Danmark er skabt af en forestilling og af fjender

 Danmark er et yndigt land, og det er også landet, hvis konge en gang stod ved højen mast. Kongesangen bruges ganske vist ikke så meget mere, men den er interessant, fordi vi i den finder noget af det, som forestillingen om Danmark er bygget på; fjendebilleder.

I første vers ser vi, hvordan det at male gode fjendebilleder er en vigtig del af vores identitetsdannelse. Den Anden skal være der, for at vi kan være den Ene. Den Anden er her 'goten', hvis hjelm og hjerne brast.

Ingen kan vinde over Kristian – der nu ellers faktisk tabte alt: Danmark var militært og økonomisk stærkt svækket, da Chr. IV døde i 1648. Sangen afbilleder altså ikke en virkelighed, men skaber et billede af ikke blot kongen, men også Danmark. Kongen og Danmark er nemlig det samme; syngespillet, som sangen oprindelig var en del af, blev skrevet under enevælden.

Tyskerne blev vores nye fjender

Kong Kristian præsenterede os for svenskeren, som i mange hundrede år var den onde Anden, ham vi brugte som modbillede til alt, hvad der var godt og dansk. Det er han stadig en lille smule, mest når der spilles fodbold.

I løbet af romantikkens og nationalismens epoke blev vi dog gode venner med svenskerne, der på det tidspunkt havde overtaget Norge. Vi opfattede nu svenskere og nordmænd som brødre. Så da Carit Etlar skrev sine fortællinger om gøngehøvdingen i 1853, var han nødt til at lave de onde svenskere om til onde tyskere.

Det var, fordi vi havde fået tyskeren som en ny onde Anden. Ham begyndte vi at tegne op, efter at vi fik en lov om indfødsret i 1776, og ikke mindst de to verdenskrige gjorde naboen i syd til vores fjende. Det gik lige indtil 1972, hvor vi kom i EF, for så blev tyskeren vores ven, og det er han stadig i dag.

Læs også: Derfor elsker du at hade dine fjender

Medborgerskab er lig nationalitet

Danmark er på den måde afhængigt af det, det ikke er. Uden den onde Anden kan eller kunne vi ikke blive os Selv. Uden Dem, intet Os.

Vi kan ikke have en identitet, uden at der er nogen, der ikke har den. Medborgerskab kan aldrig være globalt, men kun lokalt, og det lokale er det nationale. Medborgerskab er lig nationalitet. Der er altid 'eksklusionsregler'. Forsvinder den Anden, forsvinder den Ene.

Hvem er den onde så Anden i dag? Det skændes vi om for tiden. Det hedder kulturkamp. Der må være en grænse, der adskiller det danske fra det ikke-danske. Havet har afgrænset os fra de fleste.

Vi besynger derfor 'havet omkring Danmark' som det moderlige hav. Og vi kan heller ikke se en dansk kyst, uden at den smiler så fagert til os. Naturen sætter nogle grænser, men tanken gør også.

Læs også: Derfor er danskerne verdens mest tillidsfulde

Folkegrænse vigtigere end statsgrænse

Sigrid Undset kaldte sydgrænsen en 'åndsgrænse', Sønderjylland var grænsen mellem to helt forskellige og uforenelige 'åndstyper', det vi ville kalde kulturer i dag: Sønderjylland havde beskyttet Norden mod Deutschtum i tusind år.

Tankegangen finder vi også i Claus Eskildsens Dansk Grænselære fra 1935. Han gik imod tyskerne ved at skelne mellem en statsgrænse og en folkegrænse. Den sidste var den vigtigste.

Han påviste, hvordan der var en tysk og en dansk 'gårdrace'; man kunne se, om en gård var dansk eller tysk. Siden 1920 har statsgrænsen ligget fast. Der er nu overensstemmelse mellem folkegrænse og statsgrænse.

Det spændende lå i forskellene

Grænser mytologiseres, og vi fortæller om dem. I min ungdom var det sådan, at når man kom hjem til Danmark efter en busrejse i Europa, fik man lige efter grænsen en middag, der bestod af dansk bøf med rødbeder, kartofler og brun sovs – og til dessert rødgrød med fløde.

På samme tid, og det er ikke helt hørt op, var det en stor fornøjelse for danskerne at køre over grænsen og købe Nivea-creme, nødder, Hansa-Pils og andet.

Det spændende var forskellene: De forskellige priser var pirrende for tanker og sanser, fordi forskelle altid er det.

