Et umage forskerhold bestående af historikere og matematikere tager brodden af et af verdenshistoriens største søslag i ny bog om kontrafaktisk historie. Gængs viden, siger dansk søfartshistoriker.
31. maj 1916 fandt et blodigt søslag mellem Tyskland og Storbritannien sted lige ud for Jyllands vestkyst.
Efter to døgns bulder og brag, der fik ‘ruderne til at klirre i Ringkøbing’, 25 nedlagte skibe og 8.645 døde, var det hele overstået igen 1. juni 1916.
Søslaget ved Jylland, eller bare Jyllandsslaget, blev det første og eneste søslag under Første Verdenskrig, der ellers forbindes med skrækkelige skyttegravskrige på land.
Derudover er Jyllandsslaget kendt for at have en enorm betydning for udfaldet af Første Verdenskrig og for at være et af verdenshistoriens største søslag.
Søslaget ved Jylland, eller bare Jyllandsslaget, foregik i Nordsøen mellem 31. maj og 1. juni 1916 som en del af Første Verdenskrig.
Bataljen stod mellem Tyskland og Storbritannien, og det er kendt som et af verdenshistoriens største søslag. Briternes flåde bestod således af 151 krigsskibe, mens tyskerne havde 99.
I august 1914 havde datidens største sømagt, Storbritannien, fuld kontrol over verdenshavene og afskar Tyskland fra globale ressourcer. Briterne havde således iværksat en flådeblokade af Nordsøen, som førte til ressourcemangel og hungersnød i Tyskland.
Tyskerne var i 1916 så pressede på ressourcer, at de var tvunget til at bryde briternes flådeblokade, hvis de skulle overleve krigen. Briterne kendte dog til de tyske planer gennem radioaflytninger, og de var derfor forberedte på et tysk angreb.
Selvom briterne var beredte på kamp og var en totalt dominerende sømagt, tabte Storbritannien overraskende mange mænd og skibe i løbet af de to døgn, hvor striden stod på.
Derfor er det udbredt at sige, at tyskerne fik en taktisk sejr, da slaget gik over al forventning. Men at de samtidig led et et strategisk nederlag, fordi tyskerne i sidste ende ikke fik ændret stort ved den britiske dominans på havet, og fordi tyskerne trods alt tabte krigen.
Under slaget mistede briterne 14 skibe, og 6.094 mænd omkom, mens de tyske tabstal var 11 skibe og 2.551 omkomne.
Men nu argumenterer et britisk forskerhold for, at slaget slet ikke var så afgørende endda:
»Jeg er bange for, at vi i sidste ende ikke mener, at selve Jyllandsslaget er så kritisk et øjeblik i verdenshistorien,« fortæller den britiske professor Niall MacKay til Videnskab.dk.
Påstanden præsenteres i bogen ‘Quantifying Counterfactual Military History’, der netop er blevet udgivet på det videnskabelige forlag Routledge.
Bag bogen står en umage forskergruppe bestående af militærhistorikere og hårdkogte matematikere med speciale i alt fra biodiversitet til teoretisk fysik.
Niall Mackay er selv professor i matematik og teoretisk fysik på University of York, og det er netop blandingen af de vidt forskellige videnskabelige kasketter, der giver forskerne et originalt blik på Jyllandsslagets betydning, hævder professoren:
»Et problem med historieskrivning er, at den altid bliver skrevet i bagklogskabens lys, efter at et utal af mulige scenarier er endt med lige netop det udfald, der så rent faktisk fandt sted,« lyder det fra Niall Mackay.
Humlen i forskernes metode består i at genbesøge særlige øjeblikke i historien og ved brug af avanceret statistik og modellering at undersøge, om disse øjeblikke kunne have haft andre udfald, og hvad det i så fald kunne have betydet.
Det svarer groft sagt til, at de ser på historien som et krigs- og strategispil på computeren, som de så gennemspiller på helt forskellige måder.
»Modellen er grov og belagt med antagelser – ligesom alle krigsspil. Men i modsætning til et krigsspil er vores mål simpelthen at forstå, hvad der er plausibelt, og hvad der ikke er,« fortæller Niall Mackay.
»At nærme sig problemer på denne måde giver os et nyt perspektiv på de historiske aktører og de udfordringer, som de stod overfor,« tilføjer han.
I deres bog har de netop underlagt Jyllandsslaget og tre andre militærhistoriske begivenheder deres statistiske metode. Og det er altså her, gennem deres computermodeller og variabler, at de tager brodden af slagets historiske betydning.
Striden mellem den tyske og britiske flåde er ellers kendt som lidt af en gyser, fordi den undertippede tyske flåde pådrog den mægtige britiske sømagt langt større tab end forventet.
Allerede inden sammenstødet fandt sted 31. maj 1916 blev forventningerne til og betydningen af slaget talt op.
