Hvornår er en by en by? Spørgsmålet optager arkæologer, fordi byer på mange måder er vores bedste arkiv over samfundets og menneskets udvikling.
\ Historien kort
- Arkæologer fra det danske grundforskningscenter UrbNet skal på Zanzibar undersøge Østafrikas tidligste kystby.
- Unguja Ukuu har genstande, som stammer helt tilbage fra det 6. århundrede og fra fjerne dele af verden. Området repræsenterer dermed den tidlige handel i Det Indiske Ocean.
- Samtidig udfordrer bosættelsen vores opfattelse af, hvornår noget er en by: selvom Unguja Ukuu eksisterede i omkring 1.000 år, gik indbyggerne for eksempel aldrig over til at bygge bygninger af sten.
Og selvom det kan syne af at være simpelt, er det faktisk et ret svært spørgsmål at svare på.
Er det, når mange mennesker er samlet ét sted? Når menneskene begynder at handle med hinanden? Med omverdenen? Når der opstår handelspladser og helårsbebyggelser?
Netop nu drager forskere fra det danske grundforskningscenter Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet) hele vejen til Zanzibar i Tanzania for at gøre os klogere på svaret.
Her ligger Østafrikas allertidligste kystby næsten uberørt hen og venter på at blive udforsket.
»En helt unik mulighed,« lyder det fra adjunkt Federica Sulas, som er en af to udgravningsledere på arbejdet, som netop er gået igang.
Handel fra første færd
Projektet har til formål at undersøge, hvordan folk boede langs kysten i Østafrika. Det tager faktisk udgangspunkt i to udgravningsområder, men det sydligste, Unguja Ukuu, er særligt unikt, fordi det dækker over nogle af de allertidligste beviser for permanent bosættelse.
Genstande, som stammer helt tilbage fra det 6. århundrede, er fundet i området, og hvad mere er; disse genstande – ringe, glas, jern, mønter, elfenben – stammer fra fjerne steder i verden og viser derfor med al tydelighed, at områdets indbyggere var involveret i handel.
Nærmest fra første færd.
»Der var ingen bosættelse før. De mennesker, der slog sig ned her, slog sig ned på et fuldstændig uberørt sted. Så meget desto mere interessant er det, at de med det samme blev involveret i handel. Vidste de på forhånd, hvilke muligheder det indebar?« spørger arkæolog Stephanie Wynne-Jones, som arbejder ved University of York, men er samarbejdspartner på UrbNet.
Hun står sammen med Federica Sulas i spidsen for udgravningerne på Zanzibar, som hun også var initiativtager til.
'Centralt sted' opstod på afgørende tidspunkt
Unguja Ukuu, som betyder ’centralt sted’, opstod på et meget afgørende tidspunkt i verdenshistorien, fortæller Federica Sulas.
\ Hvem var Unguja Ukuu-folket?
Arkæologerne ved endnu ikke meget om de mennesker, som har boet i Unguja Ukuu og Tumbatu, men historiebøgerne fortæller os dog lidt.
Man ved, at de tidligste afrikanske bosættelser var beboet af folk, der talte 'bantu', som dækker over en lang række afrikanske sprog. Man ved også, at de på kysten med tiden begyndte at tale swahili.
Kystfolket var lokale afrikanere, landmænd, fiskere og jægere, som selv havde en produktion af eksempelvis tekstiler og jern. Derfor er det så interessant at finde ud af, hvorfor de blev involveret i handel, lyder det fra Stephanie Wynne-Jones.
De maritime handelsruter begyndte at opstå, alt imens Silkevejen - historiens mest sejlivede handelsrute til lands - blev ramt af flere regionale konflikter. Det har sikkert bidraget til at gøre søhandelen endnu mere attraktiv.
UrbNet arbejder med adskillige case studies over hele verden – heriblandt Jerash i Jordan og Ribe i Sydvestjylland – og alle repræsenterer afgørende udviklinger og nedslag i historien. Unguja Ukuu er udvalgt til at repræsentere den tidlige handel i Det Indiske Ocean.
