Hvordan vi mennesker bor og lever, påvirker de dyr, vi deler verden med, hvad end det er ræve og duer i byerne eller ulve i Jylland.
Men det kræver ikke storbyer og vildsvinehegn at have en effekt, som vi kan se på et nyt studie af tjekkiske ravne-fossiler fra Aarhus Universitet.
De 29.000 år gamle fugle har tilsyneladende nydt rigeligt og godt af kødet fra mammutter og andre store planteædere, som lokale jægere levede af.
Jæger-samlerne har derfor haft en overraskende stor effekt på et lokalt økosystem uden overhovedet at have etableret landbrug eller bebyggelser.
»Det lader til at være ét af de tidligste eksempler, vi har, på vild dyreadfærd, der udnytter menneskers levevis,« siger Shumon Tobias Hussain, ph.d. i biodiversitet og arkæologi på Aarhus Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.
Urmenneskers spisevaner påvirkede deres økosystem
Studiet fokuserer på Mähren-regionen i det sydlige Tjekkiet, hvor man, udover rester fra istidsjægere, også har fundet fossiler af ravne op og ned ad de menneskelige beboelser.
»Der har været en del bud fra videnskaben på, hvorfor der er så mange ravne ved menneskene,« siger Shumon Tobias Hussain.
Jæger-samlerne kunne for eksempel have været interesserede i ravnenes fjer. Menneskene kunne selvfølgelig også have spist dem til frokost, men der er ingen skæremærker på knoglerne, så det er mindre sandsynligt.
For at blive klogere på sagen foretog forskerne isotop-analyser af ravne-resterne og afslørede, hvad de spiste.
Og de kulstof- og nitrogen-isotoper, de fandt, var de samme, som man typisk fandt i kødet fra mammutter og andre store planteædere. Derfor var de også de samme, som man havde fundet hos jæger-samlerne fra området.
»Ud fra vores viden om økosystemet dengang ville der simpelthen ikke dø nok store planteædere naturligt, til at de kunne dominere ravnenes kost sådan,« forklarer Shumon Tobias Hussain og fortsætter:
»Derfor er der stærke argumenter for, at jæger-samlernes kost har fået ravnene til at tilpasse sig og spise godt af deres rester.«
Det kræver ikke bygninger og landbrug at påvirke økosystemet
Når dyr udvikler opførsel, der udnytter mennesker, kalder man det synantropi. Men selvom vi er vant til det i form af duer i storbyen, indikerer forskernes resultater, at der ikke skal meget til, før vi mennesker begynder at påvirke vores naturlige omgivelser.
Jæger-samlerne fra Mähren har ikke ligefrem boet i hytter eller landsbyer, og de har ikke anlagt marker, da de ikke var afhængige af landbrug.
»Studiet prikker altså lidt til det typiske billede af jæger-samlere som passive og uden større effekt på økosystemet,« forklarer Suzanne Pilaar Birch, professor på Georgia Universitys Center for Antropologi, der har læst studiet for Videnskab.dk.
Hun påpeger også, at udgravningsstedet for både menneske- og ravne-levnene ikke er et hvilket som helst sted, men udgør et vigtigt og sjældent vindue til kulturerne i regionen for 29.000 til 25.000 år siden.
Lige præcis jæger-samlerne der fra er blandt andet kendetegnede ved at have skabt keramik, som vi kun kender fra udgravninger nær byen Pavlov i området.
»Langt størstedelen af vores viden om netop denne kultur på denne tid kommer derfor fra det område. Så disse analyser har stor betydning, selvom man selvfølgelig skal passe på med at generalisere,« forklarer Suzanne Pilaar Birch.
Studiet har selvfølgelig et par begrænsninger, for eksempel i antallet af fugle-fossiler, man har haft adgang til at analysere. Men fugleknogler er små og skrøbelige og overlever sjældent som fossiler, så mængden af dem er faktisk ret stor i betragtning af dét.
Man ved faktisk heller ikke meget om, hvordan en normal ravnediæt ser ud i isotop-analyser til forskel for én, der skulle være påvirket af mammut-jægeres spisevaner.
»Men det tager forskerne også i betragtning, og uanset det er det sigende, at der er så stort overlap mellem ravnenes og jæger-samlernes mad,« siger Suzanne Pilaar Birch.
Større viden om menneskers liv side om side med naturen
Historiske eksempler på, hvordan mennesker har levet side om side med andre dyr, kan være mere relevante end nogensinde i dag, hvor vi mennesker har bredt os så langt, som vi har.
»Moderne møder mellem mennesker og vilde dyr er oftest præget af konflikt, men sådan behøver det ikke at være,« fortæller Shumon Tobias Hussain.
Man ved blandt andet, at ravnen er blevet set og tilbedt som en rensende indflydelse af mange folkeslag i Jordens nordlige egne, fordi de æder ådsler.
At leve op og ned ad ådsler er ikke ligefrem gavnligt for folkesundheden, så det har sandsynligvis været til menneskers fordel at have ravne som naboer.
»Der er et lignende og meget mere moderne forhold til gribbe i dele af Indien, hvor forskere faktisk har observeret større sandsynligheder for sygdomsspredning i befolkningen, når gribbenes antal er faldet drastisk,« fortæller Shumon Tobias Hussain og tilføjer:
»Hvis menneskeheden skal værne om Jordens biodiversitet og leve i balance med dens øvrige dyreliv, er viden om, hvordan dette kan finde sted, kun godt.«






























