I øjeblikket tester man en ny medicin i kampen mod modermærkekræft og lymfekræft. Medicinen med det knap så mundrette navn, APO866, virker ved at blokere kræftcellers indre energiforsyning.
Helt præcist rammer medicinen enzymet, NAMPT, som er central for kræftcellers evne til at omsætte sukker til energi og dermed vigtig for deres overlevelse.
Men behandlingen har et problem. For den rammer til en vis grad også de raske cellers energiforsyning. Det betyder, at behandlingen kan få svære bivirkninger, når raske celler også må lade livet.
I praksis betyder det, at man må nedjustere dosen af kræftmedicinen under behandlingen, og det vil naturligvis gå ud over behandlingens effektivitet.
Nu har danske forskere - med kræftforsker og ph.d. Uffe Høgh Olesen fra Patologiafdelingen på Rigshospitalet i spidsen - måske fundet en effektiv løsning på problemet. For hvis de tilsætter vitamin B3 til raske celler i laboratoriet, kan det skåne dem fra at dø under behandlingen.
\ Fakta
VITAMIN B3
Vitamin B3 findes i gær, hvedeklid, kød, lever, kartofler, fisk, fjerkræ, mælk, bælgvækster, nødder og fuldkornsprodukter. Kroppen kan selv lave vitamin B3 ud fra vitamin B6 og aminosyren tryptofan. Det sker i vores lever.
»Vitamin B3 sørger for, at de raske celler kan producere energi ad en ny vej, på trods af at medicinen har ramt dem på et centralt punkt i deres energiforsyning. Det betyder, at vi på mus kan firdoble dosis af kræftmedicinen uden, det får flere bivirkninger til følge,« siger Uffe Høgh Olesen om undersøgelsen, som netop er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Molecular Cancer Therapeutics.
Tredobler overlevelsen med vitamin
Forskerne har også vist, at det kan forbedre behandlingen af kræftsyge mus markant. For eksempel har forsøg med kræftmedicinen APO866 vist, at den normale dosis kan forlænge livet hos kræftsyge mus med op til 50 pct.
Men hvis forskerne kombinerer behandlingen med en højere dosis APO866 med et skud vitamin B3, kan de forlænge musenes liv med hele 180 pct. Det vil med andre ord sige, at vitamin B3 kan mere end tredoble behandlingens effektivitet.
»Det er en spændende og vigtig opdagelse, som i første omgang kan få stor betydning i behandlingen af kræftformer, som er kendt for at være meget svære at behandle,« siger professor Per Guldberg fra Kræftens Bekæmpelse.
Virker ikke på alle kræfttilfælde
Men behandlingen vil også have en begrænsning. For forskerne kan allerede nu se, at det ikke er alle kræftpatienter, der vil kunne drage nytte af behandlingen. For vitamin B3 kan også skåne kræftcellernes liv hos ca. halvdelen af de kræftcellelinjer, som forskerne har testet. Forskerne har fundet svaret på dette paradoks: Kræftcellernes skæbne under behandlingen ligger nemlig groft sagt i hænderne på et enkelt enzym, NAPRT, som kræftcellerne rummer i deres indre.
Hvis enzymet er tilstede i kræftcellerne, vil kræftcellerne overleve behandlingen med APO866 og vitamin B3. Omvendt, hvis enzymet ikke er tilstede, vil kræftcellerne dø.
»Det betyder, at vi før behandlingen med APO866 og vitamin B3 går i gang, skal teste, om kræftknuden indeholder NAPRT eller ej. Hos dem, som ikke har enzymet, vil vi kunne tilbyde den eksperimentelle behandling med APO866 sammen med vitamin B3. Det vil forhåbentlig kunne forbedre behandlingen med færre bivirkninger til følge. Det er det, man populært kalder for skræddersyet kræftmedicin,« siger Uffe Høgh Olesen.
Patientforsøg med vitamin B3?
Forskningen er lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og det danske firma TopoTarget A/S. Det er TopoTarget, som skal beslutte den videre skæbne for vitamin B3 og tage stilling til, om man skal indlede patientforsøg, hvor man kombinerer behandlingen med APO866 sammen med vitamin B3. Vel og mærke hos de patienter, som bærer på den rette kræftprofil.
I øjeblikket tester man i patientforsøg, om APO866 kan gøre en forskel i behandlingen af fremskreden modermærkekræft og lymfekræft. Det er et såkaldt klinisk fase 2 forsøg.
Hvis forsøget falder positivt ud, vil man teste det i en sidste runde patientforsøg, klinisk fase 3. Det vil endeligt afgøre, om det skal blive en ny rutinebehandling på verdens hospitaler.
Tiden vil vise, om vitamin B3 kan blive et vigtigt supplement til den behandling.
\ Kræftcellers ømme punkt: Energiforsyningen
Tanken om at ramme kræftcellers energiforsyning er ifølge Per Guldberg, Kræftens Bekæmpelse, langt fra ny. Helt tilbage i 1920 fandt den tyske biokemiker og siden nobelpristager Otto Warburg ud af, at kræftceller fik deres energi på en anderledes og mere ineffektiv måde. Det betyder, at de skal bruge meget mere sukker for at få dækket deres energibehov. Per Guldberg perspektiverer det således:
»For hver gang en kræftcelle bruger et sukkermolekyle, producerer den to ATP molekyler, som er cellernes svar på et batteri. Til sammenligning producerer normale, raske celler 36 ATP-molekyler ud fra et enkelt sukkermolekyle.«
Den store forskel skyldes, at kræftcellerne i store træk har mistet deres evne til at lave energi fra deres mitokondrier. Det vil sige, at de kun kan få dækket deres energibehov fra en relativt ineffektiv energivej, den såkaldte glykolyse, hvor sukker trinvist bliver nedbrudt til mindre molekyler og giver energi i form af 2 ATP-molekyler for hvert sukkermolekyle.
Kroppens svar på en firhjulstrækker
Resultatet er, at kræftceller æder en masse sukker for at få dækket deres energibehov. Uffe Høgh Olesen sammenligner kræftceller og raske celler med henholdsvis en amerikansk firhjulstrækker og en lille japansk bil, som kører langt på literen:
»Kræftceller bruger en masse sukker for at kunne opretholde det høje aktivitetsniveau, mens de raske celler er mindre krævende, mere nøjsomme og gode til at spare på energien. Populært kan man sige, at raske celler kører længere på literen sammenlignet med kræftcellerne.«
Det har længe været en dragende tanke, at man måske kunne behandle kræft ved at stække kræftcellers ineffektive energiproduktion. Men problemet er, at det også til dels kan gå udover raske cellers energiproduktion, fordi de også får dækket en lille del af deres energibehov via glykolysen. Men måske har de danske forskere med vitamin B3 fundet en løsning på problemet.
