I dag bliver en af dansk politiks store personligheder begravet. Efter Svend Auken døde i sidste uge, har det ikke skortet på rosende ord i dagbladenes nekrologer og portrætartikler, som er prydet med overskrifter som 'Den Clinton Danmark aldrig fik' og 'Dyb respekt for Svend Auken'.
Socialdemokrater men også en række af Aukens politiske modstandere som Henriette Kjær (C) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har stået i kø for at udtale sig positivt om Svend Auken.
Situationen efter en persons død stiller nemlig krav til retorikken, siger den danske forsker i retorik Jens Elmelund Kjeldsen, som er ansat som førsteamanuensis på Universitetet i Bergen. Han har i sin forskning blandt andet arbejdet med Aukens retorik og med de såkaldte epideitiske taler (lejlighedstaler), som kan være alt fra en konfirmationstale til begravelsestaler og nekrologer. Den slags taler bliver udløst af en højtidelig situation.
Døden stiller til krav til både emne og ordvalg i en lejlighedstale. Især når det gælder en politiker.
»Det der er særligt ved Svend Auken var, at han var politiker og dermed en omstridt person. Som tidligere kritiker eller politisk modstander kan man ikke løbe fra, at man har været uenige med manden. Men det ville ikke være klogt at sige i sådan en situation, at Auken var vanskelig at forhandle med. Og det ville heller ikke være godt at reagere med en larmende stilhed. I stedet fremhæver man de positive værdier, Auken repræsenterede som menneske, og som man selv delte med ham - også for at vise sit eget storsind,« siger forskeren.
For når et menneske dør, så vælger vi at se personen i det mest positive lys. Nekrologer og mindeord er nemlig ikke kun en hyldest til den afdøde, og det liv der er levet. Det er også en bekræftelse af, at vi skal holde fast i de værdier, som personen repræsenterede.
Den positive fortælling
Det er typisk for en nekrolog eller et mindeord, at den afdødes positive sider fylder mere, end de dårlige sider. Og at de er afbilledet i anekdoter som eksempler på de værdier. Beskrivelsen af personen er fyldt med positive ord. Men god retorik er også troværdig tale, siger Jens Elmelund Kjeldsen:
»En god bryllupstale indeholder også lidt kritik. Det bliver utroværdigt, hvis man bare roser til skyerne. Her er det så et dødsfald, og ofte vil man så bruge et eksempel fra personens liv, som både kan opfattes positivt og negativt.«
Det var Aukens ærlighed og idealisme, som var de gennemgående nøgleord i forrige uges nekrologer. Han var et menneske, som troede på sine værdier. Men avisernes skribenter konstaterer også nu efter hans død, at det var netop de kvaliteter, som kostede Auken dyrt i opgøret om formandsposten med Nyrup. Men beskrivelsen af den gamle socialdemokrat er dobbeltydig. Det at være en ærlig og idealistisk politiker kan nemlig også betyde, at man er lidt naiv og ikke er den største taktiker.
Et andet eksempel er en sidste uges avisoverskrifter, hvor Auken blev betegnet som en 'loyal afviger' i Socialdemokratiet. Det er en positiv ladet overskrift med et twist af noget, som kan være kritisabelt.
Aukens værdier er også vores værdier
Traditionen for at holde en hyldest tale går tilbage til det antikke Grækenland, hvor en af retorikkens mest berømte lejlighedstaler blev holdt af en græskhærfører. Han hyldede sine dræbte ved at prise de værdier, som hans bystat byggede på. Det samme gør vi i dag, når en offentlig person dør.
»Når en person dør, så har vi brug for at handle, og det gør vi ved at tale. Situationen kræver det. Der er noget i os mennesker, som gør, at vi har brug for at sige noget på en bestemt måde, og når nogen har gjort det på den måde i mange år, så bliver det til en genre,« siger forskeren
Da den for nyligt afdøde popstjerne Michael Jackson levede, blev han kritiseret for alt muligt i medierne. Men nu er vinklen, at han jo trods alt var en af os. Og det er hans musik, der er i fokus, for den delte vi trods alt med ham.
For ligesom vi i den danske offentlighed har valgt at huske Svend Auken for hans politiske indsats, så anerkender alverdens musikelskere Michael Jackson for hans betydning for popmusikken.
Det er fordi, vi ser dem som repræsentanter for de værdier, som vi ønsker at vores samfund fortsat skal bygge på, siger Jens Elmelund Kjeldsen.
»En nekrolog er med til at fortælle, at personens værdier lever videre blandt os. Og vi bliver mindet om vores egen dødelighed. Men den bringer os også videre. Og ikke mindst, så understreger den, at vi værdsætter det som personen har betydet for vores samfund og de værdier, som personen repræsenterede.«






























