Vores hjerner er fulde af mikroplast, hævder studie. Men passer det virkelig?

Bittesmå plastikstykker er i færd med at infiltrere vores kroppe.

For i studie efter studie finder forskere indikationer på, at mikroplast kan findes i vores blodårer, moderkager og testikler.

Nu er mikroplastik også nået til hjernen, viser et nyt preprint-studie fra University of New Mexico, der endnu ikke er blevet fagfællebedømt.

I studiet, som flere medier har skrevet om, har de amerikanske forskere målt på hjernevæv, og af de 24 hjerneprøver udgør plastik 0,5 procent af deres samlede vægt, konkluderer forskerne.

Det svarer til at have en hel plastikpose i hovedet, hvilket er »ret alarmerende«, fortæller Matthew Campen, der er hovedforfatter til studiet, til The Guardian.

Men flere danske forskere sår tvivl om studiets resultater.

For selvom det er alvorligt, at små stykker plast kan gennemtrænge blod-hjerne-barrieren — som netop er til for at forhindre ting i at komme ind i hjernen — er studiet »behæftet med så stor usikkerhed«, at koncentrationerne af plast virker urealistiske.

Sådan lyder det fra lektor ved Roskilde Universitet, Kristian Syberg.

»Det virker helt crazy. Man ville formodentlig falde akut død om, hvis man havde så høje koncentrationer af plastik i hjernen,« siger Kristian Syberg, der er tilknyttet Institut for Naturvidenskab og Miljø, til Videnskab.dk.

En tvivlsom metode

I det nye studie har man undersøgt en række prøver fra hjerner, levere og nyrer fra afdøde personer i henholdsvis 2016 og 2024.

For at kunne måle koncentrationen af mikro- og nanoplastik (plastpartikler, som er mindre end henholdsvis fem millimeter og 0,001 millimeter) har man brugt en teknologi kaldet pyrolyse-GC-MS, hvor man måler den kemiske sammensætning af mikroplast i en prøve.

Og det er netop den, som Kristian Syberg retter kritik imod:

»Den metode, de bruger til at måle koncentrationerne af plast, er desværre tvivlsom. Teknologien er simpelthen ikke færdigudviklet til det, de bruger den til.«

Med pyrolyse-GC-MS-teknologien er der risiko for, at man får et falsk positivt resultat, fordi man kan komme til at se fedtsyrer som plastik, forklarer han. Og hjernen består af meget fedt.

»Rigtig meget af det, de vurderer til at være plastik i hjernen, er formentlig slet ikke plastik. Det er derfor, de får så høje koncentrationer,« siger Kristian Syberg.

Metoden skal kigges efter i sømmene

Også andre danske forskere har blandede følelser omkring studiet.

Nanna B. Hartmann er seniorforsker i miljøeffekter af mikroplast og nanomaterialer ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Ifølge hende er det »bekymrende«, hver gang vi ser et nyt studie, hvor man finder mikroplast i kroppen.

Det er imidlertid mindre overraskende, når det eksempelvis findes i lungerne, fordi vi ved, at der er mikroplast i luft — eller når det findes i afføring, da mad og drikkevarer er en kilde til mikroplast, forklarer hun.

Så når det opdages i hjernen, er der særlig grund til bekymring. For det kræver, at mikroplast trænger gennem blod-hjerne-barrieren, som adskiller blodet fra hjernen.

Derfor var der også nogle metodemæssige alarmklokker, der ringede hos Nanna B. Hartmann, da hun læste studiet.

Når man analyserer for mikroplast, er det altafgørende at have styr på kontaminering — altså forurening — af prøverne undervejs.

Dokumentationen for det halter en smule i studiet, forklarer Nanna B. Hartmann, som dog samtidig pointerer, at studiet er et preprint, som altså endnu ikke har været gennem fagfællebedømmelse.

En pandelap fyldt med plast

Ligesom Kristian Syberg har Nanna B. Hartmann forbehold over for teknologien, der er anvendt i studiet. Baseret på studiets resultater skulle vi gå rundt med en pandelap, som består af op til 1 procent plast, forklarer hun:

»Det ville selvfølgelig være dybt chokerende, hvis det var tilfældet. Men som forsker tænker jeg, at der er behov for en grundig metodisk gennemgang, inden man går ud med de her tal.«

Nanna B. Hartmann henviser i den sammenhæng til to studier (her og her), som fremhæver faldgruberne ved at bruge pyrolyse-GC-MS-teknologien – særligt i prøver med højt fedtindhold såsom hjernevæv.

