Konebytteri, bortførsler og trommedueller: ‘Glemt’ kapitel i inuitternes historie har haft »afgørende betydning« for grønlandsk kultur

En klar sommermorgen stiger røgen fra teltenes ildsteder mod himlen, og luften sitrer af spænding.

På en lille boplads, omgivet af fjelde, har en masse tilskuere slået ring om to unge jægere, der står og nedstirrer hinanden. Så bryder den ene jæger tavsheden med en skarp, rytmisk sang - en såkaldt nidvise til hån mod sin rival.

Sådan kunne en hverdagsscene i Grønland i perioden fra 1400- til 1700-tallet godt have set ud. De nærmere detaljer er dog uvisse, for scenen tilhører nemlig en ofte overset epoke af grønlandshistorien, hvor forskningen efterlader mange åbne spørgsmål.

»Det er en periode, der fortæller grønlændernes egen historie, men den har ikke fået belysning efter fortjeneste,« siger Bjarne Grønnow, der er arkæolog og professor ved Nationalmuseet, hvor han forsker i Grønland og inuit-historie.

»Fortællinger, myter, sange, åndeverdenen. Hele den verden kan føres tilbage til Thulekulturen, der spredtes i denne periode, så den har afgørende betydning for grønlændernes kulturelle identitet,« fortsætter han.

Derfor tager denne artikel dig netop tilbage til perioden, hvor inuitternes kultur og samfund stod i fuldt flor. Det er anden del i Videnskab.dk’s serie om Grønlands historie. Har du ikke læst den første endnu? Så kan du finde den her: Særligt ’solfolk’ var de første mennesker i Grønland.

Nordboernes mystiske skæbne

1400-1700-tallets Grønland er karakteriseret af tre hændelser, der hver især har sat deres præg på perioden, vurderer Bjarne Grønnow.

Lad os begynde med den første hændelse: Nordboernes (også kendt som vikingerne) mystiske forsvinden.

Inden 1400-tallet havde nordboere – islændinge, der ankom omkring år 982 med Erik den Røde i spidsen – bosat sig i den sydlige del af Grønland i to bygder: Østerbygden og Vesterbygden, hvor de levede gode liv som bønder. Men det skulle snart ændre sig.

»I midten af 1300-tallet sendte biskoppen i Bergen en norsk præst op for at se, hvordan det gik i Vesterbygden, som er den nordligste af bygderne, men da han ankommer, er den forladt,« fortæller Bjarne Grønnow.

Herefter boede der kun nordboere i Østerbygden, men blot 50 år senere blev den også forladt. Hvorfor nordboerne forsvandt er en af periodens mange gåder, men ifølge Bjarne Grønnow har der nok været flere faktorer i spil:

• Den Lille Istid (ca. 1300 - 1850) gjorde det svært for nordboerne at fortsætte med at drive landbrug med hømarker, får, geder, heste og køer, som de havde gjort indtil da.
• Klimaforandringerne betød også, at det blev svært og farligt at nå Grønland med skib. Som katolikker var nordboerne stærkt knyttet til ærkebispesædet i Norge og paven i Rom, så da forbindelsen ebbede ud, led deres åndelige kultur et knæk.
• Grønlandske varer, der indtil nu havde været meget eftertragtede, faldt i værdi i Europa. For eksempel blev efterspørgslen på hvalrostand mindre, efter elfenbens entré på markedet.

Fra undergang til overlevelse

Det kan ikke have været sjovt for nordboerne at sidde oppe i den tomme, måske hungersplagede og bidende kolde Øster- og Vesterbygd uden kontakt til omverdenen. Men langt fra alle Grønlands beboere led samme skæbne.

Mens sne og is fejede nordboerne væk fra Grønlands overflade, spredte en inuit-befolkning, kendt som Thule-kulturens folk, sig nemlig på den vidtstrakte arktiske ø. Hermed er vi nået til den anden vigtige hændelse i perioden.

»Thulefolket kommer allerede til Grønland i slutningen af 1200-tallet fra Alaska til Thule. De er gearet til kulde og er ekstremt effektive til at sprede sig takket være deres skindfartøjer og hundeslæder, så de breder sig ganske hurtigt ned i Vestgrønland. Så snart nordboerne forsvinder fra Øster- og Vesterbygden, rykker inuitterne også ind der,« fortæller Bjarne Grønnow.

Der var især én ting, der gjorde Thulefolket til mestre i at overleve de barske klimaforhold: De levede en nomadisk tilværelse, hvor de rømmede deres bopladser, stuvede deres familier, sommertelte, slædehunde, skind og andre ejendele sammen i konebåde og kajakker, og så flyttede de med årstiderne derhen, hvor maden var.

»Hvis du kunne forstå at være lige præcis det sted, hvor sæler, hvalros, fugle og fisk var på de forskellige årstider, så havde du fundet fidusen. Det var den nøgle, inuitterne havde,« siger Bjarne Grønnow.

