Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Ældste beskrivelse af danskernes forfædre: Hurtige, men knap så kloge

Annonce:

»Danerne er kendetegnet ved at være et særligt hurtigt folkeslag, (...) men de er dog ikke helt så kloge som deres naboer i syd, sakserne.«

Cirka sådan lyder en ikke udelukkende smigrende beskrivelse af beboerne på vore breddegrader i et gotisk skrift udfærdiget i den norditalienske by Ravenna omkring år 700. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Forfatterens navn kendes ikke. Skriftet kendes blot under sit latinske navn Ravennatis Anonymi Cosmographia.

Men faktisk angiver forfatteren en endnu ældre kilde - tre lærde gotere, som han efter al sandsynlighed har oplysningerne om danerne fra.

Det sidste er interessant, fordi det rykker oplysningerne yderligere 200 år bagud i tid. Dermed er der tale om den ældste kendte omtale af dansk identitet.

Det konkluderer historikeren Kasper H. Andersen, postdoc ved Aarhus Universitet, ifølge Kristeligt Dagblad.

Sidste år afsluttede han en ph.d.-afhandling, der kortlægger samtlige skriftlige kilder til dansk etnicitet og identitet, der er ældre end år 1000.

Annonce:

Han har netop i en artikel i arkæologitidsskriftet Skalk beskrevet, hvordan han ved at granske gotiske skrifter i Ravenna formåede at rykke den nedskrevne beretning om danerne tilbage til goterkongen Theoderik den Stores hof i årene mellem år cirka 470 og kongens død i 526.

Det er en smule tidligere end den hidtil ældste kendte kilde til betegnelsen danere, en kort tekst af historikeren Jordanes fra 554.

»Alt peger på, at der i Theoderiks regeringstid fandt et stort arbejde sted med at nedskrive de germanske folks historie som et storstilet propagandaprojekt. Hvis goterne identitetsmæssigt skulle kunne måle sig med romerne, måtte de også have en historie,« siger Kasper H. Andersen til Kristeligt Dagblad.

Han konstaterer, at danerne ud fra skrifterne ser ud til at indgå som et af de germanske folk, der omkring år 500 ikke er til at overse.

ams