Borneos jæger-samlere jager blandt ånder og dæmoner

Før de dramatiske skovrydninger på Borneo og før de kristne missionærers ankomst i 1950’erne, levede alle penaner - et folk i Borneos jungle - som nomadiske jæger-samlere i regnskoven i den malaysiske delstat Sarawak.

I dag er der højest 100 personer, som opretholder den traditionelle levevis.

Disse menneskers religion er i ét og alt præget af regnskoven. Man kan nærmest sige, at deres forestillinger og ritualer vokser ud af regnskoven, og at deres religion er et produkt af regnskoven.

Regnskoven udgør hele penanernes verden

Hvad mener religionshistorikeren nu med det? Hvordan kan et kulturelt fænomen som religion ligefrem vokse ud af en regnskov?

Svaret har med penanernes produktionsform at gøre. Som jæger-samlere er de i intens kontakt med skoven hele livet. Med meget få undtagelser kommer alle deres redskaber fra skoven. Deres mad og al deres medicin ligeså.

Derfor tænker penanerne altid sig selv i relation til regnskoven, og derfor er det regnskovens dyr, planter og klima, som helt automatisk kommer til at indgå i penanernes begreber om verden.

I penanernes sprog hedder regnskoven, tong tana, og det er præcis de samme ord, som betegner hele verden. Skoven er verden, så enkelt er det.

Når den religiøse interesse fokuserer på skoven, er det altså hele verden, man forholder sig til, og en meget vigtig del af verden er de dyr, man jager.

Fugle bestemmer, om penanerne skal på jagt

Penanerne forestiller sig, at verden er beboet af levende mennesker, de døde, dyr og ånder; balei. De er til stede på hver sin måde, men af og til krydser deres spor.

Det gælder eksempelvis, når mennesker går på jagt. I den slags situationer er det afgørende, at relationen mellem mennesker og dyr reguleres, og det sker gennem en lang række små forestillinger og ritualer.

Ved første øjekast ser det ud, som om en mand bare hanker op i sine jagtvåben og begiver sig afsted, men i virkeligheden finder der en lang række små ritualer sted:

Som udgangspunkt tager manden kun på jagt, hvis fugleoraklet har givet grønt lys. En række fuglearters adfærd og lyde tolkes, og alt efter hvilket mønster, man finder, ved man, hvilken vej man skal gå, eller om man skal blive, hvor man er.

Denne form for divination (varselstagning) kaldes amen juhit, som direkte oversat betyder ’fugletegn’.

Fugleoraklet understøtter den økologiske balance

Hvorfor fuglene bærer disse meddelelser, ved penanerne ikke. Sådan er det bare, siger de. Og følger man dem ikke, risikerer man ballade med ånderne.

Den videnskabelige forklaring er, at man ved at følge fuglene bliver forhindret i den form for menneskelig rationalitet, som ellers ville udtømme en lokal ressource. Man ville være tilbøjelig til at jage det sted, hvor favoritbyttet er mest almindeligt, og risikere at udtynde bestanden.

Fugleoraklet tvinger jægerne i forskellige retninger, hvilket understøtter den økologiske balance.

Pusterøret er fuld af mystik

Jagten forberedes allerede i produktionen af det pusterør, keleput, som er det almindelige jagtvåben. Man forhandler med ånderne i det træ, man skal bruge, tilbyder dem små ofringer og synger særlige sange, tivai, for dem på et særligt sprog, lita, som ånderne forstår.

Når man borer det lange hul gennem pusterøret, må man på samme måde tage bestemte ånder i ed, så de ikke forstyrrer processen og gør hullet skævt og pusterøret ubrugeligt. Pusterørets pile dyppes i en særlig gift, tajem, som er omgærdet med stor mystik og dyb respekt.

En myte fortæller, at det træ, som giften tappes fra, oprindelig var en smuk, ung pige. Alle mænd begærede hende, og for at kunne give sig hen til dem alle sammen forvandlede hun sig til et træ, som alle nu kan tappe tajem-saft fra. Når man henter saften taler man til hende, og når saften indkoges til den ganske farlige gift, sker det under en lang række besværgelser, som dels skal beskytte jægeren mod giften, dels sikre at den virker på byttet.

Og sådan bliver det ved: Det dyr, som skal jages, må ikke nævnes ved navn, for så finder man det aldrig. Man skal undgå at krydse steder, hvor en person er død, for de døde har det med at genere de levende.

Ånderne ønsker at forpurre jagten

Og så er der ting, man absolut ikke må spise, inden man går på jagt. Lugten af forskellige fødevarer vil irritere bestemte ånder, som derfor vil forpurre jagten.

Pusterøret skal desuden beskyttes mod forskellige former for påvirkning, f.eks. må man undgå, at bestemte dyr kommer i berøring med det, for så vil det aldrig kunne skyde lige.

