Forskerne bag et nyt studie har netop identificeret 44 gener, der har betydning for, om man får en depression.
Det giver nyt håb for at kunne udvikle bedre behandling af den udbredte, men endnu dårligt forståede, sygdom.
Sådan skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
\ Læs mere
Studiet, som er det hidtil største af sin slags, omfatter en meta-analyse (gennemgang af flere forskellige studier, red.) af mere end 135.000 mennesker med depression og en kontrolgruppe på 344.000 mennesker.
Før de nye resultater var 30 ud af de 44 identificerede områder i arvemassen ukendte for depressionsforskningen.
Med de nye resultater er vi ifølge forskerne tættere på at forstå mekanismerne bag depression, som i høj grad er betinget af miljø – men også af generne.
»Vi viser, at personer, som har gentagne depressioner, har en større byrde af genetiske risiko-varianter end dem, der kun har depression en enkelt gang,« siger Anders Børglum ifølge pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet.
Han er en af studiets ledende forskere og professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
En anden af studiets forskere peger på endnu en opdagelse ved det nye studie, nemlig, at »depression er en hjernelidelse,« siger Thomas Werge ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Han er professor ved Københavns Universitet og leder af Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri i Region Hovedstadens Psykiatri.
Med dette nye kendskab håber forskerne på at kunne skræddersy behandlingen af depressionsramte, som ikke altid har lige stor gavn af den antidepressive medicin, der udskrives på nuværende tidspunkt.
naa





























