»Alle skal se denne video!!!« »Stop med at dele denne video!!!«

OBS! Vær opmærksom på at nogle links i denne artikel fører til sider med billeder af vold. Linksene er tilføjet som dokumentation for artiklens pointer og ikke som en opfordring til at se billederne. Jeg anbefaler, at du læser hele artiklen, før du eventuelt klikker på links.

Har du nogensinde set en video af en eller anden form for vold, som det på en gang føltes virkelig vigtigt og meget forkert at se? Så er der en god forklaring: Det kan nemlig sagtens være begge dele.

Hvordan vil jeg forklare i denne artikel.

Videoer og billeder af vold og overgreb bliver ofte delt i nyhedsmedier og på sociale medier, og de leder ofte til heftige debatter om, hvorvidt vi bør se billederne eller ej.

Et eksempel er billedet af den lille, syriske dreng, Alan Kurdi, som blev fundet død på en strand, efter han og hans familie forsøgte at krydse Middelhavet på flugt fra krigen i Syrien. Mange i Europa delte billedet på sociale medier og argumenterede at det var vigtigt at se for at forstå og påvirke Europas flygtningepolitik.

Billedet påvirkede da også politiske diskussioner og fik danskere og andre til at sætte deres liv på pause og rejse til Lesbos og andre steder for at hjælpe flygtninge.

Imens var der også folk, der argumenterede for, at man skulle lade være med at dele det, både af respekt for drengen og hans familie men også for at beskytte folk fra at se billedet, der for mange kan være traumatiserende.

Retten til billedet

Det giver således god mening, at vi bliver ved med at vende tilbage til den samme debat gang på gang.

Der er nemlig både gode grunde til, at vi skal se disse billeder og videoer, men samtidig er der mindst lige så mange gode grunde til, at vi ikke skal se dem.

Forskere er bestemt heller ikke enige om, hvordan vi skal forholde os til billederne.

Den franske filosof Jacques Rancière har skrevet, at én billedrettighed fejer en anden billedrettighed væk. Med det mener han, at journalisters ret til at dokumentere fejer ofres ret til privatliv væk.

Men der er også mange andre – og mange andres – rettigheder på spil.

Det syriske filmkollektiv Abounaddara har argumenteret for, at man skal holde op med at vise billeder af mennesker som ofre, fordi mennesker gennem billederne frarøves deres værdighed og reduceres til kun at være ofre.

Abounaddara siger også, at ofres menneskelighed stopper ved tilskueres ret til ytringsfrihed. I deres eget arbejde fokuserer de på at vise syrere som hele mennesker, ikke blot som ofre.

Dette handler altså ikke kun om de enkelte individer, men også om, at Abounaddara gerne vil have et andet billede af syrere som et folk.

Hvilke ofre ser vi?

Der er da også ofte stor forskel på, hvordan vi bliver præsenteret for forskellige nationaliteter gennem billeder i nyhedsstrømmen.

Når der foregår vold i Danmark, der har offentlighedens interesse, er danske medier ofte omhyggelige med at respektere privatliv og anerkende ofre som hele mennesker. Vi ser derfor sjældent billeder af ofre fra Danmark.

Men når volden foregår ude i verden, ser vi tit billeder af mennesker som ofre.

Selvom mennesker ofte bliver vist som ofre uden selv at have haft indflydelse på det, er det dog slet ikke givet at ofre hellere vil have privatliv, end de vil have dokumenteret uretfærdigheder, selv hvis det udstiller dem i sårbare situationer.

Som kulturteoretiker Susie Linfield har argumenteret, går ofre ofte meget langt for selv at dokumentere de overgreb, der bliver begået mod dem.

Linfield argumenterer videre, at når billedet bliver vist, er det for sent at beskytte ofrene, da det er volden, de skulle have været beskyttet imod - ikke blikke.

Så mens Abounaddara siger, at billederne tillader ’sårene at tale’, mens ofrene ikke selv kan, kunne man i nogle tilfælde også argumentere at billeder lader ofre tale gennem deres sår.

Pligten til at tage et billede og pligten til at vise er ikke den samme

Men selv hvis ofre ønsker, at overgrebene dokumenteres, er det ikke ensbetydende med, at de ønsker at alle skal se billederne, og Abounaddaras kritik går netop på, hvordan billeder bliver delt - ikke nødvendigvis at de bliver taget.

Billeder kan nemlig spille vigtige roller uden nødvendigvis at blive set af en bredere offentlighed.

Billeder spiller da også en større og større rolle i retssale verden over. The Human Rights Center på University of California, Berkeley har udarbejdet en protokol for, hvordan man kan gøre billeder, der i stigende grad findes på internettet, til bevismateriale i retssager.

Organisationer som Bellingcat og Mnemonic arbejder også på forskellige måder med at samle og undersøge billeder og andre potentielle beviser for overgreb, der er frit tilgængelige på internettet.

Billeder kan på denne måde have vigtig indflydelse uden at blive set af bredere offentligheder. Det er således vigtigt at huske, at dét at et billede er vigtigt at tage ikke nødvendigvis betyder at alle skal se det.

