Europa i krig er et opgør med de snæversynede og navlebeskuende holdninger, der med få undtagelser har præget den vestlige historieskrivningstradition om Anden Verdenskrig. Således præsenterer Norman Davies i hvert fald sit nyeste værk, og i nogen henseende kan man godt give ham ret.
Her i Vesteuropa ved praktisk talt alle hvor og hvornår D-dag fandt sted. Evakueringen af allierede soldater ved Dunkerque i 1940 og Hitlers sidste desperate modoffensiv i Ardennerne har også en stor plads i den vesteuropæiske fortælling om Anden Verdenskrig.
Når det kommer til østfronten under krigen er den generelle historiske viden blandt vesteuropæere derimod mere begrænset. Til nød har man hørt om slaget ved Stalingrad, men hvem kender f.eks. til krigens vigtigste slag ved Kursk, der, ifølge Davies, afgjorde Anden Verdenskrig til de allieredes fordel? Eller hvem var klar over, at Sovjetunionen mistede flere soldater under krigen end samtlige andre krigsdeltagere tilsammen!
Krigen blev afgjort på østfronten
Operation Overlord (som var betegnelsen for den allierede landgang på Frankrigs vestkyst og den efterfølgende aktion, der varede 1½ måned) kommer i øvrigt "kun" ind som nr. 9 på listen over de slag, der kostede flest faldne soldater med ca. 132.000 faldne. Til sammenligning faldt der knap 1,6 mio. soldater i den indledende fase af operation Barbarossa (det tyske angreb på Sovjetunionen) og 973.000 soldater ved slaget om Stalingrad.
Det Davies ønsker at gøre med Europa i krig, er at flytte Anden Verdenskrigs geografiske tyngdepunkt østpå, anerkende østfrontens betydning og redegøre for, at det var her krigen blev afgjort - ikke på vestfronten, som mange vesteuropæere ellers har været tilbøjelige til at hævde.
Og denne mission lykkes til fulde for Davies. Han benytter sig af et omfattende statistisk materiale, som han gang på gang benytter til at bevise at østfrontens slag og felttog (i begge retninger) var udslagsgivne for krigens udfald.
Dog bruger Davies for meget plads på at beskrive krigens forhold for forskelle niche-minoriteter. Hvorfor skal vi f.eks. læse om forholdene specifikt for bankfolk, præsteskabet, "kulturbaroner" etc.? - En strammere redigering havde her været på sin plads.
Kritik af vestens tøven
Davies behandler endvidere mange af de mindre flatterende aspekter af krigen, såsom nazisternes forbrydelser mod bl.a. jøderne, Stalins GULaglejre, hvor mange millioner mennesker mistede livet - langt flere end i de nazistiske KZ-lejre. Men også de vestallieredes tøven med at handle aktivt på fronterne, de manglende reaktioner på jødeudryddelserne (som man fik sikkert kendskab til i 1944), og ikke mindst de store fladebombninger af f.eks. Hamburg og Dresden behandles. Davies lider ikke af berøringsangst overfor de vestallierede i denne sammenhæng, og det er befriende og styrkende for bogen.
Davies slår slutteligt fast, at vores hidtidige forestilling om, at nedkæmpelsen af nazismen var en stor sejr for det retfærdige demokrati, blot er en skrøne. Det var i lige så høj grad, måske endda i endnu højere grad, en storslået sejr for den anden totalitære ideologi, kommunismen.
Måske er der ikke så meget nyt at hente i Davies' bog for mange faghistorikere, men for folk der deler det traditionelle vesteuropæiske historiesyn, som bl.a. filmen Saving Private Ryan og TV-serien Band of Brothers er eksponent for, vil der være meget nyt at hente i Europa i krig.
Carsten Iskov Kopp er cand.mag. i historie og film & TV og arbejder som gymnasielærer. Bogen af Norman Davies hedder i Europa i krig og er udkommet på dansk ved Lena Fluger på Gads Forlag 2009.
