En smuk forårsdag i 1850’erne tog en skolepige fra Thisted til en gravhøj.
Augusta Zangenberg, hed pigen, og hun drømte om at se, hvad oldtidshøjene skjulte.
Da hun bøjede sig over en sandet plovfure, fangede hendes øjne et glimt af noget særligt – en slebet, stridsøkse, der blev begyndelsen på en samling med over 3.000 genstande, som den kommende danselærerinde skulle opdage.
Hendes engagement var umiskendeligt, men hendes navn er nu næsten forsvundet fra historien. Heldigvis har hun skrevet en enkelt artikel om sit livslange virke som amatørarkæolog.
Augusta Zangenberg var ikke alene om at udfordre samtidens forventninger til kvinder. Mens den akademiske verden forsøgte at holde kvinder ude, banede flere af dem vejen for fremtidens arkæologer i det skjulte. Som to kvindelige arkæologer sender vi ofte en tak til dem.
Mød kvinderne, og find ud af, hvad vi højest sandsynligt var gået glip af uden deres fund.
Den arketypiske oldtidsforsker var en mand – punktum
Da arkæologien blev institutionaliseret i Danmark i 1800-tallet, var det et mandsdomineret felt. Selvom kvinder efterhånden fik adgang til uddannelsessystemet, måtte de affinde sig med støttende roller i mange år, før de kunne deltage i feltarbejde og opnå anerkendelse på lige fod med mænd.
Sophus Müllers værk ’Vor Oldtid’ fra 1897 er et glimrende eksempel på samtidens syn: Den arketypiske oldtidsforsker var en mand – punktum.
Og hvad blev kvindernes plads i denne fortælling? De var enten hjælpere eller slet ikke nævnt.
\ Om forskerne
Arkæolog Katrine Balsgaard Juul har netop fået fondsmidler til at gennemføre et stort kønsarkæologisk forsknings- og formidlingsprojekt under titlen ’Arkæologiens glemte mødre’ på Museum Horsens.
Projektet skal udforske kvinders glemte historie og deres bidrag til arkæologifaget fra det tidlige 1800-tal til i dag. Ved at skrive kvinders bidrag ind i dansk arkæologihistorie og ændre de faglige tolkninger af køn i faget og oldtidshistorien, er der grundlag for at skrive Danmarks historie om.
Arkæolog Nikoline Sauer er i færd med at ansøge om støtte til et forskningsprojekt om de første kvindelige klassiske arkæologers bidrag til den danske og internationale arkæologihistorie.
Pionererne: de første kvindelige akademikere
I 2025 er det 150 år siden, at kvinder fik adgang til universitetet i Danmark, men dengang var det langt fra en garanti for lige muligheder.
Nielsine Nielsen blev på trods den første kvindelige akademiker i 1885. To år senere blev Anna Hude den første kvindelige kandidat i historie og også den første kvindelige dr.phil. i historie i 1893. Men at opnå akademisk anerkendelse inden for arkæologien skulle vise sig at være endnu sværere for kvinder.
Først i 1926 blev Charlotte Brøndsted mag.art. i klassisk arkæologi, og for forhistorisk arkæologi gik der yderligere næsten tre årtier, før Elise Thorvildsen opnåede graden i 1952.
Hvorfor gik det så langsomt? Fordi arkæologien var gennemsyret af datidens forestillinger om, at kvinderne ikke kunne udføre ’ægte’ videnskabeligt arbejde.
Danserinde og passioneret arkæolog
På trods af de officielle akademiske barrierer spillede kvindelige amatørarkæologer en vigtig rolle. Augusta Zangenberg (1846-1915), som vi mødte på tur til en gravhøj tidligere i artiklen, levede af at undervise i dans, men hendes virkelige passion var arkæologi.
Hun stod bag utallige udgravninger i Nordvestjylland, hvor hun blev kendt som en dygtig samler og leder, som ikke tøvede med at kommandere rundt med arbejdsmænd.
Hendes mest kendte projekter er Lindholm Høje og køkkenmøddingen på Signalbakken ved Aalborg. Hun var også foregangskvinde inden for museumsundervisning og inddrog børn og lokalsamfundet i sine udgravninger.
På trods af at hendes arbejde var fuldt ud på niveau med samtidens arkæologer, fik hun ikke den plads i dansk arkæologihistorie, som hun fortjente. I 2024 er hun til gengæld blevet portrætteret på Thisted Musikteater.
Helveg Kinch illustrerede antikke fund
Malerinden Helvig Kinch (1872-1956) bidrog med sine detaljerede illustrationer af antikke fund til klassisk arkæologi, men forblev ofte i skyggen af sin mand, arkæologen Karl Frederik Kinch. Hun illustrerede præcist fundene fra udgravningerne i Lindos og Vroulia på Rhodos i Grækenland, og hendes arbejde blev anerkendt internationalt.
På trods af hendes kunstneriske og videnskabelige bidrag er vi sjældent stødt på hendes navn, mens hendes mandlige kollegaer bliver nævnt igen og igen.
Helveg Kinch var ikke kun dygtig til at tegne antikke fund, hun var også en aktiv fortaler for kvinders muligheder i kunstverdenen. I 1916 var hun med til at stifte Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) og blev foreningens første forkvinde.
