Der er mange måder at narre hjernen på, og tal er ganske velegnede til formålet.
Forsøg med belgiske og hollandske studerende har demonstreret vores manglende evne til at vurdere forskellige talstørrelser op mod hinanden.
Vi lader os narre, især når vi skal vurdere forholdet mellem forskellige alternativer.
Store tal giver størst forskel
I forsøget bad forskere deltagerne om at vurdere opvaskemaskiner fra to forskellige producenter.
Deltagerne fik en række oplysninger om maskinerne, heriblandt garantilængden.
Den ene halvdel af deltagerne fik at vide, at garantierne gjaldt i henholdsvis syv og ni år, mens den anden halvdel fik samme oplysning, blot i måneder; 84 og 108.
Den opmærksomme læser bemærker straks, at det er to måder at angive samme tidsramme på.
Imidlertid viste det sig, at de studerende ikke oplevede det sådan.
Tværtimod havde de, der fik garantien oplyst i måneder, opfattet forskellen mellem de to mærker som større end de, der havde fået den oplyst i år.
Forskerne mener, at det er typisk for, hvordan vi ofte opfatter tal, og at vi har en tendens til at opfatte store tal som mere betydningsfulde.
Samme tal, forskellig målestok
Vi får til gengæld først rigtig store problemer, når vi møder ukendte måleenheder og for eksempel skal vurdere temperaturforskelle målt i Fahrenheit eller prisforskelle i euro.
Også når det gælder mad, kan vi blive forvirrede.
Fra tidligere studier ved man, at mange vælger det sundeste alternativ, når to forskellige madvarer stilles op mod hinanden med informationer om næringsindholdet.
Energiindholdet i mad kan imidlertid angives på to måder; som kilojoule (kJ) eller som kalorier (kcal). Forskerne ville undersøge effekten af de to måleenheder.
I et forsøg kunne deltagerne vælge mellem et gratis æble eller en gratis Twix-chokoladebar som belønning. Begge varer var mærket med informationer om energiindholdet, enten i kilojoule eller kilokalorier.
Påvirkede adfærden
Valget stod mellem et æble med 247 kJ og en chokoladebar med 1029 kJ eller et æble med 59 kcal og en chokoladebar med 246 kcal.
En kilokalorie svarer til 4,184 kilojoule, og forholdet mellem de to tal var det samme.
Det viste sig, at langt flere fravalgte chokoladen, når informationen var angivet i kilojoule. 41 procent valgte i det tilfælde æblet mod 18 procent, når energiindholdet var opgivet i kilokalorier.
»Dette viser, at ændringer i målestokken kan ændre reel forbrugeradfærd,« konkluderer forskerne.
Undtagelsen i dette forsøg var dog deltagere, som var vant til at tænke på energiindholdet i mad. Hos dem var der ikke megen forskel på, hvad de valgte at spise.
Disse personer vidste antagelig mere om de forskellige måder at angive energiindhold på og kan desuden have haft en god idé om næringsindholdet i æbler og chokolade uafhængigt af de forskellige informationer, de fik.
Jo mere man ved om en vare, jo mindre tager man fejl. Men mange lader sig narre.
31 dage eller én måned
I andre forsøg så man, at de store tal 'vandt' over de små.
Deltagere i et forsøg blev spurgt, om de ville være villige til at betale mere for at få en bestilt vare leveret tidligere end ellers. Det viste sig, at der var flere, der ville betale ekstra for at få varen 31 dage tidligere, end der var, når tilbuddet lød på en måneds hurtigere levering.
Kvalitetsforskelle på udvalgte produkter blev desuden opfattet som større, når de blev opgivet på en skala fra 0 til 1000 end fra 0 til 10.
Ofte er skalaen helt tilfældig, og annoncører eller andre kan frit vælge den måde at angive taloplysninger, som de mener, har den bedste effekt.
»Antallet af enheder, som en egenskab er angivet i, påvirker forbrugernes opfattelser,« konkluderer forskerne i deres artikel i tidsskriftet Journal of Consumer Research.
Og helt specifikt opfattes forskelle større, når de er angivet i store tal. Det er måske noget at tænke på, næste gang nogen vil sælge dig noget.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm






























