Sæbeoperaen i italiensk politik fortsætter. Regeringsleder Silvio Berlusconi har ved at omgå den italienske forfatning før gået fri af yderst alvorlige anklager - for eksempel politisk magtmisbrug og bestikkelse.
Nu står Berlusconi igen anklaget for magtmisbrug men også for at have haft sex med en natklubdanserinde, som på daværende tidspunkt var mindreårig.
Anklagerne og den kommende retssag kan vise sig at få afgørende konsekvenser for tilslutningen til Berlusconi og hans regering, siger lektor i italiensk historie og kultur Gert Sørensen, som har skrevet en bog om den italienske leder ’Berlusconi og den moderne fyrste’.
»Denne her sag er på mange måder mere enkel og forståelig for italienerne. Den griber dybt ned i menneskelige relationer: hvad kan man tillade sig, og hvad kan man ikke tillade sig,« siger forskeren og forklarer, at de tidligere sager mod Berlusconi har fremstået som mere juridisk komplicerede.
Forskeren vurderer dog, at det ikke kun er den verserende sexsag, som belaster regeringslederen. Også økonomien er et alvorligt problem for Berlusconi og hans parti Popolo della Libertà. Men uanset hvor sort, vi her i Skandinavien synes, det ser ud for Berlusconi, så findes der altid en udvej i italiensk politik, mener Gert Sørensen.
Berlusconi mister folkelig opbakning
Meningsmålingerne er på det seneste langt fra faldet ud til Silvio Berlusconis fordel. Og i søndags protesterede italienske kvinder i mere end 200 byer mod deres regeringsleders seksuelle udskejelser.
»Vi er ved at være ved vejs ende, for der en række realiteter, som kan være svære for ham at bortforklare. Den dårlige økonomi er noget, som folk mærker i deres hverdag,« siger Gert Sørensen, som betegner den italienske økonomi som stillestående i Berlusconis regeringsperiode.
Massemedier kan ikke skjule dårlig økonomi
Medieejeren Berlusconi kom netop til magten ved at promovere sig på livsstil og mere forbrug til italienerne i de mange italienske medier, som han selv har magten over. Nu kan han ikke komme uden om, at løfterne ikke er blevet indfriet.
»Nok kan medierne et langt stykke ad vejen skabe virkeligheden, men de kan altså ikke ophæve den. Berlusconi har troet, at han kunne gøre, som han hidtil har gjort uden at blive straffet. Men der har han trådt for langt ud på isen nu,« siger forskeren.
Dertil kommer, at Berlusconi med sine 74 år af partifællerne regnes for at have det meste af sin karriere bag sig. Det kan påvirke opbakningen til ham.
Uhørte udfald er mulige i italiensk politik
Gert Sørensen vil dog ikke afvise, at Berlusconi kan ride stormen af sig, som han har gjort så mange gange før.
»Men lad os nu se. Man kan se, at der nu er en dagsorden, som ikke ser så gunstig ud for Berlusconi sammenlignet med tidligere sager. Han kan jo blive desperat for at fastholde magten,« siger forskeren og forklarer, at italiensk politik i tilspidsede situationer kan antage dramatiske dimensioner, som sikrer et udfald, som i skandinavisk sammenhæng ville være uhørt.
Berlusconi kan for eksempel intensivere sit pressekorps kampagne om, at deres regeringsleder er udsat for forfølgelse, og hvor de kritiserer landets dommere. Hvad værre er, så risikerer Italien igen at skulle opleve voldelige politiske uroligheder. Gert Sørensen forklarer, at Berlusconi altid har ’et ekstra gear’.
Politiske uroligheder kan resultere i vold
»Vi kan se, at da Berlusconi i 1994 trådte ind i politik, så var der en række bombesprængninger samtidig med, at man skulle forhandle de magtpolitiske konstellationer på plads,« siger forskeren.
Han fortæller, at dunkle kræfter som mafiaen i en sådan overgangsfase kan finde på at markere sig på en måde, som kan komme til at koste menneskeliv, hvis hele magtsystemet skal ind i nye forhandlinger.






