»Det er et vigtigt øjeblik globalt set. Vi kan se, at folk i Unguja Ukuu havde fjerne kontakter og var engageret i langdistancehandel, netop som den indiske maritime handel begyndte at boome,« fortæller Federica Sulas og fortsætter:
»Samtidig er det arkæologiske materiale i området virkelig velbevaret og næsten uberørt. Folk har ikke boet der i meget, meget lang tid, det er fredet, og det er en kæmpe fordel for os.«
Udfordrer vores forståelse af en 'by'
Hvis du lige nu sidder og forestiller dig et område med fundmateriale, der vælter op af jorden og afslører den ene bygning efter den anden, veje, handelspladser og andre karakteristika for en typisk ’by’ i vores moderne forståelse, tager du dog fejl. Unguja Ukuu er umiddelbart fuldstændig blottet for disse ting.
Det lille, men vedholdende bysamfund udviklede sig aldrig til at blive en by med stenbygninger. En enkelt stenbygning, en moské, afslører, at de meget hurtigt overgik til en muslimsk trosretning, men derudover er manglen på bygninger af sten eklatant.
Det udfordrer vores forståelse af ordet ’by’, lyder det fra Federica Sulas.
»Bosættelsen eksisterer i næsten 1.000 år, men alligevel er der ganske få stenbygninger. Det gør det meget svært for os i dag at forestille os, hvordan det har set ud dengang,« siger hun og tilføjer:
»Spørgsmålet er, om vi bare skal grave noget mere, og så dukker byen op – eller om vi skal til at revurdere vores opfattelse af, hvornår noget er en by. Jeg tror på det sidste.«
Mystisk sammenhæng med stenby
Nærmere undersøgelser af jorden vil afsløre, om en af arkæologernes nuværende teorier holder stik:
En eller anden form for bygninger har der helt sikkert været i Unguja Ukuu, og måske var de i stedet for sten bare bygget af et nedbrydeligt, organisk materiale som eksempelvis ler, hvilket ville forklare, hvorfor vi i dag ikke finder yderligere stenbygninger. Men hvis det er tilfældet, bliver sammenhængen med det andet udgravningsfelt længere nordpå så meget desto mere gådefuld.
Her ligger Tumbatu, en stenby, som ser ud til at være opstået på et senere tidspunkt, dog mens Unguja Ukuu eksisterede. Stenbyerne begynder at dukke op i flere af de tidlige middelalderbyer i Afrika i det 11. århundrede og er - som Tumbatu - hovedsageligt bygget af kalksten fra koraller.
Denne byggestil ser dog ikke ud til at have smittet af på Unguja Ukuu.
»De to bosættelser er forbundet i en eller anden grad, det kan vi se fra materielle fund og vandsystemer, men vi ved endnu ikke, hvordan Unguja Ukuu var beboet, mens stenbyen blev etableret. Vi skal finde ud af, om de to er forskellige former for bosættelser, eller om de er forbundet på andre måder,« siger Federica Sulas.
Et mikrokosmos for hele østkysten
Spændingsfeltet mellem de to bosættelser giver arkæologerne chancen for at undersøge nogle afgørende overgange i meget tidlige bysamfund, fortæller Stephanie Wynne-Jones, som tidligere har arbejdet på en lang række arkæologiske pladser i Østafrika.
\ Unguja Ukuus fjerne kontakter
Unguja Ukuu ligger på kanten af det indiske ocean og har nogle af de ældste genstande for alle øerne i området.
Her har man tidligere fundet keramik fra Nær- og Fjernøsten, Indien og den sydlige middelhavsregion: Keramik fra Kina og Den Persiske Golf, glas fra Asien og endda materiale, som muligvis stammer helt fra Zimbabwe.