Fototeoretikeren og filmskaberen Ariella Azoulay påpeger, at pligten til at tage et billede og pligten til at vise det, ofte bliver forvekslet.

Fotografiets civile kontrakt

Fotografer beskriver ofte en følelse af pligt, når de forklarer, hvorfor de sætter deres liv på spil for at dokumentere vold.

Denne følelse af pligt bunder både i en tro på, at billederne potentielt kan være med til at bringe gerningsmændene til ansvar – for eksempel som bevismateriale i retssager – men også, at de kan være med til at stoppe volden ved at gøre den synlig. Afslutningen af USA’s krig i Vietnam bliver ofte set som et eksempel på dette.

Dengang var det netop presset fra offentligheden, efter man havde set billeder fra krigen (eksempelvis dette og disse), der fik politikerne til at ændre kurs.

Azoulay har demonstreret, hvordan fotografering skaber en civil kontrakt mellem mennesker, som alle bliver forpligtede overfor hinanden gennem fotograferingen.

Og netop det forhold, der skabes mellem mennesker gennem billeder, er vigtigt.

Et overgreb og en solidarisk handling på samme tid

Den visuelle kulturteoretiker Sharon Sliwinski har argumenteret for, at det har været afgørende for selve idéen om menneskerettigheder, at man har kunnet se overgreb og uretfærdigheder.

Billeder taler nemlig til vores retfærdighedssans. Når vi ser overgreb, giver det os ofte en følelse af at det, vi ser, er forkert og ikke skulle være sket.

På den måde kan man også forstå billeder af ofre – og visningen af dem for en bredere offentlighed – som en anerkendelse at de hører til i en fælles menneskelighed.

Man kan således tale om ofres ret til at blive set, lige såvel som man kan tale om deres ret til privatliv.
På den måde kan det at kigge på et billede være et overgreb i sig selv, men det kan samtidig også være en solidarisk handling.

Til tider filmer mennesker også overgreb begået mod dem selv for at opnå retfærdighed og med et ønske om netop at blive set.

Hvad hvis billederne ikke stopper volden?

Da hærløjtnant Caron Nazario blev stoppet af politiet i 2020 i Virginia, USA, optog han en video, som dokumenterede, at han ubegrundet blev truet og angrebet med peberspray af en betjent.

Videoen fik en del medieopmærksomhed og blev også brugt som bevismateriale i en retssag mod betjentene. Nazario endte med at få en mindre erstatning, mens den ene betjent blev fyret. Videoen blev en del af den offentlige samtale om politivold og racisme i USA.

Men selvom billeder uden tvivl kan have vigtig indflydelse både på folkestemninger og juridiske processer, så er det desværre naivt at håbe, at hvis vold blot bliver dokumenteret og vist, så vil den stoppe.

Krigen i Syrien er en af de mest veldokumenterede krige til dato, men billederne har ikke fået volden til at stoppe. Politivold i USA er da også stadig almindeligt på trods af den dokumenteres af både ofre, forbipasserende og af politiets egne krops- og bilkameraer.

Og som billedteoretikeren Thomas Keenan har vist, begår voldsudøvere til tider vold netop for at det skal ses, og billederne kan ligefrem være en del af selve volden.

Til tider livestreamer voldsudøvere selv deres vold – når de gør det, kan man åbenlyst ikke blot forvente, at volden stopper, hvis den ses.

At se vold kan give stedfortrædende traumer

Men hvornår bør vi så se billeder af vold?

Den banebrydende billedteoretikeren Susan Sontag har foreslået, at de eneste, der burde have lov til at kigge på billeder af lidelse, er dem, der har mulighed for at gøre noget for at lindre lidelsen eller dem, der kan lære af at kigge.

Resten af os, foreslår Sontag, kigger blot for vores egen ’nydelse’, om det er vores mening eller ej.
Men selvom man kan blive fascineret af billeder af vold, og komme til at kigge uden helt at ville det, skal man være påpasselig med det. Ikke kun af hensyn til ofrene, men også af hensyn til sig selv.

Hvis man ikke kan handle på billederne, er der ikke altid solidaritet i at se dem. Og når man kan handle på billeder, er det ikke altid nødvendigt at have set dem.

Det er vigtigt at huske, at selv hvis man kigger for at være solidarisk, så hjælper man ikke nogen ved selv at få det dårligt.

Man kan nemlig blive dybt påvirket af at kigge på billeder af vold og få hvad psykologer kalder stedfortrædende traumer.

Hvis man alligevel kigger, er der nogle ting man kan gøre for at blive mindre påvirket.

Giancarlo Fiorella fra Bellingcat foreslår blandt andet:

• At man ser billederne i småt format i stedet for fuld skærm
• At man slukker for lyden
• At man lader være med at kigge på billederne, mens man er i sit soveværelse eller andre personlige steder

Og så anbefaler han kun at kigge på billederne hvis det er absolut nødvendigt. For når man først har set volden på et billede eller en video, holder man aldrig op med at have set det.