Relativt isoleret med min lille familie i vores lille lejlighed i København overvejer jeg, hvordan jeg kan sætte ord på det, som sker omkring os.
Vores sociale struktur er under radikal forandring som reaktion på en farlig biologisk virus, der truer med at kræve mange liv, især blandt samfundets svage og udsatte.
Coronakrisen er både socio-politisk og naturlig.
Men én ting er de personlige og eksistentielle følger af coronavirussen, en anden ting er, hvad der sker indeni os selv.
Frygt er konkret, angst er abstrakt
Forskellen mellem ydre forandringer og indre reaktioner stemmer overens med forskellen mellem frygt og angst beskrevet i filosoffen og teologen Søren Kierkegaards bog 'Begrebet Angest'.
Frygt, hævder Kierkegaard, opstår som følge af en konkret trussel. En stor hund gør vredt, og du bliver ramt af frygt.
Hunden er konkret, den er synlig, og du er fuldstændig opslugt af tanken om, hvordan du skal håndtere situationen.
Angst er derimod en langt mere abstrakt ting, nemlig selve intetheden.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Angstens usynlighed
I en fortolkning af Kierkegaards fortolkning af angst ser vi COVID-19 som selve indbegrebet af angst.
Virussen er langt mere midlertidig end hunden; ikke mindst, fordi den er usynlig.
Vores viden om virussen og dens konsekvenser er helt og holdent baseret på de videnskabelige ekspertudtalelser. Sundhedsmyndighederne og politikerne er i helt ukendt land, når det gælder tiltag, som skal inddæmme smittespredningen.
Som sådan ligner virussens fænomenologi den forurening, som sociologen Ulrich Beck gransker i 'Risk Society'.
Den offentlige respons på forureningen vil ifølge Ulrich Bech være angst.
\ Læs mere
Jeg kan se kisterne på rad og række
Kierkegaards forståelse af frygt og angst er endnu mere subtil. Virussen har trods alt et navn og er derfor konkret. Den har desuden en ydre virkelighed - den er noget.
I nyhederne kan jeg se de mange kister på rad og række. På denne måde bliver truslen en realitet, uanset hvor parasitisk virkeligheden end måtte være.
Den truende virus kommer meget tæt på; i min egen krop. Min krop er muligvis vært for virussen, og mine nys truer måske mine naboers ve og vel.
Men gennem navngivning af virussen er jeg i stand til at eksternalisere truslen, så den bliver genstand for frygt.
Hvis den ydre verden forandrer sig - hvis immuniteten begynder at sprede sig, eller hvis det lykkes regeringen at mindske truslen på en troværdig måde - bliver min frygt også reduceret.
For angsten er intetheden derimod selve genstanden.
Psykiaterens udgave af angsten
En anden fortolkning af angst i modsætning til frygt er det internationale diagnosesystem DSM-V, der er udarbejdet af American Psychiatric Association.
Her omhandler frygt 'umiddelbare trusler', mens angst per definition ofte omhandler fremtidige farer.
Denne mere midlertidige skelnen mellem frygt og angst er også relevant for forståelsen af coronavirussen.
Virussen har umiddelbare konsekvenser for vores samfund, men vi ved ikke rigtig, hvad vi kan forvente.
Det lader til, at nogle lande har virussen under kontrol, men den eskalerer tilsyneladende i andre. Hvor farlig er virussen egentlig?
Tilskyndelse til fælles solidaritet?
Vores viden er ganske enkelt begrænset, men alligevel udstiller mange deres analytiske overlegenhed på de sociale medier, hvor de gør andre til skamme for enten at bekymre sig for lidt eller for meget.
Måske er en tilskyndelse til fælles solidaritet relevant?
Psykiatrisk diagnosticering leverer en midlertidig skelnen mellem frygt og angst, men Kierkegaards skelnen mellem frygt og angst er endnu mere subtil.
Vi kan også blive mål for fremtidige trusler fra den ydre verden. Disse fremtidige trusler falder ind under frygt-kategorien i Kierkegaards terminologi; det vil sige frygten for noget bestemt.
