Congo - et land i evig konflikt

»Jeg har sjælden set så megen frustration og paranoia som i Congo,« siger Morten Bøås, der er forsker ved den uafhængige forskningsinsitution Fafo i Norge.

Han var i Goma, hovedstaden i provinsen Nord-Kivu, hvor meget af konflikten nu udspiller sig, den aften da den nuværende præsident Joseph Kabila blev indsat i 2006 med verdenssamfundets støtte.

Samme aften blev to forretningsmænd, begge tutsier, dræbt ved en regeringskontrolleret vejspærring udenfor byen Sake. Den Congolesiske tutsi-oprørsleder Laurent Nkunda gik øjeblikkelig til modangreb, og den gamle konflikten var i gang igen.

»I et så splittet samfund som Congo, hvor fronterne er så polariserede, fører et valg med sejr til flertallet ikke til forsoning. Her forstærker det fronterne,« siger Bøås.

Hutuer og tutsier - dyb konflikt»Naboer hakkede naboer til døde i deres hjem, og kolleger hakkede kolleger til døde på arbejdspladsen. Læger dræbte deres patienter, og lærere dræbte deres elever. I løbet af nogle dage var tutsi-indbyggerne i mange landsbyer så godt som udryddet.«

Således beskriver den amerikanske journalist Philip Gourevitch nøgternt det der skete i 1994 da Interahamwe-militsen (hutuer) spillede en vigtig rolle under massakren på omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer i Rwanda.

Mange af hutu-ekstremisterne (FDLR militsen), som nu kæmper i fællesskab med Congos regeringshær mod tutsi-oprørslederen Laurent Nkunda, var en del af regimet i nabolandet Rwanda som deltog i folkemordet i 1994. De blev drevet over grænsen til Congo af blandt andre Nkunda.

Nu frygter de tutsier, som er kommet fra Rwanda til Congo for deres rettigheder; at de vil blive smidt ud af Congo, at deres statsborgerskab vil blive gjort ugyldigt og at de ikke kan få lov til at eje og dyrke land.

»Nkunda vil nu forsvare tutsierne med ethvert tilgængeligt middel,« siger Bøås.

Legitim præsident, men illegitim hærDa Congo underskrev en fredsaftale i 2003, kunne de have gjort det samme som for eksempel Liberia; afvæbnet hele landet. I stedet valgte landet såkaldte 'integrerede brigader'. De forskellige militsgeneraler fik besked om at bringe deres mænd med våben til et bestemt sted. Så blev de indrulleret i regeringshæren.

»De troede, at når de fik valgt en legitim regering, ville regeringshæren automatisk blive legitim. Kabila selv er ganske legitim, men han har en illegitim hær. Det er netop dette, som er så vanskeligt for FN at forholde sig til, når de sender styrker. Regeringssoldaterne evner ikke meget andet end at røve, plyndre og voldtage. Desuden tjener mange i regeringshæren penge på den uklare situation; det vi kalder en 'ikke fred - ikke krig situation'. Det gør det muligt for generaler og militsledere at drive illegal mineraludvinding, og at kontrollere store landområder,« siger Morten Bøås.

De seneste måneder er omkring en million mennesker kommet på flugt, og meldinger går ud på at flere hundred tusind kvinder er blevet voldtaget, både af regeringshæren, FN-styrkerne og Laurent Nkundas mænd.

Flere rapporter, blandt andet fra FN, fortæller om, hvordan udenlandske mineselskaber og en lille regional elite i fællesskab plyndrer Congo for guld, diamanter, kobber, uran og 'koltan' (Columbit-tantalit-malm), som er en vigtig ingrediens i mobiltelefoner.

»Men for Laurent Nkunda handler dette nok mindre om personlig vinding, og mere om store ambitioner. Han ser sig selv som en man med en mission, og det er at forsvare tutsierne,« siger Bøås.

Nkunda kræver også at congolesiske tutsier som sidder i flygtningelejre i Rwanda skal kun vende tilbage til Congo med garanti for deres sikkerhed.

Selv om Rwanda og Nkunda selv benægter det, er Nkunda blevet anklaget for at gå Rwandas ærinde.

»Rwanda har et BNP (bruttonationalprodukt) som er større, end det, landet har mulighed for selv at producere. Det er overraskende, hvis ikke Nkunda fungerer som en slags 'gateway' for at føre Congos resurser ud gennem Rwanda,« siger Randi Solhjell, der er videnskabelig assistent ved Norsk Udenrigspolitisk institut.

Rwanda lader til gengæld Nkunda passere med våben og andet udstyr over grænsen til Congo.

De unge og jordløse bliver soldater- Hvorfor kan man ikke dele resurser og jord i et så stort et land?

»I Congo driver man som oftest svedjebrug, så megen af jorden ligger konstant brak. Og på grund af den kraftige befolkningstilvækst, bliver der ikke nok til alle,« siger Bøås.

»I kølvandet på dette er der vokset en hel klasse af unge jordløse mænd frem, som ikke får etableret sig i voksenlivet. De får ikke giftet sig, og de bliver et let bytte for militslederne. Det fører dem ind i de forskellige militærgrupper, og til illegal mineraludvinding. De unge jordløse congoleserne ser måske ikke nogen anden fremtid for sig selv,« siger han.

»Der er nødt til at ske en demilitarisering af Nordcongo,« siger Bøås.

Han mener desuden at det vil blive vigtigt at vedtage en minoritetsbeskyttelse, således at Nkunda ikke får plads til at handle under argumentet om at forsvare tutsierne.

»Desuden er kampen om land noget, man slides med i stort set hele Afrika nu. Europæiske eksperter hopper ofte elegant hen over dette spørgsmål, men det kan fungere, fordi disse folkegrupper trods alt har klaret at arbejde side om side tidligere,« siger han.

Bøås kritiserer også FN for ikke at have afmilitariseret hutu-militsen FDLR.

»Men det er vel et spørgsmål, om FN har lyst til at udkæmpe en junglekrig med FDLR. Der har været gentagne aftaler om at afvæbne dem, men det har FN ikke gjort. Dette har givet Nkunda manøvrerum, og givet regeringshæren et indtryk af at de kan gøre, hvad de vil,« siger Bøås.

Nu siger Nkunda, at han vil støtte en fredsproces for Østcongo, som skal forhandles frem af FN-udsending Olusegun Obasanjo, og at han vil åbne en korridor for humanitær hjælp til flygtninge.

For selv om konflikten har lange og mange rødder, som der må arbejdes med, er det menneskene som lever midt i kampene, som nu har førsteprioritet.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov