Carl Nielsens lyse musik udsprang af et mørkt sind

’Jeg bærer med smil min byrde’ er en af de smukke og opløftende sange, som komponisten Carl Nielsen har forsynet den danske sangskat med. Som andre af hans mange melodier, for eksempel ’Nu er dagen fuld af sang’, ’Underlige aftenlufte’ og ’Solen er så rød, mor’, smager den af sommer, tryghed og optimisme og ikke mindst af alt, hvad der er dansk.

Men det var kun udadtil, at Carl Nielsen var let og glad og bar sin byrde smilende. Indvendigt var han tungsindig, bitter og flere gange ved at tage sit eget liv.

»Carl Nielsen var en meget bitter mand på rigtig mange punkter. Han syntes, vejen frem havde været hård, og han syntes, at livet behandlede ham hårdt,« fortæller Niels Krabbe, som er musikhistoriker og forskningsprofessor emeritus fra Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek.

Omfattende forskning har vist et nyt billede

Niels Krabbe har stået i spidsen for ’Carl Nielsen Udgaven’, som er en komplet samling af alle Carl Nielsens musikalske værker. ’Carl Nielsen Udgaven’ blev færdig for godt fem år siden, tog 15 år at udarbejde og består af 35 bind.

Sideløbende med ’Carl Nielsen Udgaven’ blev en stor mængde af Carl Nielsens breve, cirka 3.500 i alt, bearbejdet og udgivet separat. Begge projekter har været omfattende og kostet tocifrede millionbeløb, og Carl Nielsens liv er således de senere år blevet endevendt og nærstuderet grundigt som aldrig før. Nye billeder af komponistens personlighed har under dette arbejde tegnet sig.

»Via brevene har man fået et langt mere komplet billede af Carl Nielsens sammensatte personlighed. For eksempel at han gik med selvmordstanker to gange i sit liv, den ene gang så alvorligt , at han gik rundt med en pistol i lommen,« siger Niels Krabbe.

Nielsen var naturens muntre søn

En af de ting, som grundlæggende plagede Carl Nielsen og gjorde ham bitter, var, at han havde svært ved at slå igennem i udlandet. Ikke mindst i Tyskland, som jo havde så mange komponister selv at tage af, var det op ad bakke. Men han gjorde alt, hvad han kunne for at give et billede af sig selv som en sorgløse person, og han ville meget nødigt plette sit rygte med sandheder om, at konen ikke ville have ham, at han havde flere uægte børn og så videre.

»Carl Nielsen ville gerne holde sine mørke sider væk fra offentlighedens øjne og opretholde den pæne facade. Allerede i sin samtid var han en stor og kendt kulturpersonlighed i Danmark, ikke mindst fordi ’Jens Vejmand’ fra 1907 var blevet en sand landeplage, som alle kunne synge med på,« forklarer Niels Krabbe.
Selvom musikhistorikere tidligere har læst antydninger, også i selve musikken, af, at Carl Nielsen nok var en anderledes person indadtil end udadtil, så er det ikke noget, forskningen førhen har gjort så meget ud af.

»Man har ikke så gerne villet se ham som denne her dystre person. Han er blevet forstået gennem et ’H.C. Andersen’-syndrom, hvor han er blevet vist som naturens muntre søn med begge ben godt plantet på den danske muld og dybt forankret i danskheden,« mener Niels Krabbe.

At skabe glansbilleder er meget almindeligt

Johannes Nørregaard Frandsen, professor i litteratur- og kulturvidenskab og leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, er enig i, at der er mange ligheder mellem den måde, Carl Nielsen og H. C. Andersen i eftertiden er blevet set på.

»Ligesom H.C. Andersen blev Carl Nielsen fedtet ind i talentløs eftersnak. Det er desværre en almindelig måde at forvalte kulturarvens store ikoner på. Man har så gerne villet have glansbilleder af de store. De gøres til en slags ’friktionsløse’ helte, hvad de næsten aldrig er,« siger Johannes Nørregaard Frandsen.

Men kunsterne var også selv med til at skabe glansbilledet. H.C. Andersen for eksempel tilrettelagde hele myten om sig selv i sine eventyr. Hans egen selviscenesættelse blev til historien om, at man skal gå så grueligt meget igennem, før man bliver berømt og lykkelig.

»Alle, inklusiv de store kunstnere selv, ville så gerne se dem som helte og repræsentanter for det fine og smukke. Men både Andersen og Nielsen var skabere af verdenskunst, og det kom ikke let. Carl Nielsen var et menneske med et komplekst og sammensat sind, præcist som H.C. Andersen. Begge bar de på både lys og skygge, og de kæmpede begge med angsten for ikke at slå til,« fortæller Johannes Nørregaard Frandsen.

Nielsens skrev store symfonier og små nette sange samtidigt

Carl Nielsens forskelligrettede sindsstemninger fik også betydning for hans måde at komponere på. Stort og småt, let og voldsomt, krads og melodisk var alt sammen noget, som Carl Nielsen på én gang havde behov for at udtrykke.

»Det spændende ved Carl Nielsen er, at samtidig med han skriver sin kæmpesymfonier, så skriver han også sine små kønne sange. Det er helt tydeligt, at han har haft trang til, sideløbende med både fjerde og femte symfoni, også at arbejde med de små dejlige sange,« siger Niels Krabbe.

Selvom Niels Krabbe ikke selv mener, der behøver være et 1:1-forhold mellem en kunstners sind og hans musik, så kan man, hvis man vil, måske godt høre noget af Carl Nielsens sammensatte sindelag i selve musikken.

»Fjerde symfoni, komponeret fra 1914-16, er skrevet på det allerværste tidspunkt i Carl Nielsens liv. Første verdenskrig raser udenfor, hans ægteskab ligger i ruiner, og i raseri har han sagt op som kapelmester på Det Kgl. Teater. Han føler sig som en ussel person og skriver så denne her kæmpesymfoni,« fortæller Niels Krabbe og fortsætter:

»Det, at han her bruger det meget kradse tonesprog, hvor det skønne bliver bekæmpet af disharmonier og af hamrende trommeslag på de store pauker, kan man godt fortolke som en udmøntning af hans splittelse og tungsindighed. Hvis man vil. For man skal huske på, at en kunstner ikke nødvendigvis udmønter sit eget indre liv i sin kunst,« siger forskningsprofessor emeritus Niels Krabbe.