De er nuttede og tilmed nemme.
Det er formentlig grunden til, at kaninen på europæisk plan er det tredje mest populære kæledyr efter hunde og katte.
Men er vores kærlighed gengældt af kaninerne? Nok ikke...
Et nyt studie afslører, at mange kælekaniner i Danmark mistrives.
»Mange af dem får ikke opfyldt deres behov. De går alene, får ikke korrekt foder, og der bliver ikke brugt penge på dyrlæge. Studiet viser, at der mange ting at tage fat på,« siger Cecilie Ravn Skovlund.
Hun er postdoc på Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, Københavns Universitet, og førsteforfatter på studiet, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animal Welfare.
Kaninen er et »lavt rangeret kæledyr«
Cecilie Ravn Skovlund påpeger, at kaniner fejlagtigt bliver opfattet som et godt begynderkæledyr for børn. Studiet afslører, at den opfattelse har negative konsekvenser for dyrene.
Det nye studie er kærkommen forskning, mener Inger Anneberg fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet. Hun påpeger, at der er alt for lidt forskning i kaniner og lignende kæledyr af lav status.
»Så det er virkelig godt, at der kommer fokus på det her. Det er nogle meget væsentlige fund for et lavt rangeret kæledyr,« siger seniorrådgiver emeritus, Inger Anneberg, der ikke har været en del af studiet, men forsker i dyrevelfærd og relationer mellem husdyr og mennesker.
\ Kort om kælekaniner
Kaniner er blandt de mest populære kæledyr i Danmark. De findes i cirka 3 procent af danske husstande.
Den gennemsnitlige levetid for en kælekanin er cirka 6 år i Danmark, hvilket er en relativt kort levetid sammenlignet med, at kaniner kan blive op til 14 år.
Næsten en tredjedel af kælekaniner bliver ikke tjekket dagligt eller socialiseret af et menneske.
Omkring to tredjedele af kaniner holdes alene i Danmark (78%), hvilket langt overstiger andre lande som eksempelvis Storbritannien (45%).
Halvdelen af danske kælekaniner har ikke adgang til at være udenfor buret i de aktive timer omkring daggry og skumring.
Kilde: Studiet Perceptions of the rabbit as a low investment ‘starter pet’ lead to negative impacts on its welfare.
Kaniner er sociale og har brug for aktivitet
Det nye danske studie viser, at størstedelen af kælekaniner i Danmark bor alene, og mange sidder i bure, som er under minimumspladskravene for forsøgskaniner i Danmark.
Det går ud over dyrene, for kaniner er sociale og trives bedst sammen med andre kaniner, påpeger forskerne.
Studiet viser også, at mange kaniner bliver fodret utilstrækkeligt og har begrænsede muligheder for fysisk aktivitet.
Oven i alt det kommer, at kaniner er byttedyr og skumringsdyr.
Det betyder, at de er frygtsomme fra naturens side og derfor ikke bryder sig om at blive taget op. De er desuden mest aktive om morgenen og aftenen, hvor mange ejere lukker buret.
»Så der er på mange punkter dårlig sammenhæng mellem, hvordan danskere holder kaniner og kaninernes faktiske behov. Det er ting, som mange ejere ikke tænker nærmere over eller ved,« lyder det fra Cecilie Ravn Skovlund.
Hun påpeger også, at studiet viser, at de fleste kælekaniner ikke modtager tilstrækkelig dyrlægebehandling.
Dyrevelfærdslov er ikke nok
Studiets fund understreger - både ifølge forskerne bag og også dyrevelfærdsforsker Inger Anneberg - at der er behov for at forbedre forhold for kælekaniner i Danmark.
Der findes nemlig lovgivning for hold af forsøgskaniner, økologiske slagtekaniner og den andre, men ikke for kælekaniner ud over dyrevelfærdslovens generelle paragraffer.
»Studiet viser jo, at bortset fra dyrevelfærdslovens generelle forbud mod dyremishandling, så bliver kælekaniner ladt totalt i stikken,« lyder det fra dyrevelfærdsforsker Inger Anneberg.
Loven kræver, at når man køber et kæledyr fra en dyrehandler, skal der følge en pasningsvejledning med. Men da de fleste kaniner ifølge studiet handles mellem private, halter det med, at ejerne får en pasningsvejledning.
Cecilie Ravn Skovlund peger på lande som England, som har officielle pasningsvejledninger for hold af kælekaniner, og Schweiz, hvor loven kræver, at kaniner har kontakt til artsfæller.
Hun er ikke tvivl om, hvad der som minimum mangler i Danmark:
»Oplysning, oplysning, oplysning. Og officielle anbefalinger og minimumskrav. Det vil være med til at øge både beskyttelsen af kaniner og deres generelle status,« siger hun.
\ Forskernes gode råd: Sådan passer du bedst kælekaniner
Forkert fodring er en af de hyppigste årsager til, at kaniner bliver syge og lever kortere.
Du bør derfor sørge for, at din kanin primært lever af frisk eller tørret græs (hø). Kaninpiller er kun et fodertilskud og skal gives i små mængder. Din kanin har brug for en håndfuld bladgrønt og grene hver dag.
Kaniner er sociale dyr. Derfor har det en positiv effekt på familiekaniners velfærd, når de holdes sammen med andre kaniner.
Kaninerne har dog også behov for tilstrækkelig plads for at kunne trække sig tilbage efter behov. Kun kastrerede kaniner bør sammenføres under de gængse pladsforhold for kæledyr, da neutralisering mindsker territorial adfærd.
Ingen kanin kan nøjes med et typisk kaninbur. Kaniner kræver masser af plads og aktivering for at kunne udvise deres komplekse, naturlige adfærd.
