TV-helikopterens karakteristiske summen, kommentatorernes padlen, skæbnesvangre dueller i de højeste bjerge og hviledage, der føles mærkeligt tomme for tv-seere og fans.
Verdens største cykelløb, Tour de France, er over os!
Cykelfans verden over er i det røde felt, og amatørcyklister fylder vejene med dyre cykler, lycra og håbløse drømme.
For hvilken amatørrytter har ikke drømt om at forcere Alpe d'Huez eller Mont Ventoux og slippe fra resten af feltet?
Hvis du er én af dem, så læs bare med.
Her får du nemlig fire gode råd til at cykle lige så hurtigt som Tour-feltet - og ét rigtig, rigtig dårligt råd. Rådene er baseret på artikler bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen.
1. Styrketræning!
Det er ingen hemmelighed, at hvis du skal gøre dig forhåbninger om at cykle hurtigt, langt og måske endda mænge dig med de bedste, så skal du træne meget. Rigtig meget.
Hvad der måske er mere overraskende er, at styrketræning kan gøre dig hurtigere i sadlen.
Cykelryttere, der styrketræner for eksempel to gange ugentligt ved siden af deres normale udholdenhedstræning, kan forbedre deres præstation markant.
Det duer selvsagt ikke at træne dine brystmuskler, hvis du gerne vil cykle hurtigere. I stedet skal du i gang med squats, leg press, toe raise og andre øvelser, der går i benene.
Hvis du vil slå dine kammerater næste gang, I skal cykle en tur sammen, er det altså bare om at komme i gang med at bøje noget jern.
2. Tal til dig selv
Det er ikke kun kroppen, der skal trænes.
Sindet skal også hvæsses, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at være den første over Col de Tourmalet.
Det kan du gøre ved at tale opmuntrende til dig selv.
De, som sagde til sig selv, at de godt kunne klare det, og at de havde styr på deres energiniveauer, cyklede hurtigere tider end dem, der fokuserede på for eksempel deres smerte eller udmattethed.
Man kommer bogstavelig talt lang vej ved at tænke positivt.
3. Gør varmen til din ven
Sommeren i Europa kan være kvælende varm - og den bliver sandsynligvis kun varmere.
Alt efter, hvem du er, og hvor god din krop er til at regulere sin temperatur, kan det spille en stor rolle for, hvor godt du præsterer i sadlen.
Hvis du er én af dem, der påvirkes meget af de høje temperaturer, så frygt ej. Det findes der nemlig råd for.
I et forsøg sammenstillede forskere 11 studier. De kom frem til, at en akut stigning på cirka 20 grader i omgivelserne ville medføre en cirka 11 procents reduktion af det maksimale iltoptag, der afspejler konditionen.
Det må siges at være en markant forringelse, og det kan ikke undgå at påvirke en cykelrytters udholdenhed.
Det er altså en god idé at gøre varmen til din ven, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at stå øverst på podiet en skønne dag.
Hvordan gør man det så det?
Der er kun én vej: Træn, og ophold dig i varmen i længere tid.
Til gengæld er der en mangfoldighed af gevinster at hente ved varmetilpasningen - også udover den mest oplagte:
Sænket kropstemperatur i hvile og i arbejde, en højere mælkesyretærskel og øget muskelkraft er bare nogle af fordelene ved varmetilpasning. Det øger også mængden af blod, dit hjerte pumper rundt per slag og per minut, hvilket selvsagt er en fordel for aspirerende cykelryttere.
4. Slå de andre, når det går opad
Cykelsport hænger uløseligt sammen med bjerge, som rødgrød gør med fløde.
Og selvom der er en vis hæder at hente, hvis man slår sine venner i en spurt, så er det intet sammenlignet med at køre fra dem opad.
Så hvad kan man gøre for at blive bedre i opad?
Mange ville nok sige: Træn højt oppe i bjergene!
Men det er der faktisk ikke evidens for at hævde. Der er simpelthen ikke lavet nok forskning på området til, at man kan konkludere, om det er fremmende eller ligegyldigt for din evne til at klatre.
Og de studier, der er lavet, har som regel ingen kontrolgruppe, og det gør dem næsten ubrugelige i forhold til at konkludere, om det er højden i sig selv, der gør en forskel.
Så drop træningslejren i Alperne, og fokusér på din pedalfrekvens i stedet.
Der er nemlig en god sjat energi at hente her.
Ved let til moderat cykling anvender folk generelt en selvvalgt pedalfrekvens, som er højere end den såkaldte energetisk optimale frekvens (den frekvens, hvor man bruger mindst energi).
I et forsøg fra 2008 undersøgte lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, Ernst Albin Hansen, om det ændrede sig ved simuleret højde. Det gjorde det ikke.
Men det burde du gøre, hvis du vil køre hurtigere opad.
Den selvvalgte og for høje pedalfrekvens medfører nemlig en cirka fem procents højere belastning af hjerte-lunge-kredsløbet, i forhold til den lavere, og energetisk optimale, pedalfrekvens.
Til gengæld er det ligemeget, hvordan du så træder i dine pedaler. Om du træder ekstra hårdt, når pedalen er på vej nedad, eller om du hiver, når den er på vej opad, det gør ingen forskel.
I hvert fald ikke ved let til moderat cykling. Så indtil videre er rådet: træd som du plejer!
5. Det dårlige råd: Tag EPO!
Der hviler en forbandelse over cykelsporten. Gennem historien har der været så mange sager om doping, at det er blevet snart sagt umuligt for sporten at gøre sig fri for rygtet om, at rytterne doper sig.
Rolf Sørensen var ikke ren, Bjarne Riis måtte afgive den gule trøje og titlen som den eneste danske vinder af Tour de France nogensinde.
Og på vej mod at blive den anden dansker til at vinde Touren blev Michael Rasmussen diskvalificeret på grund af mistanke om doping og uklarheder om, hvor han havde og ikke havde trænet.
Uagtet om resten af feltet også dopede sig, så er der store præstationsmæssige gevinster at hente ved doping. Især EPO.
Danske forskere viste i et studie i 2007, at den maksimale iltoptagelse blev forøget med otte til ni procent efter bare 4-11 ugers behandling med EPO.
De undersøgte også udholdenheden i form af tiden til udmattelse ved en intensitet svarende til 80 procent af den maksimale iltoptagelse.
I de tests fandt de, at tiden til udmattelse blev forøget med hele 54 procent.
Studiet blev foretaget på 14 raske, unge mænd, der ikke var eliteatleter. Det er derfor uvist, om EPO ville have lige så drastiske effekter på professionelle cykelryttere. Den slags forbedringer, som ovenstående tal tilsiger, ville være uhørt store hos eliteatleter.
Derfor anses det da også for praktisk umuligt at konkurrere med én, der doper sig med EPO - dopingen giver simpelthen for stort et forspring.
Men det er jo ligegyldigt, når man må krybe til korset under sin - eller efter endt - karriere og få frataget alle sine sejre og medaljer.
Så hold du dig hellere til de fire første råd herfra - og sky det sidste!
