Vores sanser snyder os til at se i mørke

Hvis man er lukket inde i et rum, hvor der intet lys er, så kan man ikke se noget. Eller kan man?

Ifølge et nyt studie tyder det på, at vores sanser påvirker hinanden så meget, at vi nogle gange ser noget, vi faktisk ikke kan se.

Lyder det forvirrende, så forestil dig, at du er i et rum uden lys. Du vifter din hånd frem og tilbage foran dit ansigt. Kan du se hånden? Teoretisk set vil svaret være nej, men i praksis kan du måske godt alligevel. Forskere fra University of Rochester i USA har sat 129 personer til at udføre netop den øvelse, og her kunne de fleste faktisk se deres hånds bevægelser og følge den med øjnene.

»Ifølge den nuværende forståelse af et naturligt syn, så kan det ikke lade sig gøre,« siger hjerneforskeren Duje Tadin, der står bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Alligevel målte en såkaldt ’eye tracker’, der fulgte testpersonernes øjenbevægelser, at over halvdelen af personerne kunne 'se' håndens bevægelser med øjnene.

Vores sanser påvirker hinanden

Hvordan kan det så være, at forsøgspersonerne kunne se alligevel? Forskerne bag undersøgelsen mener selv, at det er fordi, vi kan mærke vores hånd. Det påvirker, hvad vi ser, og derfor kan vi reelt ikke vide, hvor meget der skyldes synssansen alene, og hvor meget der skyldes de andre sanser, siger forskerne.

Thomas Alrik Sørensen, der er adjunkt ved Aalborg Universitet og forsker i visuel perception og bevidsthed, mener også, at sanserne kan påvirke hinanden, uden at vi nødvendigvis opdager det.

»Den muskelfeedback, der kommer dels fra øjenbevægelserne samt musklerne i arm og hånd, er så vant til at følge hinanden og dermed også vant til, at der kommer et visuelt input - altså at de synkroniserede bevægelser påvirker synsrepræsentationen, hvorved man svagt kan fornemme et visuelt sanseindtryk,« siger han.

På den måde kan et indtryk fra følesansen altså give et svagt udslag hos synssansen. Men det omvendte kan også lade sig gøre.

»For eksempel benytter en række elite-idrætsudøvere sig af at visualisere den øvelse, de skal lave, hvilket lader til at kunne påvirke de områder i hjernen, der skal bruges i øvelsen. Så har vi et bestemt netværk, der repræsenterer et bestemt handlingsmønster, som normalt indeholder både visuel og proprioceptiv information. Altså når vi både skal bruge synssansen og bevæge vores krop, så kan associationen være så stærk, at stimulering af blot den ene laver en svag aktivitet i den anden,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Synæstesi – lidelse eller superkraft?

Forskerne bag undersøgelsen mener selv, at forsøgspersonerne kunne følge deres hånd, fordi vores følesans kan påvirke synssansen.

For at teste forskernes hypotese, fandt de frem til en række forsøgspersoner, der havde synestæsi. Synæstesi er en tilstand, hvor sanserne hænger sammen på kryds og tværs – eksempelvis følesansen og synssansen.

»Synæstetikere kommer i mange former. I nogle tilfælde ser personen bogstaver i bestemte farver, og i andre kan farverne eller bogstaverne føles på en bestemt måde. Vi har eksempelvis talt med en person, der mærkede en fornemmelse af noget pelset, når han så bogstavet ’J’,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Ifølge Thomas Alrik Sørensen, kan det skyldes, at der hos synæstetikere er områder i hjernen, som er forbundet på en anderledes måde, som eksempelvis kan resultere i, at farver og bogstaver hænger sammen.

»Vi ved ikke helt, hvordan synæstesi opstår, men det kan formentlig spores tilbage til de første leveår. Efter fødslen sker der en eksplosiv vækst af hjerneceller, som efterfølgende falder drastisk. Så for at optimere systemet beskæres irellevante forbindelser, mens andre styrkes, og ser man på hjernen på et to-årigt barn sammenlignet med en på seks, vil man se langt flere forbindelser mellem cellerne hos den to-årige,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Synæstetikere ser endnu bedre i mørke

Synæstetikerne skulle igennem samme test i det mørke rum, og her var de endnu bedre til at følge deres hånd i mørket. Et enkelt tilfælde var ganske bemærkelsesværdigt: En af testpersonerne kunne følge sin egen hånd med 95 procents nøjagtighed – altså lige så nøjagtigt, som hvis lyset var tændt.

Forklaringen blandt forskerne var, at hos synæstetikerne havde de øvrige sanser endnu mere indflydelse på synssansen, end hos den typiske testperson.

»Det kan skyldes, at de har øgede forbindelser mellem funktionelle systemer i hjernen, der hos ikke-synæstetikkere måske er mere strømlinede,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Man kan ikke bare forestille sig en hånd i mørket

Hvis man er lidt kritisk anlagt kunne man godt udfordre forskernes eksperiment lidt og spørge, om man ikke bare kan forestille sig, at man ser en hånd, og så følger sine bevægelser. Men det afviser forskerne også.

»Du kan ikke bare forestille dig, at der er en hånd foran dig og på den måde få glidende øjenbevægelser. Hvis der ikke er et objekt, som bevæger sig, så vil øjnene rykke sig i hak,« siger David Knill, der også har været forfatter på studiet, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Resultaterne skyldtes heller ikke, at forsøgspersonerne blot kunne mærke, hvor hånden var. De blev nemlig spurgt, om de kunne se hånden foran sig, og de, der svarede, at de kunne se hånden, var også betydeligt bedre til at følge den med øjnene.

Studiet er for nyligt udgivet i tidsskriftet Psychological Science.