Grænser er æstetiske. Grænsen var også en madgrænse – og naturligvis en sproggrænse. Det skaber konflikter, når man åbner grænserne, sådan som vi er i færd med. Der sker nemlig så det, at grænser er overalt på nær ved Kruså.

Grænser skaber ikke et land

Men selvom grænsen altså er afgørende, skaber den ikke i sig selv et land. Der var grænser, før der var Danmark. Dannevirke var også en slags grænse, men den gjorde ikke dem, der boede nord for Dannevirke, til danskere.

Den skulle kun forhindre, at de mennesker, der boede heroppe, blev kristne ligesom sakserne. Vores fællesskab som danskere er altså både begrænset og suverænt.

Det forudsætter og giver indhold til et territorium, som staten har magt indenfor, men dermed opstår også et udenfor. Derfor findes der ind-vandrere: De skal vandre ind i noget, og de skal være vandret ud af noget andet.

I princippet kunne vi tale engelsk

Det samme med sproget. Hvorfor taler vi dansk? Det er for, at de fremmede ikke skal kunne forstå os. Derfor er det danske sprog en del af danskheden. Det er derfor, de fremmede skal lære dansk.

I samme øjeblik de taler dansk, tænker de dansk, og så er de assimileret, opslugt i det danske, ræsonnerer nogle. Sproget adskiller os fra andre folk. Det skaber den forskel, der er nødvendig. Hvis Norden var blevet samlet, ville dansk, norsk og svensk være dialekter.

Det danske sprog har ingen iboende kvaliteter; i princippet kunne vi tale engelsk, hvad mange så småt også gerne vil. Det sker i popmusik, i forretninger, i firmaer og på universiteter. Et nationalsprog er egentlig bare en dialekt, der er forstærket i næsten militærisk grad – hvor hæren og flåden er retskrivningsordbogen og litteraturen.

Og vi kæmper endnu, som det for eksempel fremgår af A.D. Jørgensens gamle værk 40 fortællinger af fædrelandets historie, der blev genudgivet i 1981 med et meget sigende forord af historikeren Lorenz Rerup:

»Men i dag som dengang (1882) må vi fastholde vort kulturelle og historiske grundlag og bevare vort sprog, hvis vi fortsat skal bestå som nation i det tyvende og enogtyvende århundredes Europa.«

Sproget må i kamp for Danmark. Det er derfor, universiteterne har institutter, hvor vi studerer dansk sprog og litteratur. Og derfor findes dansklærere: De er nationalismens skabere og opretholdere.

Danmark er helbredt

Men hvad udgør ellers vores forestilling om det danske og om Danmark? Som det fremgår af bl.a. førnævnte kongesang, var vi engang sømænd. Så blev vi bønder. Senere igen blev vi arbejdere. Historikere har også peget på, at vores identitet er bundet til velfærdssamfundet, der har bevaret sin identitet fra fortidens landsbyfællesskab til i dag, og som er et resultat af nederlaget 1864:

'Moderne dansk identitet i alle dets facetter kan således vanskeligt tænkes uden nederlaget 1864'.

Danskerne har på en måde haft et posttraumatisk stresssyndrom siden den tid, men nu er vi ved at komme over det. Vi er blevet en nation i krig. Alle politiske partier gik ind for krig mod Libyen i foråret 2011.

Det er tegn på, at vi er helbredt. Vi er på vej mod et nyt post-64-Danmark. Et forestillet fællesskab, som er så stærkt, at danske mænd (og kvinder) fortsat er parat til at gå i krig og dø for det, ligesom de var det for tidligere versioner af dette forestillede fællesskab.

Ingen vil dø for EU

Danmark er nemlig (som andre nationer) et forestillet fællesskab. Hvis det var et fællesskab, behøvede man ikke forestille sig det. Man skal kun forestille sig noget, hvis det ikke er der. Og forestillingen er som nævnt så stærk, at mange er gået i døden for den. Frivilligt.

Forestillingen var mulighedsbetingelsen for, at danske mænd drog i krig mod prøjserne og østrigerne i 1864, og uden en forestilling om danskhed ville vi ikke have haft frihedskæmpere under den tyske besættelse 1940-45 – eller EF-modstandere i 1972.

I dag er forestillingen om Danmark en af forudsætningerne for, at danske soldater er parate til at dø i Afghanistan. Det ville de ikke være, hvis forestillingen om et nationalt og politisk fællesskab manglede. Men det gør det ikke. Danmark findes. I vores hoveder. Ingen vil dø for EU.