Hvis de store amerikanske investeringsbanker ikke - med god ret - havde opfattet sig selv som Too Big To Fail, så havde verden ikke befundet sig i en finansiel krise af gigantisk omfang.
På samme måde ville verden ikke være på vej ind i en endnu værre nationaløkonomisk krise, hvis ikke lande som Grækenland havde opfattet sig som 'Too Big To Fail'.
I begge tilfælde skyldes den verdensøkonomiske situation, at bankerne og nationalstaterne har truffet beslutninger baseret på det sikkerhedsnet, deres størrelse automatisk skaber.
Hvis bankerne faldt elller Grækenland faldt, ville det udløse en dominoeffekt, der ville rive alt andet med. Derfor vidste både bankerne og grækerne, at de aldrig ville falde. De ville i sidste øjeblik blive reddet. Det fik dem til at træffe beslutninger, som de aldrig havde truffet, hvis der ikke var et sikkerhedsnet spændt ud under dem.
Økonomer frygter, at det faktum, at bankerne og den græske nationalstat blev reddet, kan forstærke den risikable adfærd fremover.
Ingen selvrisiko
I økonomiske kredse kaldes det Moral Hazard.
Moral hazard siger, at hvis man ved, man bliver reddet, så handler man anderledes, end hvis der er en risiko for undergang.
Professor i økonomi ved Københavns Universitet David Dreyer Lassen forsker i det amerikanske finansielle system, og han har et nemt forståeligt eksempel på moral hazard.
»I forsikringsverden har man taget højde for moral hazard ved at pålægge folk en selvrisiko. Hvis jeg fik en ny cykel af forsikringsselskabet, når min cykel blev stjålet, så ville mit incitament til at passe på den være mindre,« siger David Dreyer Lassen og fortsætter:
«Men fordi jeg selv skal betale 1.500 kroner til en ny cykel, nærmer forsikringsselskabets og mine interesser sig hinanden.«
»Man kan måske sige, at den enkelte græker betaler en høj selvrisiko, men landet bliver reddet. Amerikanske bankdirektører har til gengæld ikke betalt en selvrisiko.«
Bankerne slap
Præsident Barack Obama har netop fået flertal for en reform af den amerikanske finansverden.
En af de ting, der blev diskuteret meget, men som endte med ikke at komme med i reformen, var, om store banker skulle splittes op i mindre enheder. På den måde ville de ikke længere være 'To Big To Fail', og derfor ville der ikke være nogen nationaløkonomisk grund til, at skatteyderne skulle redde dem.
»Hvis bankerne blev splittet op i mindre enheder, så ville man eliminere moral hazard-problemet, fordi de ville være for små til at skulle reddes. Der ville ikke være nationale konsekvenser ved deres konkurs. Sikkerhedsnettet under dem ville være væk, og derfor ville de træffe mindre risikable beslutninger,« siger David Dreyer Lassen.
I stedet for at bryde bankerne op forsøger reformen at komme moral hazard-problemstillingen i forkøbet med mere overvågning og regulering. Men kritikere mener ikke, det løser det fundamentale problem.
»Bankerne er eksperter i at undgå overvågning og skabe nye finansielle instrumenter, der er designet til at udnytte huller i reguleringen. Derfor er der mange økonomer, der mener, at reformen ikke griber fat om nældens rod,« siger David Dreyer Lassen.
Nældens rod
Udover at bankerne er for store til undergang, så er nældens rod de såkaldte derivater.
Der er dybt komplicerede finansielle instrumenter, der rummer den store usikkerhed, at de er afhængige af andre aktiver. Et derivat kan for eksempel være en future eller en option.
En future er en forpligtelse til at købe en bestemt aktie i fremtiden. En option er en mulighed for at købe en bestemt aktie senere. Men både futuren og optionens værdi er afhængig af aktien, og aktien er afhængig af virksomheden.
Dermed er det mindre gennemskueligt at udregne derivatets værdi. Det var det, som gik galt, da finanskrisen eksploderede mellem hænderne på investeringsbankerne.
»Det viste sig, at de enorme mængder af derivater, de havde liggende som aktiver, var værdiløse,« siger David Dreyer Lassen.
