Danmarks første professor i coaching

Danskerne har i årevis været storforbrugere af personlige samtaler med en coach, så vi bedre kan takle stress og præstationsangst, så vi lettere kan få gang i karrieren eller endda i en hel virksomhed.

Den populære støtte-psykologi er gennem tiden blevet kritiseret for at være navlebeskuende og overfladisk pop-psykologi, som enhver kan gøre sig til ekspert i. Ikke desto mindre skyller coaching-bølgen nu videre ind over nogle af samfundets højeste mure til de fineste tænkere på de akademiske anstalter. Københavns Universitet har for nylig udpeget landets første professor i sport- og coaching-psykologi, Reinhard Stelter fra Institut for Idræt.

Videnskab.dk har fundet de kritiske briller frem og bedt Reinhard Stelter trække skjorten op og skyde maven ud, så vi kan følge med i, hvad der sker, når man laver videnskabeligt navlepilleri. Den nyudnævnte professor afviser dog høfligt og siger i stedet:

»Jeg vil ikke kalde coaching for navlepilleri, men for en refleksion over en udfordring, som samfundet, en organisation eller den enkelte står overfor. Det er meget bredt forstået inden for privatliv, arbejdsliv, ledelse og kompetenceudvikling af forskellig karakter. På den måde er det for kort at sige, at det har med navnepilleri at gøre.«

Hvorfor er det interessant at forske i, hvad man kan få ud af coaching?

»Det fylder meget i samfundet. Ser man på markedet lige nu, kan man få coaching inden for alle mulige specialiseringsområder: stress, karriere, liv, ledelse, sport osv. Og sundhed vil blive et stort område i fremtiden.« »Men det stikker også dybere end det. Problemet - eller udfordringen - er opstået på grund af de samfundsmæssige forandringer, som vi har oplevet i de sidste 20-30 år. Man kan ikke længere få svar fra autoriteter som læger, lærermestre, ledere og præster for den sags skyld, fordi samfundet er blevet så komplekst og forskelligartet.«

»Vi lever i en global verden og samtidig i hver vores subsystemer. Det kan være svært at gennemskue det overordnede, og den enkelte oplever hele tiden nye udfordringer, som kan være svære at finde løsninger på. Det gør det ekstra interessant at forske i, og så skal coaching-praksis meget gerne underbygges af både teoriudvikling og empirisik forskning.«

Siger du, at coaching er en slags Krak-kort for vildfarne sjæle?

»Nej, personligt ser jeg coaching som støtte i en lærings- og udviklingsproces. Man støtter ved at stille spørgsmål specifikt til de udfordringer, som personen eller gruppen oplever. Så skal personen sådan set selv finde muligheder, svar og løsninger. Men nogle gange er det bare at reflektere over noget og summe, og så kommer et svar eller en forløsning måske først to uger senere.«

»Det drejer sig om, at man ændrer opfattelse af bestemte ting, så man kan se dem anderledes, og så man kan håndtere en situation mere tilfredsstillende for sig selv. Det gavner i sidste ende også samfundet, ligesom det gavner samfundet at give ordentlig coaching til ledere eller hele virksomheder.«

Hvad tænker du om kvaliteten på coaching-markedet i dag?

»Det er utroligt svært at danne sig et helhedsbillede, og blandt andet derfor vil vi lave en rundspørge, så vi får svar på brugen og tilfredsheden af coaching i virksomheder. Generelt er det mit indtryk, at der er en vis del af coaching-branchen, som er for dårligt uddannet, men disse coaches vil have meget svært ved at overleve, især i den aktuelle finanskrise.«

»Samtidig er der en stigende andel, som forsøger at gøre en indsats for at kvalificere sig. De har en akademisk baggrund inden for jura, humaniora, psykologi eller handel og efteruddanner sig på en videregående coaching-uddannelse. Jeg arbejder faktisk selv freelance på en toårig uddannelse på master-niveau, og jeg håber på, at uddannelsen en dag bliver tilbudt som master-uddannelse på Københavns Universitet.«

Nogle mennesker går på ti kurser og kan bagefter kalde sig coach i det ene og det andet. Hvilke ti kurser har du taget?

»Jeg har en akademisk uddannelse, som er det første fundament. Så har jeg en terapeutisk uddannelse, som har været treårig, og så har jeg taget så mange psykologiske efteruddannelseskurser, som jeg overhovedet har kunnet fylde på.«

Kunne man så ikke bare have udnævnt en professor i psykologi i stedet for?

»Forskellen mellem coaching og terapi er, at coaching er en psykologi kun for raske mennesker. Det er meget farligt, hvad jeg siger nu, for jeg vil ikke skære en hel videnskab over én kam, men i psykologi støtter man klienter til at få 'kontrol' over deres liv. I coaching-psykologien er man mere indstillet på at gøre folk parate til at leve med den uvished, som er kendetegnende for vores samfund nu om dage.«

»Men de to områder er flettet sammen, for det er jo ikke sådan, at coaching er noget helt nyt. Det har rødder inden for psykologi. Én af dem er positiv psykologi, hvor man bryder med at se på det negative. Mange af de strategier, man vælger, går ud på at tage et positivt udgangspunkt og at se på ressourcer i stedet for problemer.«

Nu er du professor i sports- og coaching-psykologi. Så er du måske den oplagte efterfølger til Morten Olsen som landstræner for fodboldlandsholdet?

»Jeg har jo ikke en ekspertise i fodbold, som svarer til det niveau, som Morten Olsen har. Jeg kunne måske undervise ham eller en fremtidig træner i de psykologiske aspekter. Det tror jeg, de godt kunne bruge noget mere af nogle gange. Men jeg vil ikke stille mig op og være sportscoach i den forstand, at jeg vil gøre mig klog på den idræt, han er ekspert i. På den måde er der en forskel mellem den traditionelle opfattelse af en sportscoach og en coach i lidt mere moderne forståelse.«

Hvis du ikke skal være landstræner, hvad skal du så lave?

»Jeg skal bl.a. arbejde sammen med en ph.d.-studerende, som kigger på mental træning. Det er en forholdsvis simpel idrætspsykologisk intervention, hvor man arbejder med bestemte afspændingsteknikker, visualisering og idémotorisk træning, hvor man forestiller sig bestemte bevægelser, som man vil udføre og kan gøre bedre.«

»Jeg vil tilbyde gruppecoaching til unge atleter, så de kan reflektere over de udfordringer, som de står overfor i deres karriere. Jeg har en antagelse om, at det har en god effekt, når man kan reflektere sammen med andre i lignende situation og bruge dem som en slags selvhjælpsgruppe. Det skal vi så måle via forskellige metoder. Det skal være en evidensbaseret undersøgelse, hvor der også er en kontrolgruppe, og der går nok et par år, før vi er færdige.«