans Müller Pedersen, direktør i Styrelsen for Forskning og Uddannelse svarer på kritikken
Hvorfor er Danmark ikke gået med i det europæiske cOAlition S-samarbejde?
Danmark deler visionen om 100 procent Open Access i Plan S, men Plan S' krav om, at forskerne skal publicere i bestemte tidsskrifter – såkaldte gyldne Open Access-tidsskrifter – er at gå for vidt. Vi har lavet Danmarks Nationale Strategi for Open Access – både den oprindelige og den nye reviderede version – i en tæt dialog med blandt andet universiteterne i regi af den Nationale Styregruppe for Open Access. I strategien fremgår det, at implementeringen af Open Access ikke må indskrænke forskernes publiceringsfrihed – det vil vi holde fast i.
Hvordan forholder Undervisnings- og Forskningsministeriet sig til kritikken om, at Gylden OA er bedre end Grøn OA, fordi Grøn OA låser ny forskning i flere måneder og fordi Gylden OA vil blive en større økonomisk gevinst for samfundet?
Danmarks Nationale Strategi for Open Access er en grøn Open Access strategi, der har som mål, at der fra 2025 og frem er uhindret, digital adgang for alle til alle fagfællebedømte forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner – med maksimalt 12 måneders forsinkelse.
Det er korrekt, at den grønne model indebærer en mulig forsinkelse, inden resultaterne bliver frit tilgængelige. Imidlertid er det en vigtig præmis i strategien, at de aggregerede offentlige udgifter til den videnskabelige publicering ikke må øges markant som følge af implementeringen af Open Access.
Opbakning til Plan S vil alt andet lige betyde en stigning i de samlede udgifter til publicering, idet vi både skulle betale for tidsskriftsabonnementer, for at få adgang til andre landes forskning (de, der eksempelvis ikke er med i Plan S) og betale forfatterhonorar (APC) for at skabe adgang til egen forskning.
Hvordan forholder Undervisnings- og Forskningsministeriet sig til Lars Bjørnshauges kritik om at den danske strategis fokus på Grøn Open Access begrænser forskernes publiceringsfrihed?
Vi ønsker ganske enkelt ikke at begrænse forskernes publiceringsfrihed og at styre hvilke tidsskrifter, forskerne skal publicere i.
Og vi er ret overbeviste om, at vore institutioner og forskningsråd er enige med os i det. Som tidligere nævnt er Danmarks Nationale Strategi for Open Access blevet til i en dialog med vore interessenter.
\ Publiceringsfrihed til diskussion
Danmark støtter ikke det europæiske initiativ cOAlition S af flere grunde. Dels fordi Undervisnings- og Forskningsministeriet mener, at det vil føre til stigende udgifter til publicering, men også fordi Undervisnings- og Forskningsministeriet mener, at initiativets krav om, at forskerne skal publicere i Gyldne Open Access-tidsskrifter, indskrænker forskernes publiceringsfrihed.
»Vi har lavet Danmarks Nationale Strategi for Open Access – både den oprindelige og den nye reviderede version – i en tæt dialog med blandt andet universiteterne i regi af den Nationale Styregruppe for Open Access. I strategien fremgår det, at implementeringen af Open Access ikke må indskrænke forskernes publiceringsfrihed – det vil vi holde fast i,« skriver Hans Müller Pedersen i mailen til Videnskab.dk
Stifteren af DOAJ, Lars Bjørnshauge mener dog, at publiceringsfrihed handler om at give forskerne fri mulighed for at få deres resultater bragt i Gyldne OA-tidsskrifter, selvom det betyder, at de skal vælge Grønne OA-tidsskrifter fra.
»De kan ikke på én gang sige, at vi skal have Open Access og samtidig ikke holde fast i, at det er forskerne, der bestemmer, hvor de vil publicere,« lyder hans svar til Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Lars Bjørnshauge fastholder, at selvom strategien er blevet til i dialog med interessenterne som for eksempel universiteterne, bør Ministeriet for Forskning- og Uddannelse belønne forskerne for at publicere åbent:
»Det er muligt, at forskerne vil protestere, men skal forskerne bestemme, hvorvidt andre forskere, samfundet og industrien skal have adgang til de resultater, som samfundet har finansieret. Efter min opfattelse er det helt legitimt, at bevillingsgiverne stiller krav til, hvordan man spreder sine resultater, og så skal man naturligvis belønne den adfærd, man efterspørger,« uddyber han i en mail til Videnskab.dk






























