Til dette års Halloween vil man sikkert støde på dekorationer eller udklædninger i form af mumier med glødende øjne. Men mumier gemmer på meget mere end skræmmende kostumer.
Nu kaster nye CT-skanninger fra Field Museum i Chicago lys over hvem de mennesker, der levede for over 3.000 år siden, egentlig var.
For ved hjælp af skanningerne har man blandt andet kunne pille lag af mystik af den egyptiske mumie Chenet-aa.
Det skriver Field Museum i en pressemeddelelse.

Chenet-aa levede i den tredje mellemperiode i det gamle Egypten for 3.000 år siden. De nye skanninger viser, at:
- Hun var i slut 30'erne/start 40’erne, da hun døde.
- Hun havde tabt flere tænder og havde slid på resten af dem, hvilket indikerer, at hun spiste mad, der indeholdt sandkorn.
- I sine øjenhuler havde hun fået placeret et par ekstra øjne for at sikre, at de kom med hende i livet efter døden.
For ligesom vi i dag har pensionsopsparinger, troede de gamle egyptere på, at man skulle forberede sig på livet efter døden, forklarer JP Brown, der er seniorkonservator ved Institut for Antropologi på Field Museum, i pressemeddelelsen.
»Hvis du gerne vil have øjne (i livet efter døden, red.), så skal der være fysiske øjne, eller i hvert fald en fysisk hentydning,« siger han om egypternes tro.

Særligt bemærkelsesværdigt var den 'kartonnage', et papmaché-agtig hylster, som den gamle mumie var fundet i. For der var kun en lille åbning ved fødderne, som fik forskerne til at undre sig over, hvordan hun kunne komme ind i kassen.

Men CT-skanningerne kunne nu vise, at der under mumiens kartonnage var en søm ned ad ryggen og snore til at binde den sammen. Det indikerer, at det papmaché-lignende stof blev blødgjort, så det kunne formes om hendes krop.
Forskerne skal nu fortsætte arbejdet med at løse flere mysterier om, hvad der skete med de mumificerede personer i museets samlinger.






