»Man kan se det som et mikrokosmos for hele østkysten i Afrika: Den første bosættelse, som med det samme bliver involveret i handel og den muslimske tro, og så overgangen i det 11. århundrede hvor bosættelserne ændrer sig meget. Den udvikling ser vi mere eller mindre alle steder i Østafrika, men på Zanzibar har du hele den udvikling inden for et forholdsvist lille område,« siger den engelske arkæolog.
Måske kan vi også blive klogere på, hvornår noget er en by – og finde nye modeller for, hvordan vi kigger på mennesker som flokkes og bor sammen, lyder det fra Federica Sulas.
»Det er altid et spørgsmål om, hvor du selv står, når du kigger. Hvis jeg stod i en samtidig landsby, ville Unguja Ukuu for eksempel ligne en by. Men hvis jeg stod i Tumbatu og kiggede på Unguja Ukuu, så ligner det en landsby.«
Kontekst er nøgle til forståelse
Konteksten og helhedsbilledet er faktisk det allervigtigste, når man forsøger at forstå et ’urbant landskab’, mener Federica Sulas. Om det så er et nutidigt eller et fortidigt et af slagsen.
»Hvis man vil undersøge bysamfunds udvikling kræver det, at man ser dem i deres egen specifikke kontekst. Hvis jeg leder efter en by som Rom på Zanzibar, så har jeg taget det ud af kontekst, og så kommer jeg ikke til at forstå det.«
Der er flere måder at være ’by’ på, og vi er nødt til at kigge på den enkelte ud fra netop dens forudsætninger og kontekst, lyder det opsummerende fra Federica Sulas.
»Det er naturligt at være lidt forudindtaget, men når vi ser noget, som er helt anderledes fra den model for en ’by’, vi er vant til – så betyder det, at vores model endnu ikke er færdig.«
\ Afdækker jordkemi og åbne områder
Når arkæologerne går i gang med arbejdet på Zanzibar, skal de ikke ’kun’ have graveskeerne med. En lang række undersøgelser skal igangsættes af eksempelvis jordkemien for at undersøge, hvordan menneskene i området har udnyttet deres ressourcer.
En kortlægning af områdets kemiske sammensætning kan eksempelvis afsløre, hvad de forskellige rum i en bygning har været brugt til. Hvis du har lavet meget mad i et rum, vil det sætte sig aftryk i jorden. Det samme, hvis der primært er gået dyr inden for et område, eller hvis der har været værksted.
Projektet går dog i lige så høj grad ud på at afdække – eksempelvis ved hjælp af laseropmålinger – hvordan man brugte de åbne områder mellem bygninger.
En teori går eksempelvis på, at Unguja Ukuu for en tid ophørte med at være beboet af mennesker, og at dette ophold muligvis var relateret til vandmangel. Hvordan dette eventuelle ophold så relaterede sig til Tumbatu er endnu et åbent spørgsmål.
Smalle søveje øger kontrol
Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan man kom til og fra Unguja Ukuu og Tumbatu. Stephanie Wynne-Jones forventer, at tilfartsvejene til de to bosættelser rummer en anden del af forklaringen på, hvorfor de opstod i den rækkefølge, de gjorde.
»Tumbatu ligger meget svært tilgængeligt i forhold til Unguja Ukuu. Bosættelsens placering har ikke været hensigtsmæssig i forhold til landbrug, men den har til gengæld ligget mere beskyttet i forhold til handel. De har tydeligvis haft forskellige hensyn,« fortæller hun.
Mens den lave havn i Unguja Ukuu gav mening for en mindre type både, som var beregnet til at blive trukket op på stranden og var udbredt i den tidlige periode af indisk oceanhandel, har den dybere havn i Tumbatu passet til de senere og større skibe.
Man ser samme mønster for en lang række andre handelsbyer rundt omkring i verden – heriblandt Danmark. De smalle søfartsveje gjorde det lettere at beskytte sin by fra udefrakommende fjender og kontrollere, hvem der kom til byen; og hvem, der forlod den igen.
