Vrede mennesker kan få hjælp af terapi

Adskillige nyere undersøgelser har vist, at den moderne terapiform kognitiv adfærdsterapi kan hjælpe mennesker med depressioner og svære angsttilstande.

Nu viser en amerikansk undersøgelse for første gang, at man også kan afhjælpe en tredje form for psykisk lidelse med denne terapiform.

Det drejer sig om den 'lidelse', der kaldes 'eksplosiv vredladenhed', og som i virkeligheden nok mere er til lidelse for omgivelserne end for personen selv. Lidelsen kommer nemlig til udtryk gennem eksplosive og ubeherskede raserianfald.

Det er da også ofte den vredladnes omgivelser, for eksempel ægtefællen, der er særlig motiveret for at hjælpe den vredladne til at blive behandlet for vreden.

Tolv ugers terapi

Man har tidligere udført forsøg med psykologisk behandling af høj vredladenhed - ofte med godt resultat i øvrigt - men ifølge en amerikansk forskergruppe, er det første gang nogensinde, at man i en videnskabelig undersøgelse har belyst spørgsmålet, om man kan behandle den særlige form for vredladenhed.

Forskerne, der kommer fra University of Chicago i USA, fandt først frem til 45 personer, 30 mænd og 15 kvinder, der alle led af hyppige, eksplosive vredesanfald. Disse vredladne personer blev ved lodtrækning fordelt til tre grupper (hver med 10 mænd og fem kvinder), der i løbet af tolv uger fik henholdsvis

1)

individuel terapi

mod deres vredladenhed én time om ugen,

2)

gruppeterapi

mod vredladenhed i grupper på fem personer med halvanden times møde om ugen og

3)

ingen behandling

. Den sidstnævnte gruppe var altså en 'kontrolgruppe', der skulle belyse graden af spontane ændringer i vredladenheden i løbet af de knap tre måneder, behandlingen i de to andre grupper stod på.

Terapien, der blev benyttet i det forholdsvis korte behandlingsforløb for både gruppe 1 og 2, var som nævnt den såkaldt kognitive adfærdsterapi, der sigter på at udvikle mere hensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre hos de mennesker, der ofte løber ind i svære følelsesmæssige problemer med for eksempel angst og depression - eller som her, ubeherskede raserianfald.

Terapi i tre faser

Terapien i begge grupper (med henholdsvis individuel og gruppebehandling) forløb efter et fast skema med tre faser. I første fase, der omfattede de første par møder, lærte de vredladne især at få bedre kontrol over deres egen ophidselse ved at træne effektive afslapningsmetoder, så de pågældende efterhånden vilkårligt kunne fremkalde en ny følelse af indre ro og afslapning.

Derefter kom en længere fase, hvor de vrede mennesker især lærte at gennemskue deres egne tidligere uhensigtsmæssige tankemønstre vedrørende andre menneskers adfærd - tankemønstre, som ofte fik de pågældende til at fortolke andres adfærd som langt mere irriterende, urimelig eller 'provokerende', end der var grund til. Efter at have fremdraget disse til dels ubevidste 'destruktive' tankemønstre, lærte de (tidligere) vredladne mennesker at tænke i nye baner, der kunne kaste et mere forsonende og forstående skær over andre menneskers adfærd.

I tredje og sidste fase øvede man klienterne i at kombinere de to ting, de hidtil havde lært, gennem en række fantasiøvelser. De skulle nu forestille sig provokerende begivenheder og derefter først bruge deres evne til at slappe af og dermed vente med at reagere på situationen, til de var faldet helt til ro.

Først når de havde genvundet roen, skulle de begynde at tænke over situationen, og i denne forbindelse skulle de bruge deres nylig indlærte evne til at tænke mere alsidigt og positivt over mere tilforladelige årsager, der kunne ligge bag den provokerende adfærd. De kunne så bedre forsone sig med denne adfærd uden at reagere med vrede eller ligefrem eksplosivt raseri.

Hjælper det så?

Sådan noget kan selvfølgelig være let nok at øve i fantasien, men hjælper det også i praksis? Dette undersøgte forskerne ved at interviewe alle personerne grundigt om deres følelser af vrede og deres vredladne opførsel i den sidst forløbne uge dels inden og dels efter det tre måneder lange kursus. På grundlag af hvert interview fik personen tildelt en pointsum, der gik fra 0 til 40 svarende til fra 'ingen som helst' til 'ekstrem' vredladenhed i den sidste uges tid.

Resultaterne var særdeles opmuntrende. Gruppen, der ikke havde fået nogen terapi. udviste efter tre måneder en lille stigning i den omtalte scoring på skalaen for eksplosiv vredladenhed fra 23 til 26. De, der havde fået gruppeterapi, udviste i gennemsnit et tydeligt fald i den eksplosive vredladenhed fra 27 til 11, mens gruppen, der havde fået individuel terapi, udviste det største fald, nemlig fra 27 til syv.

En gennemsnitlig scoring på syv er så lav, at den nogenlunde svarer til den vredladenhed, man finder hos de fleste almindelige mennesker. Personerne i den individuelt behandlede gruppe kunne derfor siges at være blevet ganske helbredte for deres tidligere destruktive og eksplosive vredladenhed.

Gruppe- eller individuel terapi var ens på sigt

Dette resultat kunne umiddelbart tyde på, at den lidt dyrere individuelle terapi mod vredladenhed er bedre end gruppeterapien, men da man udførte en efterundersøgelse tre måneder senere, viste det sig dog, at de, der havde fået gruppeterapi fuldt ud havde bevaret deres fremgang og stadig kun scorede 11 på målet for vredladenhed, mens den individuelt behandlede gruppe havde udvist en lille svækkelse af resultatet, så de nu var steget fra syv til 11 - altså nøjagtig det samme som resultatet af gruppeterapien på dette tidspunkt..

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet