Først kom der 120 millioner kroner fra det Europæiske Forskningsråd. Så fulgte 19 millioner fra Det Frie Forskningsråd og til sidst hele 136 millioner fra Carlsbergfondet.
På én gang faldt der sammenlagt omkring 300 millioner kroner af til danske forskningsbevillinger. Størstedelen af pengene er uddelt til yngre, talentfulde forskere. Pengene fra Europa er sågar øremærket til unge forskere, der vil videreudvikle deres forskerkarriere.
Det glæder uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen:
»Konkurrencen om Det Europæiske Forskningsråds bevillinger er benhård, og derfor glæder jeg mig over, at hele 11 Starting Grants er tildelt forskere i Danmark. Det flotte resultat viser, at dansk forskning tilhører den internationale elite, og at danske forskere formår at skrive konkurrencedygtige EU-ansøgninger. En ERC-bevilling er virkelig noget, der kan gøre en forskel – ikke bare for den enkelte forsker, men også for dansk forskning i det hele taget,« siger hun i en pressemeddelelse.
Kunstige urinblærer, fedtforbrænding om natten og skabelsen af planeter
Mange af pengene fra Det Europæiske Forskningsråd er gået til Københavns Universitet, men også DTU, CBS og Aarhus Universitet har modtaget bevillinger.
Pengene er spredt ud over en bred vifte af fagområder: For eksempel skal de hjælpe Fatemeh Ajallouiena med at fremstille kunstige urinblærer til de mange millioner mennesker verden over, der lider af sygdomme i urinblæren. De skal også støtte Zach Gerhart-Hines i hans forskning om, hvorfor kroppen stopper med at forbrænde brunt fedt, når vi sover, og hjælpe Oliver Gressel med at opklare, hvordan støv og gas udvikler sig til planeter.
Samtidig har Det Frie Forskningsråd uddelt 19 millioner kroner i 40 nye bevillinger. Bevillingernes er ligesom ERC's møntet på unge forskere.
Heriblandt er der projekter om kunstig befrugtning, den imponerende stresstærskel hos bjørnedyr og bakteriers immunforsvar.
»En vigtig ambition for Det Frie Forskningsråd er at fremme mobiliteten blandt forskere i Danmark. Ikke mindst yngre forskere har brug for et skub til at danne netværk og etablere internationale samarbejdsrelationer, som kan give dem et bedre fodfæste i en videre forskerkarriere. Rådet håber derfor, at Sapere Aude-bevillingen vil anspore forskerne til at rejse ud og dygtiggøre sig yderligere inden for deres forskningsfelt,« siger Det Frie Forskningsråds bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen i en pressemeddelelse om baggrunden for bevillingerne til de unge forskere.
Carlsbergfondet har også netop uddelt 136 millioner kroner til dansk grundforskning inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Blandt andet om keramikkens betydning i antikken og om betydningen af store variationer i iltindhold og temperatur i små søer.






