Selvets intethed
I modsætning til psykiatriens definition af angst som en 'fremtidig frygt', er intetheden selve genstanden for Kierkegaards angst - mere specifikt intetheden, som kan opstå i selvet.
Faktisk er intetheden ifølge Kierkegaard et produkt af den menneskelige bevidsthed.
Kun mennesket er i stand til at relatere fantasifulde muligheder for os selv; det er faktisk en del af vores frihed.
Selv hvis verden kun var fred og fordragelighed, selv hvis vi ikke havde noget at frygte, ville vi stadig føle angst, for angsten er genstand for ingenting.
Min fremtid står åben, og måden, jeg forholder mig til verden, rummer et uendeligt antal muligheder.
Jeg kan forholde mig til det hele med en følelse af absolut frihed, men jeg kan også føle mig bundet og fremmedgjort overfor verden på til stadighed nye måder som reaktion på krisen.
Derfor er angsten som genstand eller objekt mulighederne, der kan opstå indeni os selv.
Coronavirussen belyser vores skrøbelige eksistens
Under normale omstændigheder spiller angst kun en rolle i forhold til ubevidstheden.
Jeg har travlt med at være mig selv; det vil sige, jeg har travlt med at arbejde, være der for min familie og mine venner.
Men nu tvinger den ydre verden mig ud af min tryghedszone.
Spredningen af virussen og den politiske respons på krisen nedbryder de strukturer og vaner, som jeg almindeligvis benytter til at finde vej i verden.
Omgivelserne har pludseligt ændret mine livsvaner, som ellers holder min angst fra livet, ikke mindst i forhold til arbejdet, og når jeg sender min datter i dagpleje.
\ Læs mere
Ansigt til ansigt med en slags social død
Pludselig kan jeg igen mærke, hvor skrøbelig min eksistens er: Hvordan håndterer jeg det, hvordan vil jeg reagere?
Bliver jeg syg indenfor den nærmeste fremtid med døden som et håndgribeligt resultat?
Eller står jeg ansigt til ansigt med en slags social død: Hvordan reagerer jeg overfor isolationen, hvordan reagerer vi som familie, vil vores forhold klare skærene med flere ugers, måske endda måneders, isolation?
Jeg bliver nærmest svimmel, når jeg overvejer de forskellige muligheder.
Det er ikke så underligt, at folk hamstrer pasta og toiletpapir, selvom myndighederne forsikrer os om, at der er nok til alle; vores angst tvinger os til at handle i den ydre verden.
Den menneskelige eksistens er åben overfor fremtidige scenarier
Selvfølgelig vil jeg formentlig klare mig.
Jeg kender mig selv nogenlunde. Jeg kender min kone nogenlunde. Jeg kender min lille datter nogenlunde.
Som famile har vi før været under pres, og vi har tidligere klaret os ganske fint. Vores evne til at tale om svære emner er ret god, og vi har vænnet til at tage tingene, som de kommer.
Men selvom tanker om sandsynligheden kan berolige min angst, fjerner de ikke muligheden for noget nyt, for at radikale nye reaktioner bliver fremkaldt i os.
Den menneskelige eksistens er åben overfor fremtidige scenarier, som vi intet kender til.
Tager ansvar midt i angsten
Når jeg overvejer sandsynligheden, eksternaliserer jeg situationen, som jeg befinder mig i.
Det leverer et ydre perspektiv af livet, som jeg egentlig lever indefra. Det kan blive et påskud for inaktivitet.
Jeg har dog, lige modsat, oplevet en ansvarsfølelse i forhold til mine handlinger:
Jeg vasker hænderne grundigt og nyser ind i albuen.
Jeg holder mig opdateret omkring den seneste udvikling, og hvad de danske myndigheder anbefaler.
Og jeg bidrager til det lille begrænsede samfund, som er min familie.
Med tak til Simon Axø og det danske radioprogram ‘Supertanker’ for inspiration. Denne artikel er en lettere redigeret udgave af en artikel, som tidligere er publiceret hos 'Cursor'. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
