Danmark bombede Algier – og glemte alt om det

Det er nok svært at forestille sig, at Danmark skulle have været i krig med Nordafrika.

Men ifølge historiske kilder bombarderede en dansk flåde faktisk havnebyen Algier i 1770.

Det lyder måske ikke som en nyhed. Nyheden er måske snarere, at begivenheden stort set er gået i glemmebogen i den danske historieskrivning.

»Det ikke passer ind i fortællingen om Danmark som en neutral småstat, at sende en større eskadre til Middelhavet for at bombardere en storby,« fortæller Lars Struwe, der netop har færdiggjort en ph.d.-afhandling i historie om Danmarks rolle som magt i 1700-tallet.

Pirater i Middelhavet

Årsagen til bombardementet var det omfattende pirateri, der plagede Middelhavet i mange hundrede år. Danmark havde ganske vist i 1750erne indgået en traktat med bey'en, den muslimske hersker, i Algier, om at lade de danske skibe i fred.

Men i 1768-69, krævede bey'en en genforhandling og stillede alt for høje krav, og det sagde danskerne nej til. Derefter begyndte de algierske pirater at tage danske skibe.

Så i 1769 sendte Danmark en flåde med såkaldte bombardérskibe til Algier, i hvad man døbte 'Den Algierske Ekspedition'. De bombarderede byen i to dage, før de måtte opgive, fordi skibene ikke var ordentligt udrustede.

Danmark var ikke en fredelig småstat

Både fredstraktaten og bombardementet af Algier må siges at være store udenrigspolitiske begivenheder. Alligevel er de nærmest gået i Danmarkshistoriens glemmebog. Kun enkelte militærhistorikere har behandlet emnet.

Når det er lykkedes at glemme bombningen, skyldes det ifølge Lars Struwe, at udenrigsministeriets direktør i 1864, Peter Vedel, efter Danmarks nederlag ved Dybbøl, var interesseret i at 'brande' Danmark som en fredelig småstat, der altid kom galt af sted, når de blandede sig i udenrigspolitiske anliggender.

»Udenrigsministeriets direktør udvalgte sit kildemateriale meget nøje, for at skabe en bestemt fortælling, og man ville meget gerne skrive 1700-tallet ind i den fortælling. Men den passer ikke med det kildemateriale vi har, og den stemmer ikke overens med, hvordan udlandet så på os,« forklarer Lars Struwe, og eksemplificerer:

»Et eksempel er, Kong Frederick den Store af Prøjsen beordrede en mobilisering af hæren i 1749, fordi han var bange for et dansk-russisk angreb på Prøjsen. 20 år senere var Danmark allieret med Rusland, som lå i krig med det Osmanniske Imperium, og bombardementet af Algier var et led i den alliance. Den slags alliancer og angreb på andre lande, svarer til en stormagts handlinger. Det er ikke noget en selvstændig småstat foretager sig.«

Pirater plagede Europa i århundreder

Lars Struwes forskning bliver bekræftet af et forskningsprojekt ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lektor i litteraturvidenskab Anne Fastrup er sammen med sin kollega professor Peter Madsen stødt på fortællingen om danskernes bombardement af Algier i forbindelse med et forskningsprojekt om, hvilken rolle Islam har spillet i europæisk litteratur:

»Nordafrikansk og tyrkisk pirateri i Middelhavet foregik fra kystbyer som Algier, Tripoli, Tunis. Det var et massivt problem fra begyndelsen af 1500-tallet og helt op til omkring 1830, og det berørte det stort set alle europæiske nationer,« fortæller Anne Fastrup, og tilføjer:

»Der var en omfattende økonomi omkring kristne fanger fra Europa. Sørøverne fra Nordafrika tog folk til fange for at tjene penge - enten ved at sælge de tilfangetagne på slavemarkederne i Nordafrika, eller ved at kræve løsepenge fra deres slægtninge i Europa.«

Præster nedskrev eksfangers beretninger

Det kan måske undre, at en gruppe litteraturforskere på beskæftiger sig med historisk underbelyste politiske forhold. Men Anne Fastrup, Peter Madsen og deres to kollegaer er kommet på sporet af pirateriet gennem et litterært fænomen; de såkaldte fangenskabsberetninger, skrevet kristne europæere, som har siddet i fangenskab i Nordafrika.

Fangenskabsberetninger kendes også fra Danmark. Og disse danske eksempler bidrager Anne Fastrup og Peter Madsen med til et europæisk netværk af forskere, der studerer beretningerne.

»En af fangenskabsberetningerne er skrevet som en dialog mellem en tidligere fange og en præst, som laver religiøse udlægninger af fortællingen; at den siger noget om, at livet her på jorden er en lidelse og så videre,« fortæller Peter Madsen.

Det eksempel peger på, at mange af disse fangenskabsberetninger kan være nedskrevet eller påvirket af præster.

For kirken var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, om de tidligere tilfangetagne var konverteret til Islam i fangenskab, eller om de talte sandt, når de benægtede at have konverteret.

»Der findes også en berømt beretning fra Island, hvor en hel by på op mod 400 mennesker blev taget til fange og bortført til Algier. Den beretning blev nedskrevet af en præst, og ligger i øvrigt til grund for en dansk børnebog fra 1950'erne af Kirsten Bang, som hedder 'Slave hos tyrkerne',« fortæller Peter Madsen.

Løsepengeindsamling ved søndagsgudstjenesten

Fangenskabsberetningerne var et udbredt fænomen over det meste af Europa, fordi der var så mange der havde prøvet at sidde i fangenskab:

»Middelhavspirateriet var et meget større problem end de somaliske pirater er i dag. Flere 100.000, måske millioner af europæere taget til fange af afrikanske og tyrkiske pirater, og sat i muslimsk fangenskab,« forklarer Anne Fastrup.

For at få et billede af, hvor udbredt fænomenet har været for den almindelige befolkning, kan man se på, hvordan der blev samlet penge ind til at løskøbe de fangne.

Man kunne få tilladelse af kongen til at rejse landet rundt for at samle penge ind, og det gjorde man under søndagsgudstjenesterne i kirkerne:

»Det har været en ugentlig søndagsoplevelse at gå i kirke, og høre nogen samle penge ind; 'Min søn sidder fangen hos tyrken',« fortæller Peter Madsen.

Slavekassen

Ifølge Lars Struwe var danske sømænd dog lidt heldigere stillet end deres udenlandske kollegaer. Den danske stat oprettede nemlig den såkaldte 'Slavekasse' i midten af 1600-tallet, som en slags forsikringsfond for sømænd der sejlede i Middelhavsområdet.

Med pengene fra Slavekassen, der eksisterede indtil omkring 1748, kunne danske sømænd købes fri, hvis de blev taget til fange.

I sin netop færdiggjorte ph.d.-afhandling konkluderer Lars Struwe, at Danmark ikke var en fredelig småstat i 1700-tallet, men en europæisk mellemmagt. Og i det der kaldes den nordeuropæiske sikkerhedskompleks, som involverer Nordtyskland og Skandinavien, var Danmark en stormagt.

Småstat eller stormagt; oprettelsen af Slavekassen tyder i hvert fald på, at Danmark allerede i 1700-tallet havde træk til fælles med en velfærdsstat.