Dyrenes vandring vekslede fra område til område, så inuitternes årscyklus var forskellig, alt efter hvor i Grønland de boede. I Vestgrønland kunne man for eksempel fange sæler og hvaler ved kysten om vinteren, og om sommeren rejste man ind til store sommerlejre inde i landet og gik på rensdyrjagt.

Det ved arkæologer, fordi de har undersøgt Thulefolkets gamle køkkenmødinger for, hvilke madrester den indeholdt.

Intimitet og konebytteri som strategi

På de store sommerlejre blev der også lavet helt andre ting end bare at fange rensdyr.

I visse sammenhænge var det nemlig acceptabelt at bytte ægtefælle - som regel koner - blandt andet under de sammenkomster, der blev afholdt på sommerlejrene.

Det blev set som en måde at styrke og opretholde alliancer med andre dygtige jægere, så man kunne sikre sin families overlevelse, hvis der nu skulle opstå hungersnød. Generelt havde Thulefolket et ret afslappet forhold til monogami - mænd kunne have flere koner, men kvinder kunne også have flere mænd.

»Derudover kunne man også indgå i ‘lampeslukningsaktiviteter’, hvor man i ly af tusmørket inde i fælleshuset kunne tage på seksuel udforskning med en anden end ens egen ægtefælle,« fortæller Asta Mønsted, som er adjunkt ved Department of Scandinavian på University of California i Berkeley.

»Det har haft to primære formål: Dels ‘voksen-adspredelse’ under den lange mørke vinter, men for par, som havde svært ved at blive gravide, kunne aktiviteten være altafgørende, hvis ens kone pludselig var med barn,« fortsætter hun.

Graviditet uden for ægteskabet blev set som en glædelig begivenhed, fordi børn fungerede som en slags ‘pensionsopsparing’ ved at sikre forældrene mad og tøj.

Derfor behandlede parrene børnene, som var de deres egne - uanset hvem der var far, lyder det.

Dødbringende dueller på vers

Selv når Thulefolket ikke var på farten, var livet alt andet end kedeligt. Hverdagen på bopladserne kunne være mindst lige så dramatisk som de vilde rejser ud i det ukendte.

Det gjaldt blandt andet deres tradition for at synge nidviser. En skik, hvor man i en tid uden et retssystem afgjorde konflikter ved at udfordre sin modpart til, hvad der bedst kan beskrives som en form for ‘rap battle’.

Udstyret med hver sin tromme stillede de to stridsparter sig op overfor hinanden, og mens bopladsen så på, anklagede og ydmygede de hinanden.

Sangduellerne kunne handle om seksuelle eller ægteskabelige konflikter - for eksempel at en mand beskyldte en anden for at stjæle hans kone. De kunne handle om jalousi, utroskab, ærekrænkelser, spredte rygter, tvister om adgang til jagtmarker eller ligefrem beskyldninger om mord.

»Her kunne man synge, komme med provokerende kropsbevægelser og give den anden en skalle på siden af hovedet, så ved slemme stridsmål kunne blodet begynde at flyde,« fortæller Asta Mønsted.

Duellerne blev afgjort, på baggrund af hvilken sang der havde fået tilskuerne til at grine højest. Man troede nemlig på, at latter havde sin egen iboende ånd, og hvor nogle sangdueller endte med, at de to parter ‘genfandt melodien’, kunne andre gå grueligt galt.

»Et mindre gunstigt udfald indebar, at den tabende part følte sig så ydmyget, at han eller hun ikke længere kunne vise sig i lokalsamfundet, og man kunne derfor kun flygte til fjelds og blive en fjeldgænger,« fortæller Asta Mønsted.

Røveri, glasperler og geværer

Selvom inuitkulturen blomstrede, og nordboerne for længst var forsvundet, var Thulefolket ikke isoleret.

Fra 1400-1700-tallet fik de stadig besøg af europæere, der bragte både gode og dårlige ting ind i deres verden - det er den tredje vigtige begivenhed i perioden.

Efter nordboernes forsvinden, var de danske konger interesserede i at genetablere kontakten til Grønland og få fingre i de råstoffer - først og fremmest kostbare mineraler og hvalspæk - der gemte sig deroppe, og det blev langt fra en positiv oplevelse for Thulefolket.

»Kongerne udsendte ekspeditioner langs Grønlands kyst for at finde guld og råstoffer, men de kidnappede også grønlændere, plyndrede deres bopladser og tog mennesker med hjem, så man kunne vise dem til hoffet,« fortæller Bjarne Grønnow.

I slutningen af 1600-tallet blev forholdet til Europa mere jævnbyrdigt. På det her tidspunkt var meget af verdenshandlen nemlig drevet af hvalfangst, så handlen mellem Thulefolket, hollændere og englændere tog til.

»Den ene part var lige så røget og speget som den anden. Inuitterne var dygtige handelsfolk, og de forstod at drive prisen op - der skulle mange geværer, glasperler eller tekstiler til en tønde spæk, så de var ligeværdige parter,« siger Bjarne Grønnow.

Den øgede handel var optakten til et 1700-tal, hvor europæere for alvor gjorde indtog i inuitternes liv - det kan du læse mere om i næste artikel om Grønlands historie.