Det har altid været vigtigt at komme til lægen så hurtigt som muligt, hvis man har mistanke om kræft. Men ny forskning fra USA tyder på, at det nærmest kun kan gå for langsomt. Et forsøg på mus viser, at kræftceller spreder sig i kroppen, allerede inden den første svulst er fuldt udviklet.
Amerikanske forskere fra Memorial Sloan-Kettering Cancer Center i New York har konstateret, at raske celler i en slags sovende tilstand tidligt kan bære kræften videre til andre steder i kroppen.
Her vågner de og danner nye kræftknuder, de såkaldte metastaser, også kaldet dattersvulster. Metastaser er den hyppigste årsag til, at sygdommen er dødbringede.
Celler sov i fire måneder
I forsøget fik musene indsprøjtet sovende brystceller med kræft. Brystcellerne rejste videre med blodet og 'sov' i op til 16 uger i lungerne. Først da forskerne vækkede cellerne, blev kræften udløst, og musene dannede metastaser.
\ Fakta
VIDSTE DU
Kræft er langt sværere at bekæmpe, når den først har spredt sig til andre dele af kroppen og har dannet metastaser (dattersvulster).
Man har indtil nu regnet med, at kræft spreder sig ved, at kræftceller river sig løs fra en eksisterende svulst og bliver båret rundt i kroppen med blod eller lymfe. Resultatet fra USA indikerer, at det sker endnu tidligere, og det kan betyde, at vores tanker om udvikling og behandling af kræft skal justeres.
»Det forfiner vores opfattelse af, hvordan kræft udvikler sig og antyder, at hvert eneste skridt i processen med at etablere en metastase skal undersøges, så vi kan fastslå, hvad der skaber den, inklusive aktiviteten i normale celler,« skriver forskerne i Science.
Forsøgets resultat kan samtidig være en forklaring på, hvorfor metastaser nogle gange opstår, lang tid efter en kræftsygdom ellers er blevet behandlet.
Selvom resultaterne stadig skal tages med et vist forbehold, håber forskerne ifølge BBC, at opdagelsen kan være med til at give nye bud på, hvordan man ødelægger celler, som er med til at sprede kræft.






























