107 ansatte på Aalborg Universitet må se sig om efter et nyt job.
Det står nu klart, efter at universitetet i går meldte ud, at samtlige fakulteter nu har fundet ud af, præcis hvor mange medarbejdere, der står til at blive ramt.
Udmeldingen kommer efter, at Aalborg Universitet i slutningen af 2018 blev pålagt at spare 67 millioner.
LÆS OGSÅ: Forskere og universiteter bløder, mens forlagene skummer fløden
»Det er en ulykkelig situation for den enkelte medarbejder, men det er nødvendigt for at fremtidssikre universitetet, i en tid hvor vi har faldende indtægter og mødes med fortsatte sparekrav fra politisk side,« sagde rektor Per Michael Johansen til AAU Inside i den forbindelse.
Ovenpå de varslede fyringer stiller tillidsrepræsentanter nu fire kritiske spørgsmål og krav til rektor, skriver FORSKERforum, der har talt med Ole Busck, Dansk Magisterforenings fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitet, om sagen:
»Det opleves som en massakre. Hele forskningsmiljøet er blevet smadret, og folk er begyndt at søge væk. Hvad skal de studerende gøre, som er søgt ind på en uddannelse og skal gå på universitetet fire år endnu? Ledelsen må jo forsøge at dække ind med vikarer«, siger han til FORSKERforum.
De fire punkter er:
- Tillidsrepræsentanterne (TR) vil have en komplet liste over samtlige, der er varslet afskediget, så de kan se, om der er et mønster. De har en fornemmelse af, at ledelsen er gået efter de 55- til 62-årige, hvilket kunne tyde på aldersdiskrimination.
- TR mener, at Det Humanistiske Fakultet og De Samfundsvidenskabelige Fakultet er blevet urimeligt hårdt ramt. Ledelsen kunne have taget højde for det og fordelt besparelserne mere jævnt. Det tyder på, at det er ledelsens strategi, at fakulteterne skal fylde mindre, mener de.
- TR er utilfredse med, at rektor tager 5 procent af midlerne, primært fra undervisningen, og lægger dem i en strategisk pulje, som ledelsen råder over.
- Rektor har udtalt, at der er en samlet strategi for AAU, uanset campus, men samtidig lukker de ned for ingeniøruddannelser i København. Det hænger ikke sammen, mener de tillidsvalgte.
LÆS OGSÅ: Til forsvar for nysgerrigheden
Du kan se en uddybning af de fire punkter her.
Rektoratet har ikke ønsket at udtale sig før mødet med tillidsrepræsentanterne, skriver FORSKERforum.
LÆS OGSÅ: Forskere bryder fri af forlagsgigant og starter eget tidsskrift
LÆS OGSÅ: AU-forskere bliver presset til at ændre eller udskyde deres forskningsresultater
fghs





























