13. marts 2020 blev dørene til de danske universiteter lukket, og ti tusinde ph.d.-studerende blev hjemsendt på grund af coronakrisen.
Nogen har sagt farvel til forsøg, de har brugt månedsvis på at sætte i gang, andre har aflyst alle deres patienter.
Fælles for alle er, at vi nu arbejder hjemme – uden adgang til patienter, dyrestalde, laboratorier og så videre.
Under disse forhold kan vi ikke være med til at opfylde den danske uddannelsesstrategi om at skabe fremdrift via viden og innovation.
Ph.d.-studerende er essentielle tandhjul i dette store maskineri. Vi spiller en vigtig rolle i at skabe morgendagens videnssamfund.
Problemet er dog, at vi, som mange andre universitetsansatte, er ansat i en tidsbegrænset stilling.
Derfor mener vi, at forskning lavet af ph.d.-studerende, som andre offentlige opgaver, er vigtig at støtte økonomisk i denne krisetid.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Milliarder kan gå tabt
I sidste uge landede man en aftale, som giver uddannelsesinstitutionerne mulighed for at forlænge ansættelsesperioden for blandt andet ph.d.-studerende ramt af coronakrisen.
Det er vi meget taknemmelige for. Men hvem skal betale de ph.d.-studerendes løn i denne periode? Det har vi endnu ikke fået afklaring omkring.
Pengene er små, når man laver fri grundforskning, så derfor har vi brug for hjælp – akut hjælp.
Der er allerede brugt milliarder af samfundskroner på forskningsprojekter, som er drevet af ph.d.-studerende.
Det vil for mange være katastrofalt, hvis ikke der ydes finansiel støtte til de ph.d.-studerendes projekter, for så vil vi tabe store investeringer fra samfundets side på gulvet.
Med andre ord kan det ikke betale sig at lade være med at bruge penge i dette tilfælde.
Krisens konsekvenser
Lad os først kigge på konsekvenserne af forskningsstoppet.
En forsinkelse uden forlængelse vil for det første resultere i, at kvaliteten af den individuelle ph.d.-afhandling vil forringes.
Først og fremmest kan det have store karrieremæssige og personlige konsekvenser for den enkelte, men derudover kan det medføre, at afhandlingen ikke bidrager med ny, relevant viden og evidens og svække konkurrencen med udenlandske ph.d.-afhandlinger.
Dette leder os til trin to i konsekvensrækken: Ph.d.-studerendes forskningsprojekter er unikke, da de ofte er fjernet fra politiske agendaer, større forskningsstrategier og har fokus på fri forskning.
De er kreative og har privilegiet til at kunne udfordre paradigmerne. I den forstand bidrager disse projekter med uundværlig ny viden til forskergruppen.
Hvis flere af disse forskningsprojekter måtte afsluttes før tid som følge af manglende finansiering, ville det ikke blot være tabte investeringer med både offentlige og private midler, men også medføre en svækkelse af det danske forskningsmiljøs konkurrenceevne på internationalt niveau.
Dette fører os til tredje trin på stigen: De altoverskyggende eftervirkninger for samfundet.
Talentmassen vil skrumpe
Det er os, de unge forskere, som i fremtiden skal profilere og sælge det danske videnssamfund internationalt. Det er os, som skal være med til at komme med nye innovative løsninger på den næste coronakrise.
Vi kan nu risikere, at denne kriseramte generation af unge forskere ikke får samme grundlag som tidligere og dermed ikke muligheden for at løfte fremtidens samfundsmæssige byrde i vores videnssamfund.
En stor del af denne talentmasse risikerer vi at tabe på gulvet med coronavirussen, hvis der ikke kommer en økonomisk saltvandsindsprøjtning.
For en brøkdel af de mange milliarder, som allerede er blevet brugt på forskningsprojekterne, kan vi rette op på de måneders arbejde, som er tabt.
Men, det kræver en økonomisk håndsrækning – det kræver en hjælpepakke.
'Småpenge' kan redde fremtidens forskning
Vi lever i en tid, hvor politikkerne slynger om sig med estimater på, hvor mange milliarder det ene og det andet koster.
En forlængelse af 10.000 ph.d.-studerende med 3 måneder vil koste samfundet cirka 1 milliard danske kroner.
Dette svarer til under 0,05 procent af Danmarks BNP, det årlige budget for Danmarks Frie Forskningsfond eller 7,5 procent af Novo Nordisks årlige forskningsbudget.
Det svarer til, hvad man estimerer, at coronakrisen lige nu koster det danske samfund om dagen. Det sande beløb er med meget stor sandsynlighed meget lavere, men det ændrer dog ikke på, at det er småpenge i det store perspektiv.
Så er fremtidens forskere det værd?
I vores optik er svaret indlysende – JA! Selvfølgelig. Det er det danske videnssamfunds fremtid, som står på spil.
Hvem skal betale?
Vi forventer ikke, at alle får ekstra støtte, og vi ved, at der kommer en benhård prioritering, som forskningsinstitutionerne må være klar til at tage.
Så, hvem skal betale?
Folketinget har uddelt hjælpepakker til erhvervslivet for et trecifret milliardbeløb, og staten og de store nationale fonde har brugt meget store summer på ekstraordinære bevillinger til forskning i coronavirus og COVID-19-sygdommen.
Men når nu de store fonde allerede er i gang med at kigge ned i de meget dybe lommer, skulle de så overveje at allokere en del af de næste 2-3 års budgetter til forlængelse af ph.d.-studerende?
Det er samfundets ansvar at sikre det fremtidige danske videnssamfund, og det må være i både statens og de private fondes interesse at følge de projekter til dørs, som de allerede har investeret stort i.
Selv i krisetid må vi ikke glemme Danmarks unikke position
Vi håber, at alle jer, som bestemmer, hvordan pengene i det danske samfund fordeles, vil prioritere de nuværende ph.d.-studerende i fremtidens Danmark – at I prioriterer vækstlaget for fremtidens forskere, og at I prioriterer ikke at tabe tusindvis af projekter og milliarder af kroner på gulvet.
Det er netop i krisetider, at vi danskere ikke må glemme, hvor vi står i verden.
Danmark lever af, at vi er et innovativt og videns-skabende samfund, og hvis vi vil sikre dette, er det nu, vi skal investere i forskningens fremtid, de ph.d.-studerende.
Kommentaren er skrevet på vegne af følgende medlemmer af ph.d.-foreningen på Health, Aarhus Universitet: Emil Nielsen Holck, Cecilie Siggard Jørgensen, Maria Louise Gamborg, Signe Mosegaard, Kasper Glerup Lauridsen, Khoa Manh Dinh og Martin Nors Skov.