Kvinders usynlige arbejde: den skjulte rygsøjle i arkæologien
Helvig Kinch er et godt eksempel på en meget typisk tendens i arkæologiens tidligere år: Nemlig at kvindelige arkæologer kun kunne finde en plads i faget ved at træde ind som hustruer.
Mange af de første kvindelige arkæologer var netop hustruer, døtre eller assistenter til mandlige arkæologer, og deres bidrag blev betragtet som en forlængelse af huslige pligter, selv når deres indsats var afgørende for udgravningernes succes. Men kulturelle kønsnormer spændte ben.
Kvinder blev typisk tildelt omsorgsopgaver, som afspejlede samfundets traditionelle kønsroller: De organiserede logistik, forplejning og tog sig af det praktiske, der sørgede for, at udgravningerne fungerede.
Det arbejde, de udførte i felten, såsom dokumentation, tegning og fotografering af fund, som i dag opfattes som afgørende for dokumentation og bevaring af arkæologiske fund, blev ikke betragtet som ’ægte’ arkæologi. Den ære var forbeholdt mændenes opdagelser og fortolkninger.
Værdien af kvinders omsorgsarbejde er mere aktuel end nogensinde i lyset af nutidens debat om ’mental load’ og omsorgskrisen i den danske velfærdsstat.
Langt op i 1900-tallet måtte afgørende kvindelige arkæologer fortsat stå i skyggen af mænd. Det gælder også for de to næste, vi fortæller om.
Anna Elisa Hornum og Charlotte Brøndsted
Anna Elsa Hornum, husbestyrerinde og aktiv deltager på Jens Winthers udgravninger på Langeland, sørgede for al forplejning og logistisk støtte. Hun holdt mange foredrag om sit arkæologiske virke, men hun skrev aldrig selv artikler.
Trods hendes optagelse i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab i 1951 – som kun den anden kvinde nogensinde – blev hendes indsats aldrig ligestillet med hendes mandlige kollegers.
Charlotte Brøndsted, den første kvindelige mag.art. i klassisk arkæologi, spillede en central rolle i udgivelsen af Hama-udgravningerne. Alligevel findes der ingen oplysninger om hendes professionelle liv. Ingen biografi.
I stedet blev hun i et hyldestskrift til sin professor-mand kun nævnt som hans ’uvurderlige støtte’.
Kvinder fortolker fortiden anderledes end mænd
Når kvinder er underrepræsenterede i videnskaben, får det betydning for, hvordan vi tolker fortiden.
Tag for eksempel studiet af gravgaver. I mange år har arkæologer ofte tolket bestemte fund som kønsspecifikke – kvinder blev defineret gennem smykker og køkkenredskaber, mens mænd blev identificeret med våben og krigsudstyr.
Nyere forskning inden for den såkaldte kønsarkæologi har udfordret disse opfattelser og påpeget, at rollerne var langt mere komplekse. Køkkenredskaber i en kvindegrav var ikke bare symboler på huslige pligter, men kunne også vise status, rigdom, eller noget helt tredje.
Kønsarkæologien har været med til at åbne for en mere nuanceret forståelse af disse fund og for alvor sætte spørgsmålstegn ved de stereotype fortolkninger.
Et godt eksempel er Margrethe Halds studie af olddanske tekstiler. Studiet gjorde hende til den første kvindelige dr.phil. i arkæologi i 1950.
Hun kombinerede sin viden som uddannet væver med sin akademiske forskning og viste, at tekstilproduktion i oldtiden var en højt specialiseret aktivitet, der spillede en central rolle i samfundsøkonomien – en rolle, der ofte blev overset af mandlige forskere.
\ Hvad er kønsarkæologi?
'Gender'- eller kønsarkæologi handler om køns sociale betydning. Kønsarkæologi handler ikke blot om at forstå kvindernes rolle i fortidens samfund, men også om at udfordre den mandlige dominans, som har præget både forskningen og tolkningen af historiske fund.
Hvis arkæologi domineres af mænd, kommer forskningen ofte til at afspejle deres interesser, og der er en tendens til at vurdere de fund, der knytter sig til mandlige domæner, som vigtigere.
Kilde: Du kan læse mere om kønsarkæologi i artiklen 'Pokkers kvinder med økser – et fokus på fortidens kønsroller kan skabe ny arkæologisk viden'.
Kampen er ikke færdig
Det er på tide at børste tidens støv af de kvinder, der formede vores fag. Med et nyt blik baner vi vejen for en ny fortælling, hvor kvinders bidrag står side om side med mændenes.
Før vi kan forstå kvindernes kamp for at bidrage til arkæologien, må vi forstå de begrænsninger, de levede under – og hvordan disse begrænsninger stadig afspejler sig i nutidens akademiske miljø.
Hvis vi vil skabe et forskningsmiljø, hvor alle har lige muligheder, så skal vi begynde med at genfortælle vores egne faglige rødder på en måde, der inkluderer alle.
Vi glæder os selv til at give stemme til dem, der aldrig blev hørt. Første projekt bliver sammen med Museum Horsens under overskriften ’Arkæologiens glemte mødre’. Meget passende begynder projektet i 2025 – 150 år efter kvinder i Danmark fik adgang til universitet.
\ Kilder
"De glemte mødre" i årbogen fra Museum Horsens, 'Horsens Historier', 4. ISBN: 978-87-90555-25-2.
'Excavating Women: A History of Women in European Archaeology' (1998).