At kaninerne holdes på en måde, som imødekommer deres behov, bidrager også til en bedre oplevelse for dig som ejer. Desuden bliver det nemmere at opdage pludselige ændringer i adfærden, som oftest er det tidligste tegn på sygdom.
Du kan selv gøre mange ting for at bedre dine kaniners velfærd, såsom at;
- holde dem normalvægtige
- undgå at bære rundt på dem
- få dem neutraliseret og
- sørge for at aktivere dem.
Kaniner med adfærdsproblemer udviser en adfærd, som kaninejeren ikke bryder sig om. Flere af disse typer adfærd må man som ejer leve med, da de er normale for kaniner, mens neutralisering og aktivering kan mindske visse typer adfærd såsom markering af territoriet med afføring og urin samt nogle typer gnaveadfærd.
Sørg for at sikre hjemmet mod at blive ødelagt af dine kaniner, men også for at hindre, at dine kaniner kommer til skade med f.eks. elektriske ledninger.
Find flere råd her.
Kilde: Dyreetik.ku.dk
Kaniner lever dårligt, fordi vi tror, de er nemme dyr
Det nye studie bygger på en kombination af to spørgeskemaundersøgelser.
Den ene er en repræsentativ undersøgelse af danskernes forhold til familiedyr, som er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.347 tilfældigt udvalgte danskere, hvoraf 76 holdt kaniner.
Herudover har forskerne lavet en mere dybtgående, men ikke repræsentativ, spørgeskemaundersøgelse, rettet mod 4.335 kaninejere.
Undersøgelsen er den mest omfattende af sin art, når det kommer til kælekaniner, vurderer forskerne bag.
Studiet finder, at de utilstrækkelige betingelser, som kælekaniner lever under, i vid udstrækning skyldes, at kaninejere anser kaninen som et passende begynderkæledyr til børn.
Mange voksne (44 procent af de adspurgte) har ifølge studiet den fejlopfattelse, at kaniner er et godt begynderkæledyr for børn – det vil sige, at de er nemme og billige.
Studiet viser, at disse ejere er mere tilbøjelige til at huse kaninerne under restriktive pladsforhold, ikke give dem tilstrækkelige gnavemuligheder og græs eller hø ad libitum og ikke at tage kaninen til rutinemæssige dyrlægebesøg.
Alle forhold, som er afgørende for at sikre kaninernes velfærd, lyder det.
»Studiet viser altså, at ejernes syn på kaniner som et ikke-krævende børnekæledyr, øger risikoen for, at kaninernes behov ikke bliver opfyldt,« fortæller Cecilie Ravn Skovlund.
Vi tror, vi har en god relation til dyret - men...
Forskerne skriver i studiet, at hunde og katte adskiller sig fra kaniner ved, at kaniner bliver brugt til mange flere formål – inklusive som forsøgsdyr, slagtedyr og byttedyr i forbindelse med jagt og jagttræning.
Dette er et tegn på, at de har en lavere status på den såkaldt socio-zoologiske skala, som forskere rangerer menneskers opfattelse af dyr på.
»Det gør, at kaninen er lavt rangeret, som igen gør, at mange mennesker ikke føler det samme moralske ansvar for overfor dem, som de eksempelvis gør for hunde eller katte,« siger Cecilie Ravn Skovlund.
Vi misforstår kaninen og tror, den er kedelig
Dertil hersker der også misforståelser og uvidenhed om kaninens naturlige adfærd og behov, som både øger risikoen for uhensigtsmæssig pasning, og som har en negativ indvirkning på kaninens status, lyder det fra forskerne.
Ifølge studiet bliver mange kaniner bliver nemlig holdt under forhold, som ikke muliggør det deres naturlige adfærd, og det leder folk til at tro, at kaniner ikke foretager sig særlig meget og er ’kedelige’, lyder det fra Cecilie Ravn Skovlund.
Den opfattelse af kaninerne er forsker Inger Anneberg enig i:
»De ligger højt i agtelse, men lavt i forståelse. Der er generelt stor uvidenhed om, hvordan vi bør omgås vores kæledyr,« mener hun.
Og så er der også et andet generelt problem, når vi har med kæledyr at gøre. Et paradoks, kalder Inger Anneberg det.
»Folk tror, at fordi de har en relation til et dyr, eller forestiller sig, at de har det, så har dyret det også godt. Men det er ikke rigtigt. Det viser dette studie med stor tydelighed,« understreger hun.
Kaninen skuffer og ender på internat
Konsekvenserne af, at kaninerne bliver misforstået af deres ejere, er mange, skriver forskerne i studiet.
Når kaniner holdes alene i bur medfører det for eksempel forøget frygt og monoton adfærd. Studiet viser desuden, at kælekaniner typisk ikke lever nær så længe, som de faktisk kan leve.
Dertil kommer konsekvenserne for relationen mellem kælekaninen og dens ejer, typisk børn.
»Børn bliver skuffede, når de oplever, at kaninen ikke vil samles op, fordi den er bange og derfor ender med at blive aggressiv og bide fra sig. Derfor er der mange familiekaniner, der ender på internat, mens andre risikerer at blive sat ud på vejen eller aflivet,« fortæller Cecilie Ravn Skovlund.
Måske er kaninens status ved at skifte
Studiet viser dog også, at der kan være håb forude. Selv om langt de fleste kælekaniner i Danmark stadig holdes i bur, er der tilsyneladende også en anden udvikling i gang.
Dels er der en del voksne, der holder kanin, dels tyder det på, at der en stigning i antallet af frikaniner, altså kaniner som ikke holdes i bur, men får lov at løbe frit rundt inde eller ude.
»Det vidner om, at kaninen måske er på vej til at få en lidt højere status,« siger Cecilie Ravn Skovlund.






