Forelagt kritikken mener hovedforfatteren bag studiet stadig, at pyrolyse-teknologien er den mest oplagte, når man vil måle massekoncentrationen af plast og finde sundhedseffekterne hos mennesker.

»Snesevis af artikler har nu brugt pyrolyse-GC-MS-teknologien til at måle omfanget af polymere (kæder af molekyler, som plastik består af, red.) i menneskeligt væv,« skriver professor Matthew J. Campen i en e-mail til Videnskab.dk.

»Som vi skriver i studiet, udvikler brugen af den teknologi sig, og vi ser frem til at udarbejde mere præcise vurderinger i fremtiden,« tilføjer han.

En stor miljø- og sundhedsudfordring

Kristian Syberg er ikke i tvivl om, at der findes mikroplast i vores kroppe, da det er veldokumenteret og bevist.

Og selvom studiet skal tages med nogle store forbehold, er det ikke ensbetydende med, at mikro- og nanoplast slet ikke er et problem, mener Kristian Syberg.

Flere studier har dokumenteret negative konsekvenser af mikroplast hos dyr. Et studie peger på, at fisk kan optage mikroplast gennem tarmvæggen, mens et andet viser de langtidseffekter, forureningstypen har på reproduktionen hos fisk.

»Det er en af vores tids største miljø- og sundhedsudfordringer,« siger Kristian Syberg.

Men det centrale er koncentrationen og partikelstørrelserne – altså hvor meget mikroplast, der er i vores kroppe. For det er afgørende for, hvor farligt det potentielt er.

»Der er en kæmpe stor forskel på, om et dyr bliver eksponeret for en hel gummistøvle, eller om det er en gummistøvle, som er knust i en million små stykker, som den kan optage,« forklarer Kristian Syberg.

Lige nu findes der ikke en teknologi, som kan måle netop det, når vi kommer ned i nanostørrelsen, hvor plastikpartikler er mindre end 0,001 millimeter.

For at komme tæt på kan man lave nogle kontrollerede forsøg, hvor man følger noget mærket plastik i nanostørrelse. Det har man gjort i et koreansk studie, der har påvist, at mikroplast kan gennemtrænge blod-hjerne-barrieren hos mus.

Komplekst at finde sundhedseffekter

Men det er svært at finde pålidelige metoder til at måle nanoplastik, påpeger Kristian Syberg.

Og dermed er det også vanskeligt at finde ud af, hvilke sundhedseffekter nanoplast egentlig har.

»Vi har tegn på effekter, men vi kan ikke sætte tal på, hvor farligt det præcist er,« siger Kristian Syberg.

Mange af målemetoderne, man har brugt gennem tiden, stammer fra forsøg med kemikalier, forklarer han. Og der er nogle grundlæggende forskelle mellem opløselige kemikalier og plastik, når det gælder, hvor farligt det er for mennesker.

»Det handler om størrelsen, formen og hvilke kemikalier, der er i plast. Så der er utroligt mange parametre, som er afgørende,« siger han.

Nogle studier peger dog på nogle af sundhedseffekterne. I tidligere observationsstudier har man undersøgt arbejdere i produktionshaller, hvor der har været høje koncentrationer af plastikfibre i luften, forklarer Nanna B. Hartmann.

»Undersøgelser har vist en sammenhæng mellem at blive eksponeret for plastikfibre i luft, og at lungefunktionen påvirkes, herunder også en højere forekomst af lungesygdomme som bronkitis og astma,« siger hun og henviser til studierne her og her.

Vi har imidlertid stadig ikke nogle klare indikationer på, hvad effekten præcis er på mennesker, forklarer hun.

Men hvis vi ikke kender de præcise sundhedseffekter af mikroplast, er det så nok til at være bekymret og slå alarm?

»Jeg synes, der er god berettigelse til at læne sig op ad et forsigtighedsprincip i forhold til plastikforurening. Ligesom med alle typer forureninger og kemikalier i miljøet, mener jeg, det er bedre at være et skridt foran og forbedre situationen end at være et skridt bagud,« svarer Nanna B. Hartmann.