Winston Churchill er også kendt for at have sagt, at den ledende britiske admiral, John Jellicoe, var den eneste mand på begge sider, der »kunne have tabt krigen på én eftermiddag«. Underforstået, havde briterne tabt slaget, ville krigen være tabt.
Men ifølge forskerholdets analyser var oddsene for, at briterne kunne tabe slaget, nærmest lig nul:
»Essentielt set skulle briterne bare være forsigtige, holde sammen og undgå at tabe. Alt sammen lykkedes for Jellicoe,« fortæller Niall Mackay og fortsætter:
»Så kunne briterne have tabt? Tja, vi har ikke set et slag som Jyllandsslaget siden, så vi kan ikke være sikre. Men det ville nok have krævet en skør kugle af en flådekommandør, der bevægede sig på kanten af det ekstreme, hvis de skulle have tabt.«
Beretninger om Jyllandsslaget: »Ruderne klirrede i Ringkøbing«
Verdenshistorisk eller ej, flere vidner beretter om, at Jyllandsslaget var en voldsom omgang.
2. juni 1916 kunne man læse følgende i Politiken, berettet af et vidne fra den vestjyske købstad:
»I Ringkøbing klirrede Ruderne, og flere Mennesker stod op af deres Senge for at se, hvad der var på Færde.«
I bogen ’Jyllandsslaget 1916’ af Thomas de Richelieu kan man læse følgende øjenvidneberetning fra en britisk soldat:
»Det føltes, som om hørelsen forsvandt på begge ører, og siden da har jeg aldrig hørt noget lignende. Det var den forreste 6-tommers dækkanon, som var blevet affyret imod en af tyskernes krydsere [...] Kort efter blev skibet (soldatens eget skib, red.) ramt af en granat, som ufatteligt nok ikke detonerede. Den ramte inde under broen og gik igennem to dæk, inden den stoppede. Vi var heldige denne gang. Var den eksploderet, havde den sprængt både broen og resten af skibet i stumper og stykker, og så havde det ganske vist været ude med os alle.«
Foto: Imperial War Museums
.
Dermed, pointerer forskerne, kan det store slag i sig selv ikke ses som så kritisk et moment i verdenshistorien, som det er blevet gjort til.
De afgørende øjeblikke skal i stedet findes i årtiet forinden, hvor briterne og tyskerne var låst i et teknologidrevet våbenkapløb. Her fik briterne nemlig opbygget en flåde, der havde den helt rette balance af kvalitet og kvantitet. En lidt mere kedelig forklaring, men:
»Nogle gange vinder man bare en krig ved i høj grad at forberede sig korrekt til den,« som Niall Mackay siger.
Historiker Christian Toftgaard er museumsinspektør og daglig leder af Sea War Museum Jutland.
Han sad tilfældigvis og læste om de statistiske metoder, de såkaldte bayesianske modeller, som forskerne bruger i bogen i forbindelse med et andet forskningsprojekt, da Videnskab.dk kontaktede ham.
»Derfor synes jeg da også, at det metodiske ser rigtig spændende ud,« siger Christian Toftgaard, der har læst bogens kapitel om Jyllandsslaget for Videnskab.dk.
Læsningen fortalte ham dog ikke noget nævneværdigt nyt om søslaget, meddeler han:
»Det skal siges, at der er skrevet hundredvis af bøger om Jyllandsslaget. Så næsten hver centimeter af slaget er blevet endevendt. Mange af pointerne, der fremføres i kapitlet, er derfor også ret gængs viden fra forskningen,« siger Christian Toftgaard:
»Men det er sjovt, at de får anskueliggjort mange af de pointer, vi kender fra forskningen, med deres matematiske metoder,« tilføjer han.
For eksempel zoomer forskerne ind på den britiske admiral David Beattys rolle under slaget. David Beatty er en kontroversiel figur, fordi han var kendt for at være en risikovillig fyr.
I kapitlet fremfører de statistiske argumenter for flere ting, som David Beatty kunne have gjort anderledes under slaget, for at briterne kunne have fået et bedre udfald: Han skulle blandt andet have holdt flåden tættere sammen, beskyttet sit krudt bedre og så videre.
»Det er egentlig nogle pointer, som historikere allerede har fremført. Men det er da sjovt at få det bekræftet af statistikere også, at det kunne have forbedret udfaldet af slaget for briterne markant,« siger Christian Toftgaard.
Hvad med deres pointe om, at slaget ikke har været så afgørende for verdenshistorien, som det er blevet gjort til, hvad siger du til den?
»Jamen jeg er enig i, at slaget i sig selv ikke har en stor indflydelse på krigen som sådan. For slaget ender på en måde uafgjort og med at opretholde status quo. Briternes blokade bevares. Samtidig bliver tyskernes flåde jo ikke udslettet.«
»Tyskerne var pressede i de sidste år af krigen på grund af hungersnød og massive ressourcemangler. Så de ville have tabt krigen i det lange løb, hvis de ikke kunne finde en afslutning på krigen eller en løsning på deres ressourcemangel. Skulle tyskerne have vundet krigen, skulle det have været sket i krigens første år, hvor de faktisk var tæt på at erobre Paris,« fortæller Christian Toftgaard.