Under hele jagten vil forskellige ånder gøre, hvad de kan for at forvirre jægeren. De vil eksempelvis placere ting steder, hvor de ikke burde være, men hvor jægeren finder dem. Det kan være en frugt, som ligger under et træ, der slet ikke bærer den slags frugt. Hvis jægeren samler dem op, rammes han straks af en slags forbandelse, og en farlig dæmon, tepun, ankommer og slæber den fordømte dybt ind i skoven, hvor han bliver ædt. Først testiklerne, så øjnene, så resten.

Man er derfor konstant opmærksom, for ånderne er altid med på jagt. Og hele tiden holder man øje med fuglene, så man ved, hvilken vej man skal gå.

Farer man vild, skyldes det også en ånd, men ved at hoppe gennem en særlig løkke lavet af plantefibre, kan man skabe et parallelt univers, hvor ånden ikke har magt, og man kan finde vej igen.

Trynen snurres sammen, og en prop sættes i enden

Når giftpilen først sidder i byttedyret, svækkes det hurtigt, og det er nu jægerens opgave at løbe det op og dræbe det med et stød fra den spids, som pusterøret er udstyret med.

Dyret skal falde på den rigtige side, blodet må ikke spildes mere end så-og-så meget, og det er altid bedst, hvis dyret, f.eks. et vildsvin, udånder uden lyde. Så ved man, at ånderne ikke har påvirket processen.

For at undgå at ånderne finder vej til menneskenes lejrplads, snurrer man trynen sammen på byttet og monterer en prop i dyrets anden ende. Når man vender tilbage til lejrpladsen, og vildsvinet koges eller ristes, er det afgørende, at alle i den lille nomadiske gruppe (typisk omkring 25 mennesker) deler kødet.

De religiøse ritualer understøtter gruppens overlevelse

Overlevelse i det barske regnskovsmiljø forudsætter en meget høj grad af social solidaritet, og derfor spiller ånderne også en afgørende rolle i forbindelse med måltiderne.

Hvis ikke man deler, går det galt. Ånderne intervenerer, og alverdens ulykker som lynnedslag, væltende træer og sygdom kan følge. Her understøtter de religiøse forestillinger i elementær forstand gruppens kollektive overlevelse.

Jagt er altså ikke bare jagt. Jagten er en ritualiseret proces, hvor hvert enkelt led aktualiserer penanernes ånder og de mange regler, som livet i skoven er struktureret efter.

Ved første øjekast er disse processer som sagt usynlige, men religionshistorisk og etnografisk feltarbejde afslører de mange enkeltheder.

Er enden nær for de penanske jæger-samlere?

Penanernes religion er altså fundamentalt anderledes end det, vi kender fra vores egen verden, hvor religion er placeret i tydelige og genkendelige rammer.

I en vis forstand er penanernes religion overalt, den er nærmest automatisk. Religion i vores samfund er - stik modsat - et kulturelement, som man skal engagere sig i aktivt og vælge til.

I vores verden kan man problemløst leve uden religion. I penanernes verden er religion så integreret i hverdagen og så altomfattende, at man ikke engang har et ord for det. Lidt som når man ikke kan sige ’skov’ uden at sige ’verden’.

Men nu er det slut. Skovrydningerne og den kristne mission sætter i disse år en effektiv stopper for en religionsform, som har været med mennesket gennem hele Homo sapiens’ 200.000-årige historie. De sætter en stopper for livet som nomadiske jæger-samlere.

Når skoven forsvinder, hvilket sker med forfærdende hast, forsvinder hele den verden, som penanernes religion forholder sig til. Penanernes sprog er udviklet til at beskrive og forstå skoven, og deres religion ligeså. Uden skoven bliver deres sprog derfor tomt og deres religion meningsløs.

Missionærerne har magten

De kristne missionærer angriber penanerne fra en anden vinkel: Ved at bombardere dem med bebrejdelser om at være syndere, som er i Satans magt, og ved at true dem med evige pinsler i helvede, har missionærerne skabt et helt nyt vilkår for penanerne. De frygter tidernes ende og den vrede guds dom, noget som de tidligere end ikke kunne forestille sig i deres vildeste fantasi.

Missionærerne har skabt en verden, som i alle aspekter er ude af trit med penanernes historie, selvforståelse, moral og hele deres viden om verden.

Men missionærerne og tømmerfirmaerne har magten. Fremtidens penaner vil være kristnede, fastboende risbønder, men det vil tage et par generationer eller mere, før de er kommet sig over kulturchokket.

Den gamle kultur er blevet et offer for en grådig tømmerindustri og en grådig religion, som begge støttes af den malaysiske stat.