Tatoveringsforsker: Fordomme gør det svært at tiltrække talenter

For den enkelte er det et stort problem, hvis der går betændelse i tatoveringen, som ellers skulle være et flot og permanent minde på overarmen.

I forskningen er det dog en helt anden sag. Her bliver det betragtet som »primitive problemer for folk, der er dumme,« fortæller en dansk professor.

»Der er helt klart fordomme. I forskningsverdenen er tatoveringsområdet ikke et fint område. Cellebiologi er akademisk set et prestigefyldt forskningsområde, mens tatoveringer ikke er det. Konsekvensen er, at tatoveringer ikke får samme plads på klinikkerne eller tiltrukket dygtige forskere, fordi de skal overleve på at beskæftige sig med prestigeområder,« siger Jørgen Serup, professor og overlæge på Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital.

Fordomme florerer også i udlandet

Det er ikke kun i Danmark, at tatoveringer har en anderledes plads i forskningen end andre prestigefyldte emner.

Nicolas Kluger er læge i Finland og har forsket i tatoveringer i 10 år. Han oplever, at det kan være svært at få publiceret forskningsartikler om tatoveringer i de prestigefyldte tidsskrifter, simpelthen fordi forskning i tatoveringer ikke er en prioritet hos tidsskrifterne.

Det har fået Nicolas Kluger til at opgive at publicere hos de anerkendte tidsskrifter, fordi forskningsartikler om tatoveringer oftest afvises - medmindre de viser noget negativt, fortæller forskeren.

»Hvis du har opdaget en sjælden bivirkning, kan du ret hurtigt få det publiceret i et godt tidsskrift. Men når du laver forskning, hvor du ikke finder noget negativt, når du undersøger en gruppe af patienter, er opfattelsen, at der er bias i forskningen, og at man ikke kan stole på resultaterne, som derfor bliver afvist. Det er relateret til de negative associationer ved tatoveringer,« siger Nicolas Kluger, ph.d. og læge på Department of skin and allergic diseases på Helsinki University Central Hospital.

Tatoveringer kan kun være en sidebeskæftigelse

Ifølge Nicolas Kluger bliver forskning i tatoveringer anset som noget trivielt, og derfor opfattes det ikke som et emne, man som forsker kan beskæftige sig med på fuldtid. Det er paradoksalt, mener han, for når han præsenterer sin forskning, er interessen altid stor blandt folk og kolleger.

Opfattelsen af tatoveringer som noget trivielt afspejler sig dog ikke desto mindre i Nicolas Klugers arbejde. Han har ikke noget laboratorium, og han har ikke modtaget nogen finansiering til sit arbejde med tatoveringer. Og så foregår al hans forskning i tatoveringer i fritiden.

»Jeg kunne lave meget mere forskning, hvis jeg havde mere tid og flere penge. Og der er fortsat meget arbejde at lave, for selvom tatoveringer er meget trendy, rejser de stadig en masse spørgsmål - for eksempel om sikkerhed,« siger Nicolas Kluger.

Forskning i tatoveringer er mangelfuld

Der er mange ubesvarede spørgsmål om tatoveringer, som er vigtige at få besvaret, mener Nicolas Kluger.

»På det kliniske niveau kender vi stadig ikke til risiciene for tatoverede på den lange bane. For at undersøge dem, kræver det et meget kompliceret langtidsstudie, for hvis du vil vise, at folk med mange tatoveringer skulle have højere risiko for at få kræft eller anden sygdom på grund af tatoveringer, er du nødt til at følge en masse folk og medtage en masse alternative forklaringer, for eksempel rygning. Det vil være meget kompliceret, men det burde blive undersøgt,« siger Nicolas Kluger.

Men risici på den lange bane er ikke det eneste punkt, hvor forskerne endnu har meget arbejde forude.

»På grundforskningsniveau arbejder vi stadig på at finde ud af, hvordan vi sørger for, at blækket er sikkert. Det er meget kompliceret, og selvom vi har meget grundforskning, ved vi ikke, hvornår et produkt er helt sikkert at putte i huden. Så der er en masse arbejde, men vi er ikke mange til at udføre det. Jeg har ikke selv et laboratorium til det. Jørgen Serup har et laboratorium, og der er et laboratorium i Tyskland, men det er vist også dét,« siger Nicolas Kluger.

Professor: Grotesk at vi ikke interesserer os for tatoveringer

Da Jørgen Serup i sin tid begyndte at forske i tatoveringer, var det netop uvidenheden på feltet, der drev ham.

»Det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi kan interessere os passioneret for patienter, hvoraf vi kun ser én om året, og så har vi patienter med tatoveringsproblemer, som vi ser flere af om ugen, og som vi ikke ved noget om. Det var for mig fuldstændig grotesk, at vi ikke engang kunne interessere os for ting, som er hyppige, og som er en samfundsudfordring,« siger Jørgen Serup.

I Finland har Nicolas Kluger et helt klart budskab til både politikere og forskere:

»Tatoveringer skal ikke negligeres, og det skal forskes i på samme måde, som man forsker i konsekvenser af for eksempel tobak. Det er ikke mere trivielt end andre ting, som udgør en toksisk risiko for os.«