Forestil dig, du at skulle fortælle en historie til en god ven. Den kunne handle om alt fra kærestesorger til glæden ved at blive forælder - eller at miste sin egen.
Du vil sikkert bruge formuleringer fra hverdagssproget. Din stemme vil befinde sig i et naturligt toneleje, teknisk kaldet bryststemmen.
Til gengæld rejser du dig næppe og begynder at holde en varieret tale efter alle kunstens regler i den klassiske retorik - en såkaldt oration. Tværtimod, du kommunikerer med din gode ven. Hun lytter, nikker, forstår og bliver måske rørt af din historie.
Evnen til fortælle historier på den måde er nøglen til den verdensomspændende succes, som Bruce Springsteen har nydt i løbet af sin mere end 40 år lange karriere.
Den 22. juni 2016 spiller Bruce Springsteen & the E-Street Band deres koncert nummer 15 på dansk grund. Stedet er Parken, der ikke just er kendt for sin gode koncertlyd. Alligevel blev billetterne revet væk på under én time.
46.000 mennesker har købt adgang til et par timer i selskab med den 66-årige rocksanger, hvis popularitet er en anelse gådefuld.
Hvordan kan en mand med et begrænset vokalregister og beskeden variation i sine melodier blive ved at med at spille for udsolgte koncertsteder verden over?

Springsteens styrke er at kommunikere frem for at imponere
Tricket er at vende de angivelige svagheder om og gøre dem til en styrke.
Springsteens tiltrækningskraft ligger nemlig slet ikke i at imponere, men derimod i at kommunikere. Springsteen skildrer tilværelsen, som den er - ikke som den kunne være, eller som den burde være. Og den enestående menneskelige kvalitet i hans stemme er skabt til at fortælle historier, så vi lytter, nikker, forstår og bliver rørt.
Det allerbedste eksempel er sangen The Hitter, som handler om en falleret bokser, der banker på hos sin gamle mor og beder om husly. Den musikalske fremførelse er så lavmælt, at det nærmer sig spoken word. Teksten er som taget ud af en novelle:
»Come to the door, Ma, and unlock the chain
I was just passin' through and got caught in the rain
There's nothin' I want, nothin' that you need say
Just let me lie down for a while and then I'll be on my way«
Selvfølgelig skal den sang ikke blæses afsted med en dramatisk tenorstemme a la Matt Bellamy fra Muse. Hos Bruce Springsteen er der overenstemmelse mellem den lyriske stemning og det musikalske udtryk.
Springsteen kommunikerer også, når han synger rock
Det gælder også, når volumenknappen er skruet helt op på rock. I Springsteens nok mest kendte nummer Born in the USA finder vi ham i toppen af hans baritonregister. Stemmebåndene vibrerer som to stykker sandpapir, der bliver gnedet mod hinanden.
Desperationen er til at tage og føle på i sangen, som handler om en hjemvendt Vietnamkrigsveteran, der ender på bunden af det amerikanske samfund:
»Down in the shadow of the penitentiary
Out by the gas fires of the refinery
I'm ten years burning down the road
Nowhere to run ain't got nowhere to go«
Men uanset toneart- og højde, så lyder Bruce Springsteen som en mand, der fortæller historier.
Vokalteknisk burde han flytte resonansrummet fra sit bryst (chest voice) til sit hoved (head voice) i Born in the USA. I stedet trækker han al den kommunikative kraft fra bryststemmen med op forbi det, der teknisk hedder mellemregisteret.
Sangundervisere ville kalde ham en ’chest puller’ og straks ordinere en række sundhedsfremmende skalaøvelser.
Det ville være omsonst.
Springsteen udtrykker autencitet
Bruce Springsteen er først og fremmest en fysisk sanger - ikke en teknisk.
Måske er det grunden til, at musikjournalister stort set ignorerer det vokaltekniske aspekt, når de skriver om Bruce Springsteen.
Peter Ames Carlins omfattende biografi fra 2012 indeholder få vage beskrivelser af Springsteens vokal: »big, round, operativ tone« og »gut-deep vocals«.
Heller ikke Marc Dolans musikfagligt mere velfunderede biografi om ’Bruce Springsteen and the Promise of Rock’n Roll’ (2012) hæver sig over upræcise vurderinger som »haunting vocals« og »the sound of the vocals (…) was still surprisingly ‘black'«.
Dermed forsømmer musikjournalistikken en oplagt mulighed for at drøfte populærmusikalsk autenticitet, sådan som den kommer til udtryk hos Bruce Springsteen.
Autenticitet handler om meget mere end budskabet i hans tekster, hans politiske engagement eller hans kammeratskab med medlemmerne i The E-Street Band.
Det starter med en god historie.






