Subprime huslån
Mange af derivaternes værdi bestod i risikoen fra de amerikanske subprime huslån.
Hvis bankerne blev splittet op i mindre enheder, så ville man eliminere moral hazard-problemet, fordi de ville være for små til at skulle reddes.
David Dreyer Lassen
De huslån var i sig selv et moral hazard-problem, fordi de låneinstitutter, der formidlede lånene, ikke stod med risikoen.
De blev betalt for at formidle så mange lån som muligt - længere oppe i systemet stod bankerne med risikoen. Den risiko blev samlet i bundter og splittet op i mindre finansielle enheder, som investeringsbankerne investerede i. Men risikoen var fejlvurderet. De var sat til lav risiko, selv om de var højrisiko, fordi det var for svært at gennemskue værdien af derivatet i forhold til aktivet - folks evne til at betale renterne på lånet.
»Hvis det amerikanske marked ikke havde investeret massivt i derivater, så havde vi sandsynligvis ikke haft en finanskrise. Så havde det blot betydet, at folk ikke kunne betale deres huslån tilbage, og deres hjem ville komme på tvangsaktion. Men fordi så meget værdi var bundet til de lån, ramlede hele systemet,« siger David Dreyer Lassen.
Værdien af risiko
En af grundene til, at de amerikanske bankdirektører turde og tør løbe de risici, som de gjorde, er, at de ikke kan blive personligt ramt. Der er ingen selvrisiko og derfor kan deres adfærd skyldes moral hazard-problemet.
For bare 15 år siden bestod mange investeringsbanker af partnerskaber. Det ville betyde, at partnerne ville hæfte personligt, hvis noget gik galt. Men i dag er de aktieselskaber, og den eneste risiko, der er forbundet med aktieselskaber, er, at aktien går i nul. »Bankdirektørerne ville aldrig selv komme til at hæfte for konsekvenserne af deres handlinger. Man kan jo se, at de på trods af krisen har fået enorme bonusser og lønninger. Derfor har de simpelthen ikke et incitament til ikke at løbe risikoen. De kan ikke blive ramt af fejlslagne investeringer,« siger David Dreyer Lassen.
Ingen konsekvenser for banker
Obamas reform kræver en langt større gennemsigtighed i markedet for derivater.
Det er kort sagt et krav, at man kan følge værdien fra en option eller future til den aktie, de er afhængige af og videre til det, som aktiens værdi er afhængig af.
Bankdirektørerne ville aldrig selv komme til at hæfte for konsekvenserne af deres handlinger. Man kan jo se, at de på trods af krisen har fået enorme bonusser og lønninger. Derfor har de simpelthen ikke et incitament til ikke at løbe risikoen.
David Dreyer Lassen
Hvis investeringsbanker ligger inde med hundredetusindevis af derivater, der er bundet op på aktier i banker, der yder huslån, så skal man kende risikoen for, at husejerne ikke kan betale afdragene på lånet.
Det fjerner dog ikke moral hazard-problemet, for der er stadig ikke konsekvenser for de store 'To Big To Fail'-banker, hvis fundamentet ramler.
Der er lagt en række mindre konsekvenser for finansverdenen ind i reformen. Men intet der for alvor fjerner risikoen for højrisikabel adfærd.
Tilfældet Grækenland
På samme måde som bankdirektørerne var den græske regering klar over, at eurolandene ikke havde råd til, at landet ville gå bankerot.
Derfor fiflede de med økonomien, så den blev lige så uigennemsigtig som de investeringer i huslån, der førte til første del af finanskrisen. Det forsøger Eurolandene nu at dæmme op for ved at kræve langt dybere reguleringer af de nationale økonomier. Tidligere skulle landene følge nogle overordnede krav.
»Men det, Tyskland lægger op til nu, er langt mere detailregulering af økonomierne, så man ved at kontrollere situationen har overblikket over situationen,« siger David Dreyer Lassen.
Signalet til andre lande er dog stadig, at på trods af gigantiske overskridelser af Eurosamarbejdets regler, blev Grækenland alligevel reddet.
Konsekvenserne af en græsk bankerot eller massekonkurs af amerikanske storbanker er ganske enkelt værre end konsekvensen ved at redde dem. Derfor eksisterer moral hazard-problemet stadig.
