Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Underbehandling af forhøjet kolesterol koster liv

Annonce:

Mange danskere går rundt med et for højt kolesterolniveau i blodet. Det kan være farligt og føre til åreforkalkninger og blodpropper.

Men mange af de dødsfald, der hvert år sker på grund af forhøjet kolesterol, kunne være forebygget med kolesterolsænkende medicin, skriver politiken.dk.

Der er nemlig stor underbehandling på området, viser et nyt dansk studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Atherosclerosis.

»Mange tror, vi overbehandler med kolesterolsænkende medicin. Det gør vi slet ikke. Vi ved, at den kolesterolsænkende medicin nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdom med 30-50 procent. Alligevel kan vi se den her store underbehandling,« fortæller medforfatter på det nye studie, Børge Nordestgaard, der er professor i klinisk medicin ved Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet, ifølge politiken.dk.

I perioden fra 2004 til 2014 har forskerne fulgt 92.000 personer over 35 år, der ikke havde diabetes eller hjerte-kar-sygdomme. De kiggede på, om personerne fik kolesterolsænkende medicin i forhold til de officielle anbefalinger.

Mere end hver femte person var i højrisikogruppen for at dø af en hjertesygdom inden for ti år, og skulle ifølge anbefalingerne have kolesterolsænkende medicin. Men alligevel fik kun to ud af ti den anbefalede behandling.

Det nye studie viser, at for hver million borgere bliver 190.000 personer underbehandlet.

Annonce:

»Derfor har nogle mennesker en højere risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom, end de burde have, og flere vil dø tidligere, end de behøvede,« fortæller formand for arbejdsgruppen for forebyggelse af hjertesygdom i Dansk Cardiologisk Selskab, professor Eva Prescott, som ikke har været med til at lave studiet, ifølge politiken.dk.

Hvert år dør 12.063 danskere af hjerte-kar-sygdom, viser tal fra Hjerteforeningen. Hver fjerde dansker dør af en hjerte-kar-sygdom.

agr