Olivier Megatons veldrejede 'Colombiana' handler om en kvinde, der tager hævn. Og kan man lide film som 'Death Wish', 'The Godfather', 'Falling Down', 'Nikita', 'Léon' og 'Kill Bill' 1 og 2, så er vi i samme fornøjelige båd.
Jeg skal ikke afsløre, hvor turen ender. Men bare rolig, bølgerne går højt. Der kommer mange lig på bordet, førend festen slutter.
Lad mig starte med et resumé. Da Cataleya er ti, bliver hendes forældre myrdet i Colombia, fordi hendes far forlader Don Luis' narkoimperium. Da Marco, Don Luis' højre hånd, beder Cataleya om en mikrochip med informationer, nagler hun hans hånd til bordet med en kniv og afleverer chippen på den amerikanske ambassade.
Hævnen er sød
Efter at være blevet amerikansk statsborger opsøger hun sin farbror Emilio (Cliff Curtis), der er lejemorder i Chicago. Den voksne Cataleya (Zoe Saldana) bliver – yes, godt gættet – professionel lejemorder. Med læbestift tegner hun en orkidé på sine ofre. Orkidéen (der også hedder Cataleya) er et tegn til Don Luis, der i mellemtiden er endt i USA. Kom frit frem, siger blomsten, så vi kan gøre regnskabet op.
Lad os så vende tilbage til hævn. For vi ved jo, at man ikke må tage hævn. Hvis nogen tisser på din sukkermad, må du ikke tisse igen. En forladt kvinde må ikke, som Medea, dræbe sine børn for at gøre eksmanden ondt. Og Lisbeth Salander må ikke voldtage og tatovere sin voldtægtsmand.
Ikke desto mindre føler vi en voldsom instinktiv tilfredsstillelse, når selvtægtsmænd og -kvinder slipper afsted med tortur, massedrab, at lægge bygninger i ruiner og i det hele taget udfolde en almægtig vrede som del af en hævn, der ellers er forbeholdt højere magter som Gud og Staten.
Er vi primitive, når vi nyder hævn? Er den irrationel og uciviliseret? Taler den til vores 'nedre' instinkter og indre barbar? Hævn bringer jo ikke det tabte tilbage, så hvad formål tjener den ud over at tilfredsstille hævntørst?
Hævnen opretter balancen
Lad os først definere hævn som gengældelse for en uret, hvilket giver to elementer:
- Hævn handler om ret og uret. Den er svar på en handling, der opleves som urimelig og som et overgreb. Handlingen kan være stor eller lille, og det er subjektivt, om den er rimelig eller ej. Vi oplever den i hvert fald som urimelig. Han fik min forfremmelse. Hun tog min elskede. Naboen har fældet mit træ i skellet. Hævn skal genoprette balancen, for ret skal være ret. Følelsen af uretfærdighed forsvinder først, når tingene igen står lige. Fordi hævn er et svar, kan den føre til en uendelig given-igen. En voldsspiral.
- Hævnen er for det andet et forsinket svar. Den kommer, når det tabte ikke står at genvinde. Den kan følge umiddelbart efter en uret eller vente i årevis på rette anledning. Intet er mere forkert end ordsproget tiden læger alle sår. Tiden læger ingen sår. Tværtimod, med årene kan hævntørst få gigantiske proportioner.
Ifølge filosof Robert C. Solomon er hævntørst ikke en irrationel følelse, tværtimod. Den er knyttet til vores oplevelse af retfærdighed. Retfærdighed er en social følelse, der har at gøre med rimelighed. Når vi kan være passionerede i vores oplevelse af retfærdighed og uretfærdighed, er det fordi. disse ikke er abstrakte moralsæt, men helt konkrete følelser: Det er uretfærdigt, at han får en højere løn for samme arbejde som jeg. Eller at hun får en større del af kagen.
Solomon foreslår, at kravet om en lige del af kagen ikke er et egocentrisk krav, men skal forstås socialt. Hvis vi alle får lige store stykker, er vi tilfredse og kan færdes i gruppen uden at skulle bruge energi på at slås om kage. Uretfærdighed forstyrrer status quo og skaber konflikt. Alle hader folk, der snyder, og enhver gruppe vil enten straffe snyderen eller udstøde vedkommende.
Hævn er en rationel reaktion
Hvis vi ser, at en uretfærdighed ikke bliver straffet, føler vi ubehag, had, vrede eller, som psykolog Nico Frijda udtrykker det, smerte.
