Samfundet taber hvert år over en milliard på borgere, der ikke møder op på landets hospitaler, når de skal behandles eller opereres. Diskussionen om, hvad man skal gøre ved det, drejer sig oftest om forskellige muligheder for straf. Skal man opkræve gebyrer, give bøder, lade borgeren betale for behandling i fremtiden?
Nej, det skal man ikke, hvis det står til Anders Lisdorf, der er master studerende på IT Universitetet. I stedet skal borgerne belønnes, når de møder op.
Belønningen består af point, som borgeren efterfølgende kan bruge til at støtte et velgørende formål eller et forskningsprojekt. Hele systemet hedder ”Borgerpoint”.
»På samme måde som dagligvarekæder anvender bonusprogrammer kan vi bruge point til at ændre måden, borgerne bliver motiverede, og dermed på dem til at opføre sig på en måde, der er bedre for samfundet som helhed,« siger Anders Lisdorf, der udover at studere på ITU arbejder med loyalitetsprogrammer hos COOP.
Selv fem procent gør en forskel
Anders Lisdorf er godt klar over, at det er langt fra alle dem, der udebliver fra operationer, som kan motiveres til at ændre adfærd gennem et pointsystem.
\ Fakta
Anders Lisdorf har modtaget en pris fra it-firmaet KMD; KMD Innovation Award. En del af begrundelsen var: ”For at løse udfordringer, er der nogen gange brug for at få skabt noget debat, og Anders’ forslag er et begavet og utraditionelt indspark.”
Men et studie af loyalitetsprogrammer, udført af professor i adfærd og marketing ved University of Chicagos Booth School of Business, Christopher K. Hsee, har tidligere vist, at omkring 20 procent af en gruppe kan påvirkes til at ændre adfærd, hvis der er point involveret.
Og cirka 20 procent er også, hvad Anders Lisdorf forestiller sig – og håber, at hans idé kan påvirke.
»Jeg tror da ikke, at et positivt incitament kan gøre det alene, men kan man få bare fem eller ti eller femten eller tyve procent ekstra til at overholde deres aftaler, kan det gøre en stor forskel, siger Anders Lisdorf.
»Når det drejer sig om det offentliges økonomi har selv relativt små ændringer en stor indflydelse, og det er filosofien bag det her,« forklarer han.
Belønning og leg er bærende princip
I udviklingen af sin idé har Anders Lisdorf blandt andet ladet sig inspirere af sin datter på 5 år, der skulle have medicin mod en halsbetændelse. Ved at gøre medicineringen til en leg med små belønninger hele tiden, gik medicin-scenariet fra at være med skrig og skrål til total frivillighed. Det er samme princip, Anders Lisdorf ønsker at bruge i det offentlige.
\ Fakta
Anders Lisdorf er udover at læse master i IT ph.d. i religionsvidenskab med speciale i før-kristen romersk religion.
»Når folk møder op til den planlagte behandling får de indsat point på deres konto på borger.dk, og dem kan de bruge på en virtuel markedsplads, hvor de kan vælge mellem for eksempel velgørende formål og forskningsprojekter,« forklarer Anders Lisdorf.
De velgørende formål og forskningsprojekter er på forhånd udvalgt, og midlerne, som borgerne får mulighed for at disponere over med deres point, skal komme fra u-lands bistand og forskningsmidler. På den måde giver ordningen ikke en stigning i udgifter, men et mere direkte demokrati og en følelse af større ejerskab hos den enkelte, mener Anders Lisdorf.
Mulighed for store besparelser
Omkring 200 millioner om året mener Anders Lisdorf samfundet kan spare, hvis bare 20 procent af dem, der udebliver fra operationer, ændrer adfærd. Tallet er baseret på udregninger han selv har lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
Udregningerne er baseret på antagelser, for der findes ikke tal for gennemsnitsprisen på en operation. Han understreger dog, at han har lavet meget pessimistiske antagelser for ikke at overvurdere den mulige besparelse.
»I første omgang kan man overføre idéen til alt, der har at gøre med at overholde aftaler med offentlige instanser,« siger Anders Lisdorf.
