Begynder læseeventyret stadig med Søren og Mette?

I 1994 gik den danske selvforståelse i chok. Vi troede, vi var de bedste til uddannelse og naturligvis også i læsning. Men resultatet af den første internationale læse­undersøgelse viste noget andet.

Danske elever i 3. klasse lå langt under deres nordiske jævnaldrende, ja skrabede nærmest bunden på niveau med børn i bl.a. Trinidad-Tobago.

Chokket fik også den geopolitiske sans til at gå i sort hos dem, der talte om, at vi havde fået et 'Togo-chok' - uagtet at det vestafrikanske land slet ikke deltog i under­søgelsen og blev blandet sammen med Trinidad-Tobago i Sydamerika.

Ikke desto mindre var der tale om et chok. Ingen havde på fornemmelsen, at danske elever i 3. klasse var milevidt bagud.

Den første reaktion var da også benægtelse, fortæl­ler Jan Mejding, læseforsker på DPU, Aarhus Universitet.

Elever lærer ikke af sig selv

Der var flere grunde til læsenedturen i 1994. En af dem havde at gøre med skolestrukturen i Danmark. Når man dengang som lærer havde fået sin 1. klasse, lå det i kortene, at man førte den hele vejen op til 9. klasse.

»Så sagde man farvel og startede forfra med en ny 1. klasse. I mellemtiden havde man groft sagt glemt alt om, hvad det vil sige at lære børn at læse. Vores skolestruktur lagde vægt på de sociale relationer mellem lærere og elever, mens lærerne i f.eks. Sverige og Finland specialiserede sig på forskellige klassetrin. På den måde opnåde de erfaring i, hvordan man bedst muligt underviser i læsning. I Danmark er denne specialisering begyndt at slå igennem, og vi ser også herhjemme lærere, der bliver på begyndertrinnet i en årrække,« siger Jan Mejding.

Elisabeth Arnbak, læseforsker på DPU, Aarhus Universitet, peger på, at det har haltet med at få omsat forskningsbaseret viden om læsedidaktik til undervisnings­praksis i folkeskolen. En af grundene er, at de kommende dansklærere på seminarierne blev undervist i dansk og læsning af cand.mag.er og psykologer.

»Det er karakteristisk, at seminarielærere først og frem­mest har været optaget af læsning som kommunikations­redskab og middel til oplevelse og viden - snarere end af de læsedidaktiske processer,« siger hun.

Rygstød og udfordringer

Chokket fra 1994 blev forvandlet til glæde i 2007, hvor en ny international læseundersøgelse rettede op på de danske skolebørns rygte som dårlige læsere.

I undersøgelsen, der målte læsestandpunktet hos elever i 4. klasse verden over, lå Danmark markant over det internationale gennemsnit og på niveau med lande som Sverige og Norge.

Sammenlignet med elendighederne fra 1994 var det gennemsnitlige læse­standpunkt hævet med et helt klassetrin. Det øgede fokus på læsning med klare mål, og kurser til lærerne så ud til at have virket efter hensigten.

Den næste internationale læseundersøgelse for elever i 4. klasse (PIRLS) finder sted i 2011 Eleverne testes både i læsning af skønlitterære og såkaldte informerende tekster. Hvad kan vi forvente os?

»Der har været meget fokus på læsning, så jeg forventer i hvert fald ikke, at det går dårligere end sidst. Jeg kunne ønske mig, at det er lykkedes os at samle nogle af de svage læsere op, så vi får nedbragt andelen af elever, der ligger på laveste læseniveau. Det gjorde 15 % i 2006. Jeg ville ønske, vi kunne give dem et rygstød til at klare sig bedre, så vi kunne komme ned i nærheden af det 'acceptable', dvs. 5-6 %. Der vil altid være en gruppe elever med specifikke vanskeligheder, som skal kæmpe med det - så uretfærdigt det nu er,« siger Jan Mejding.

»Forhåbentlig kommer vi til at ligge på niveau med de andre nordiske lande i den kommende undersøgelse. Men om vi læser dårligere eller bedre end f.eks. Hong Kong, rører mig ikke så meget. Her er jeg enig med kritikerne af de internationale sammenligninger: Kvaliteten af vores uddannelsessystem er ikke synonymt med, hvor godt vi klarer os i disse undersøgelser. Om vi har et godt uddan­nelsessystem afhænger af en masse faktorer. Men det er vigtigt at slå fast, at med til at have et godt skolesystem hører også, at børn kan håndtere de tekster, de præsenteres for. Læsning er en nøglefærdighed,« siger Jan Mejding.

Fra læsekrig til balanceret læseundervisning

De fleste læseforskere og lærere og pædagoger er i dag enige om, at læseundervisning baseret på skriftens lydprincip er den mest effektive måde at skyde børns karriere som læsere i gang på.

Børnene lærer at sætte lyd på hvert bogstav og på den måde stave sig gennem ordet. Når barnet har fat i ordets lyd, får det adgang til dets betydning, forklarer Elisabeth Arnbak.

I den såkaldt 'balancerede læseundervisning' står udvik­ling af ordlæsestrategier centralt - samtidig med at man har fokus på at udvikle elevernes ordforråd og styrke både læselyst og tekstforståelse.

Ifølge Elisabeth Arnbak bruger man betegnelsen 'balan­ceret læseundervisning' om den konsensus om læseunder­visningen, der i dag har mildnet tonen i diskussionerne mellem to læseideologiske lejre.

De to lejre har forskellige syn på læseundervisning - for­skellige nok til, at nogen ligefrem har talt om en 'læsekrig': Skal læsning betragtes som færdighed eller oplevelse? Skal undervisningen tage udgangspunkt i elementer: de enkelte ord, bogstaver og lyde eller helheder: de sammenhænge ordene indgår i?

Skal man vælge læsebøger, der lærer eleverne at bruge skriftens lydprincip til at afkode ordene med - som f.eks. klassikeren Søren og Mette fra 1954?

Eller læsebøger, der er fulde af gode historier, men mindre optaget af, om eleverne kan læse ordene og er i stand til at afkode dem ved hjælp af de strategier, de har lært - som f.eks. Tid til Dansk-serien?

Selvom 'læsekrigen' i dag er afløst af 'balanceret læseun­dervisning', kan man ifølge Elisabeth Arnbak ikke betone nok, hvor vigtig den systematiske undervisning i skriftens lydprincip er.

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Læs hele artiklen her