Smerten (for Cetelayas vedkommende smerten at se sin forældre bliver myrdet) plager os, indtil vi reagerer. Hvis samfundet eller andre ikke gør noget, tager vi sagen i egen hånd. Frijda foreslår, at hævn er en rationel reaktion, der har fem fordele:
- Når hævnen er disproportionel hård, forhindrer den fremtidige overgreb (som Christian i 'Hævnen', der tæsker drengen, der mobber hans ven Elias)
- Hævn genskaber balance (nu kan du føle min smerte)
- Hævn erstatter følelsen af afmagt med magt (før var jeg magtesløs, men nu gør jeg gengæld)
- Hævn forvandler ydmygelse til stolthed (som i Søs Bjerres 'Malene'-sang: du har kneppet med Malene og se, nu er dine ejendele spredt ud over Vesterbro)
- Nævn fjerner følelsen af smerte ('hævnen er sød')
Retfærdighed ligger instinktivt i os
Og hvordan med det primitive? Er det uciviliseret at tage hævn?
Ifølge biolog Frans de Waal er oplevelsen af retfærdighed en biologisk følelse, mennesker deler med flere dyrearter, heriblandt aber.
I et forsøg med kapucineraber blev to aber belønnet forskelligt for den samme tjeneste. Når de afleverede en sten, fik den ene en vindrue, den anden en skive agurk. Hver for sig var de tilfredse, men da de kunne se hinandens belønning, smed aben, der fik agurk, sin frugt væk og nægtede at aflevere sten. Den ville enten have lækre vindruer som naboen, eller også ikke lege.
Det er det samme med mennesker. Når vi ved, at kollegaen får højere løn for samme arbejde, oplever vi uretfærdighed. Vores ellers fine løn er nu blevet ringe, og vi siger måske op i protest. Oplevelsen af retfærdighed, foreslår de Waal, er udviklet for at fremme samarbejde i flokken og for at hindre, at enkelt-individer bliver udnyttet eller udnytter andre. Fra børn er små, har de en instinktiv forståelse af retfærdighed. Og af uretfærdighed.
Hævn kan med andre ord ses som individets beskyttelse imod at blive udnyttet af andre. Den er en instinktiv og rationel reaktion på uretfærdig adfærd. Den fjerner smerte, når samfundet ikke gør det.
Vi sympatiserer med hævneren
Derfor sympatiserer vi med hævneren. Hans eller hendes problem er, at uret ikke bliver straffet. Kun snydere og snyltere i samfund begår uret (selv alfa-hannerne deler deres frugt blandt aber). Og mens dyr reagerer umiddelbart på uretfærdigheder (aber griber ind, når de ser uretfærdig adfærd), så er vores samfund mere komplekst. Der kan være mange grunde til, at et samfund ikke straffer uret; det kan være udemokratisk, blindt overfor uretten eller korrupt. Men der er kun én årsag, til at individet ikke retter uretten: svaghed. Følelsen af uret varer imidlertid ved, og dén, der har noget at hævne, er parat til at arbejde længe for at kunne gøre regnskabet op.
Cataleya venter femten år. The Bride i 'Kill Bill' tager hævn, så snart hun vågner efter fem år i koma. Michael hævner, da de rivaliserende gangstere tror sig sikre i 'The Godfather'. Intet bliver glemt.
»You and I have unsettled business,« siger Lady Snowblood til én af de mænd, der voldtog hendes mor i 'Lady Snowblood'.
Hævn genopretter ære og stolthed, den giver respekt i gruppen og selvrespekt hos udøveren. Uden at genoprette balancen kan individet ikke blive sig selv igen.
Sundt? Rationelt? På nationalt niveau kaldes det for retributive violence. Amerika bruger det som militærpolitik. Men husk, oplevelsen af uretfærdighed er subjektiv. Aber fører også krig over magt og territorier. Hvem ved, måske fordi de flasher vindruer, så naboer med agurkeskiver føler, der er en uretfærdig fordeling.
Men nu spekulerer jeg. Så vidt jeg ved, er hævn en unik menneskelig følelse. Andre dyrearter er så vidt jeg ved 'kun' nået til trusler, rå vold, gengældelse og krig. De har oplevelsen af ret og uret – men mangler evnen til at udskyde gengældelsen ud i fremtiden.
Send gerne dit bud på en god hævner-film. Og så hører jeg gerne fra jer, hvis nogen kender til forskning i, hvorvidt dyr hævner.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