Debatten kan hurtigt få karakter af historisk paragraf-rytteri og formålsløst nørderi.
For hvorfor er det overhovedet relevant at måle, hvad en britisk admiral for mere end 100 år siden kunne have gjort anderledes for at øge den statistiske mulighed for succes en smule?
Er det ikke bare spild af tid at interessere sig for de udfald, der ikke fandt sted i historien?
Nej, lyder det fra Niall Mackay:
»Vi er grundlæggende interesserede i, hvordan militære beslutningstagere står over for usikkerhed, og hvordan de navigerer i mulige fremtidsscenarier. Det kan gøre os klogere på de udfordringer, som beslutningstagere står over for i dag,« påpeger han.
Historiker og lektor Rasmus Dahlberg, der er tilknyttet Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, bekræfter, at de historiske indsigter i stor grad har relevans for militærstrategi i dag.
Når der på Forsvarsakademiet udarbejdes militærstrategier, bruger Rasmus Dahlberg og hans kollegaer historien til at danne sig et overblik over alle tænkelige og utænkelige scenarier i en konflikt:
Tænk, hvis Putin smider en atombombe, hvad nu hvis Ukraine får F16-fly og så videre.
Metoden, hvor historikere rejser tilbage i tiden og oprigtigt interesserer sig for de udfald i historien, der ikke fandt sted, er også kendt som kontrafaktisk historieskrivning.
Et klassisk eksempel:
Tænk, hvis mordet på Franz Ferdinand i Sarajevo 28. juni 1914 aldrig var sket. Hvad der var stor sandsynlighed for, da attentatmændene egentlig havde opgivet attentatet. Ville Første Verdenskrig så overhovedet have fundet sted?
Selvom det smager lidt af fake news og historieforfalskning, er det faktisk en seriøs historisk metode, påpeger Rasmus Dahlberg, der har skrevet bøger og videnskabelige artikler om kontrafaktisk historie, siden han i 2003 skrev speciale om emnet.
»Kontrafaktisk historieskrivning har været en populær, men ildeset subgenre gennem mange år. Det er lidt nedladende blevet kaldt det for 'cocktail party history’, fordi det opfattes som ren anekdotisk og spekulativ snak,« fortæller Rasmus Dahlberg.
»Men i dag bruger man kontrafaktisk analyse på niveau med alle mulige andre historiske analyser. Det handler grundlæggende om at forklare sammenhænge i historien og finde svar på, hvorfor nogle historiske udfald fandt sted og andre ikke gjorde,« siger lektoren.
Faktisk kan det kontrafaktiske blik på historien bruges effektivt til at udfordre de grundbogsfortællinger af historien, der findes i et samfund, hævder Rasmus Dahlberg.
Dermed kan ‘hvad nu hvis’-scenarierne være en måde at udfordre en nations selvforståelse og mytiske historiefortællinger på. Rasmus Dahlberg giver et eksempel:
Den amerikanske økonomi-historiker Robert Fogel (1926-2013) undersøgte i bogen ‘Railroads and American Economic Growth’ fra 1964, hvordan USA’s økonomi og demografi ville have set ud, hvis der ikke fandtes jernbaner.
Og ja, det er »virkeligt en blodfattig og meget kedelig bog«, medgiver Rasmus Dahlberg og griner lidt.
»Men Fogel kom frem til, at USA’s bruttonationalprodukt kun ville have været en anelse mindre uden jernbaner. Blandt andet fordi man i stedet ville have etableret et transportsystem gennem vandvejene. På den måde piller han ved den stærke amerikanske selvforståelse af, hvor meget jernbanerne betød for landet,« fortæller Rasmus Dahlberg.
I en dansk sammenhæng er det en udbredt forestilling, at vi tabte Slesvig-Holsten til tyskerne i 1864, fordi de danske tropper var udstyret med bøvlede forladegeværer, mens tyskerne var udrustet med de hurtigtskydende bagladegeværer.
»Det ville være oplagt at se nærmere på, om vi havde vundet krigen, hvis vi havde haft bagladegevær. Hvis man ikke kan argumentere for det, kan det ikke ses som den afgørende årsag til, at vi ikke vandt krigen. Så må forklaringen til nederlaget findes et andet sted,« forklarer Rasmus Dahlberg.
Niall Mackay siger det på en anden måde:
»Vi mennesker er altid fristet til at tænke, at en stor konfrontation som Jyllandsslaget må have været afgørende for historien. Men var det så det? Er det ikke værd at stille spørgsmål om det?,« lyder det i en retorisk slutreplik.
