Al-Nakba: Sådan blev palæstinenserne fordrevet fra Israel

Indtil 1948 var Lajjun en lille landsby omkring 16 kilometer syd for Nazareth i én af de mest frugtbare dale i Palæstina.

Siden 1949 har området været besat af jødiske bosættere, der etablerede Kibbutz Meggido.

I begyndelsen af 1980'erne interviewede jeg Ali Jabareen, som er flygtning fra Lajjun. Han indvilligede i at vise mig, hvad der var tilbage af hans landsby.

Han tog sine døtre med sig – det var første gang de havde set deres forfædres landsby.

Ali Jabareen forklarede dem, hvad der var sket i 1948: »Vores hus lå hér, og din onkels hus lå dér. Vi blev fordrevet fra vores jord i 1948. Vores familie ejede 70 hektar jord i Lajjun, og i dag har vi kun én. Det er ikke kun vores tragedie, men alle palæstinensernes tragedie.«

Én af døtrene spurgte ham: »Hvad gjorde du, da de fordrev dig fra din jord?«

Han svarede: »Vi boede i mere end et år under træerne. I håb om, at vi en dag ville vende tilbage, men det kunne vi ikke.«

Hun spurgte: »Hvad arbejdede du med, efter du blev fordrevet?«

Han sagde: »Intet. Der var intet arbejde til os. Israel indførte militærstyre over det arabiske samfund i Israel, og man skulle bruge for en tilladelse for at tage på arbejde, til lægebehandling eller alle andre ting.«

Hun spurgte så: »Hvorfor fordrev de jer?«

Han forklarede: »De vil ikke have palæstinenserne her - de vil have landet for sig selv.«

Katastrofen for palæstinenserne

Staten Israel blev proklameret 14. maj 1948 i Tel Aviv af den zionistiske leder og Israels første og tredje premierminister, David Ben-Gurion.

Proklamationen udløste Uafhængighedskrigen, hvilket ikke blot ændrede magtforholdet mellem Israel og palæstinenserne, men fik også øjeblikkelige og katastrofale konsekvenser for det palæstinensiske folk.

Palæstinensere kalder hændelserne 'al-Nakba'. Ordet betyder katastrofe.

Det meste af den oprindelige palæstinensiske befolkning, anslået til at være 750.000 mennesker, der boede på 77,8 procent af jorden i Palæstina – som senere blev til Israel – blev fordrevet fra deres hjem eller flygtede som følge af krigen.

6 millioner palæstinensere i flygtningelejre

Senere, som et resultat af seksdageskrigen i 1967, besatte Israel resten af Palæstina: Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

Palæstinenserne blev flygtninge på Vestbredden og Gaza-striben samt tilstødende arabiske lande som Libanon, Syrien og Jordan. FN's Relief and Works Agency for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) anslår, at der i dag lever 6 millioner palæstinensiske flygtninge i lejre i disse områder.

De bor i overfyldte flygtningelejre og er afhængige af UNRWA's medicinske, uddannelsesmæssige faciliteter samt humanitær nødhjælp den dag i dag, 75 år senere.

Det anslås, at omkring 500 palæstinensiske landsbyer og byer blev tilintetgjort, og palæstinensiske samfund i byområder som Jaffa, Jerusalem, Haifa og Tiberius, hjertet af den palæstinensiske middelklasse, blev fordrevet.

Andenrangsborgere i eget hjemland

Efter 1948 forblev omkring 160.000 palæstinensere i den nyoprettede stat, hvilket kun repræsenterer omkring 10 procent af den oprindelige befolkning.

Dem, der blev tilbage, blev hurtigt reduceret til et mindretal og blev andenrangsborgere i deres hjemland – afskåret fra resten af deres medborgere.

Da palæstinenserne var blevet frataget deres land, endte de reelt set som en billig ufaglært arbejdsstyrke for den israelske økonomi.

Det afslører løgnen bag Israels grundlæggende myte om, at Palæstina tilfældigvis var: »Et land uden et folk for et folk uden et land.«

Fordrivelse og trauma

Al-Nakba traumatiserede palæstinenserne på alle tænkelige måder. Den påtvungne fordrivelse fra deres hjem og jord for at blive flygtninge i andre lande - eller endda i dét, der engang var deres eget land - er central for den palæstinensiske kollektive hukommelse.

Mine forældres generation - som gennemlevede de traumatiske hændelser - nægtede at tale om Al-Nakba, fordi den stadig var ubearbejdet og smertefuld, og de følte sig ofte magtesløse.

Hændelserne i 1948 og årene, der fulgte, fragmenterede palæstinensere – deres identitet, samfund og hele familier.

De velkendte sociale strukturer og relationer blev nedbrudt. Den politiske og intellektuelle ledelse blev besejret og fordrevet, helt indtil 1964 og oprettelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).

I mellemtiden blev palæstinenserne fortabte, urepræsenterede og nærmest usynlige for verden.

Retten til at vende tilbage

Al-Nakba-katastrofen er i dag 75 år senere fortsat kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og vi ser nu, at den nye generation af unge palæstinensere har større selvtillid, når de giver udtryk for deres ret at vende tilbage og deres frihed.

26. april organiserede palæstinensiske politiske organisationer og civilsamfundsorganisationer den 26. årlige 'march of the return' i Israel - denne gang til landsbyen Lajjun.

De vendte tilbage til en landsby, hvor alle husene for lang tid siden var blevet tilintetgjort og beplantet med træer for at skjule landsbyens vartegn.

Dette års demonstration bragte tusindvis af unge palæstinensere - tre eller fire generationer siden Al-Nakba, som rejste palæstinensiske flag, plakater med navne på ødelagte palæstinensiske landsbyer og slogans, herunder: »Ingen tilbagevenden fra retten til at vende tilbage.«

Mohammad Barakeh, forhenværende medlem af Israels parlament Knesset, og leder af koalitionen af alle palæstinensiske politiske og sociale grupper og organisationer i Israel, sagde dengang: »Din uafhængighed er vores Al-Nakba, vi er den oprindelige befolkning i dette land, vi har ret til at leve på vores jord, og til at flygtningene kan vende hjem.«

FN's resolution 194 – vedtaget i december 1948 – lyder som følger:

I dag, 75 år senere, mister palæstinensere stadig deres hjem, og resolutionen er stadig uafklaret.

15. maj 2023, mens staten Israel fejrer sit 75-års jubilæum, bliver palæstinensernes moralske krav fortsat ignoreret.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.