Hvis der er én ting, der især bliver forsket i, så er det menneskekroppen.
For jo mere vi ved om kroppen, jo bedre bliver vi til at løse vores problemer med sygdomme.
I sidste uge kunne Videnskab.dk bringe ikke mindre end 10 artikler om nogle af de seneste nybrud fra udforskningen af menneskets krop.
Tilsammen viser de, hvilket forunderligt og gådefuldt hylster vi alle befinder os i.
Hjernen bestemmer, hvordan vi er
Artiklerne bringer os på rejse ned igennem kroppen, men vi begynder på øverste etage, hvor øjnene og hjernen befinder sig.
-
Synet er den primære sans for de fleste mennesker. Men hvad sker der i kroppen, når vi ser? Og hvor langt kan vi i det hele taget se? Det får du svar i på i artiklen Hvor langt kan det menneskelige øje se?
-
Bevæger vi os ind i hovedet, finder vi hjernen, som stadig er et stort mysterium. Vi ved reelt ikke, hvordan den fungerer, og hvilke funktioner alle dens celler har. Men i løbet af ugen kom vi tættere på at forstå, hvad de mest udbredte celler i hjernen – gliacellerne – bliver brugt til. Før hen troede forskerne, at de bare var en form for fyld omkring de neuroner, der transporterer signaler rundt i hjernen. Men nu har man transplanteret gliaceller fra mennesker over i mus, hvilket gjorde gnaverne langt mere intelligente. Så gliacellerne har også en vigtig funktion i hjernen, som du kan læse mere om i Forskere gør mus intelligente med hjerneceller fra mennesker.
-
Det er også i hjernen, det bliver bestemt, hvordan vi har det psykisk. Tager vi medicin eller stoffer, som påvirker hjernens kemi, kan vi for eksempel blive gladere eller opleve en følelse af lykke. Men i stedet for at tage stoffer kan du også bare forelske dig. Når du er forelsket, fremstiller hjernen nemlig det samme stof, dopamin, som den bliver provokeret til at fremstille, når du tager stoffer som kokain, amfetamin eller speed. Det kan du læse mere om i artiklen Forelskelse er som kokain for hjernen.
- Det blev i løbet af ugen også vist, at medicin ikke er den eneste vej til at helbrede psykiske sygdomme. I et nyt studie blev det påvist, at halvdelen af de undersøgte børn, der led af tvangstanker – OCD – kunne blive helbredt via kogntiv adfærdsterapi. Det kan du læse mere om i Børn med OCD kan kureres uden medicin.
Generne påvirker, hvem vi er
Zoomer vi ind på kroppens gener, får vi en del af svaret på, hvorfor alle mennesker er forskellige.
Vi ser forskellige ud og har forskellige personligheder, fordi vi bærer rundt på forskellige arvemasser.
-
For første gang er det nu vist, at de samme genvarianter er skyld både i vores søvnmønstre, vores stofskifte og vores tendens til at udvikle depression og skizofreni. Det kan du læse mere om i artiklen Søvngener er forbundet med psykiske lidelser.
- Generne påvirker ikke bare vores søvnmønstre og psykiske sygdomme. De velsigner os også med vores udseende. Hidtil har vi ikke vidst, hvorfor grønlændere ligner grønlændere. Men nu skal et nyt studie kortlægge grønlændernes genetiske historie og finde ud af, hvem deres forfædre var. Det kan du læse om i artiklen Hvem var grønlændernes forfædre?
Sex med robotter kan blive fremtiden
Tager vi en hurtig smuttur til kroppens nedre regioner, dukker der også interessante forskningsresultater op.
-
Det er muligt, at der bliver født færre børn i fremtiden, fordi mange vil foretrække at have sex med robotter. Det er i hvert fald en af pointerne fra verdens førende forsker i robotsex, som du kan læse mere om i Skal vi have sex med robotter?
-
Lykkes det alligevel to mennesker at finde sammen, og bliver kvinden gravid, skal hun holde øje med sin kvalme. Gravide, der får meget kvalme af mad, bærer nemlig med ekstra stor sandsynlighed på en dreng. Det har et hold polske forskere konkluderet efter at have undersøgt 92 gravide kvinder og fundet en sammenhæng mellem væmmelse og barnets køn. Det kan du læse mere om i: Graviditet: Er sur mælk klamt? Så skal du nok have en dreng.
-
Skal den gravide føde sin dreng ved kejsersnit, så har han større risiko for at få en række kroniske sygdomme som astma, gigt, allergi, tarmsygdomme og leukæmi. De viste ny dansk forskning i ugen der gik, og du kan læse om den i Gigantstudie forbinder kejsersnit med en række kroniske sygdomme.
- Under kejsersnittet er det rart for kvinden at være helt bedøvet. Men kejsersnit er faktisk en af de operationer, hvor flest oplever at vågne, mens kirurgen opererer dem. Hvor tit sådan et skræmmende optrin finder sted, kan du blive klog på i artiklen Gys: Så mange vågner, mens de bliver opereret.
Du kan læse mange flere artikler om den forunderlige menneskekrop i Videnskab.dk's enorme bagkatalog af artikler om emnet.






