\ Borgere skal indse, at handlinger har konsekvenser for andre
På sigt kan man også overveje at give point til borgere, når de udfylder blanketter og laver ansøgninger om for eksempel boligstøtte via Internettet. Og så kan pointene måske også bruges til at motivere til foreningsarbejde, bloddonation og andre ting, der kræver en lille indsats.
Anders Lisdorf håber også, at point-systemet kan være med til at huske folk på, at deres handlinger har konsekvenser for andre.
»Jeg tror ikke, at borgere nødvendigvis har dårlige eller ugyldige grunde til at blive væk fra deres operationer, men jeg vil gerne give dem et incitament til at møde op på trods af deres grunde, og minde dem om, at når vi udebliver fra noget, så koster det en masse penge for os alle sammen. Det har vi en tendens til at glemme,« fortæller Anders Lisdorf.
Politisk vilje mangler
Udover at spare samfundet en masse penge har point-systemet de heldige side-effekter, at de kan lede til en følelse af mere demokrati og selvbestemmelse hos borgerne, fordi de får mulighed for at påvirke noget, der ellers har været forbeholdt politikere og embedsmænd.
Spot på velgørende formål og forskning kan også være en bivirkning.
Men selvom Anders Lisdorf tror meget på sin idé, kan han ikke umiddelbart gå videre med den.
\ Økonomiske udregninger - citeret fra Anders Lisdorfs egen beskrivelse af idéen:
Det er ikke umiddelbart muligt at slå op og finde ud af, hvor store omkostninger der er forbundet med udeblivelser fra operationer. Men vi kan lave nogle antagelser. Antallet af operationer, som folk udebliver fra, er offentligt tilgængeligt, men hvad koster de? For at finde ud af dette må vi prøve at regne gennemsnitsprisen for en operation ud.
Regionernes udgifter til sygehusvæsnet var i 2009 ifølge Danmarks Statistik: 69.101.910.000 kroner. Hvis vi pessimistisk antager, at halvdelen af disse udgifter kan henføres til operationer, så får vi en totalomkostning på 34.550.955.000 kroner.
I 2009 blev der udført 552.950 operationer. Hvis vi lægger dette tal sammen med antallet af aflyste operationer, får vi 570.412. Prisen per operation er derfor 60.572 kroner.
Totalt set var der 16.175 operationer, der blev aflyst på grund af patientens udeblivelse. Dette repræsenterer således et beløb på cirka en milliard (979.750.947) kroner.
Effekten af at introducere point som et middel til adfærdsændring er det svært at sætte et præcist tal på. Et studie har vist, at cirka 20% flere vil vælge en mere ubehagelig opgave, hvis der er point involveret som belønning5. Hvis vi overfører dette til problemet med patienters udeblivelser, kunne man antage, at 20% færre ville udeblive fra deres operation, hvis de blev belønnet med point. Dette vil svare til ca. 200 millioner kroner, der ikke ville være spildt.
Vi skal dernæst belønne de 552.950, som rent faktisk kom til operationen, men da pointene jo bruges til at disponere over allerede afgivne ressourcer til forskning og velgørenhed, er der ikke brug for ekstra økonomiske midler.
Da det altid er behæftet med stor kompleksitet at arbejde med offentlige data, kan vi antage, at det vil koste cirka 50 millioner kroner at etablere IT understøttelsen.
For at vurdere omkostningerne ved driften af Borgerpoint kan vi inddrage erfaringer fra Coop. Baseret på erfaringer fra Coops loyalitetsprogram CoopPlus , vil en pessimistisk vurdering være, at ordningen kræver 5 fuldtidsansatte. En gennemsnitlig løn til en fuldmægtig andrager ca. 33.000 kr. om måneden, hvorfor lønomkostningerne kan fastsættes til 1.980.000 kroner om året. Dertil kommer husleje, uddannelse og lignende.
Således kan vi vurdere driftsomkostningerne til 3.000.000 kr. per år
Vi står altså med en årlig besparelse på henved 200.000.000 kr.
Investering på 50.000.000 kr.
Årlig drift på 3.000.000 kr.
Det giver en samlet besparelse på over en halv milliard over tre år:
Besparelse år 1: 147.000.000 kr.
Besparelse år 2: 197.000.000 kr.
Besparelse år 3: 197.000.000 kr.






























