Det kan måske lyde som begyndelsen på en dystopisk science fiction-thriller eller en alternativ udgave af The Matrix:
I et netop udgivet studie har forskere brugt stamceller til at producere samlinger af neuroner lig dem i vores hjerner og sat dem til at spille det gamle videospil Pong.
The DishBrains, eller på dansk PetriskålHjernerne, som forskerne har navngivet dem, blev forbundet til en computer ved hjælp af en chip, der kunne opfange neuronernes elektriske signaler og sende signaler tilbage.
Neuronerne blev herefter sat til at spille det gamle videospil, hvor en pong-padel skal bevæge sig op og ned for at undgå, at en bold kommer forbi den.
PetriskålHjernerne kunne gennem små, elektriske impulser gennem chippen styre pong-padlen. Hjernecellerne fik feedback om, hvorvidt deres pong-padel ramte kuglen eller ej, og efter fem minutter havde de »lært« og var blevet bedre, skriver forskerne i studiet, der er udgivet i tidsskriftet Neuron.
Selvom studiet er originalt og spændende, er dansk forsker dog lidt påpasselig med at lade sig imponere:
»Jeg har brug for, at forskerne havde gået et spadestik dybere, før jeg kan føle mig overbevist om, at neuronerne har lært spillet bedre,« fortæller Rune W. Berg, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Neurovidenskab.
Hvad i alverden sker der?
Hvordan neuronerne ‘lærer til sig’ er en anelse kompliceret, men kort fortalt har forskerne taget udgangspunkt i en teori, forskerne kalder ‘the free energi principle’ - direkte oversat til det frie energiprincip.
I sin enkelthed går teorien ud på, at neuronerne i vores hjerner, og dermed også neuronerne i petriskålene, kan lide forudsigelighed. Det vil ifølge teorien sige, at neuronerne vil tilpasse sig på en sådan måde, at de får flere ‘forudsigelige’ input.
Forskerne brugte dette som en slags gulerod og pisk. Et af forsøgene foregik således: Hver gang en petriskålhjerne lod en bold gå forbi, blev den ‘straffet’ med et kaotisk stød, der blev fordelt over tilfældige elektroder på chippen på tilfældige tidspunkter over fire sekunder.
Hvis pong-padlen derimod ramte bolden, ville den modtage et stød fordelt ligeligt over udvalgte elektroder i en periode på 100 millisekunder.
Ifølge forskerne virkede denne metode. Efter 138 spil a 20 minutter viste menneskecellerne »betydelige forbedringer« sammenlignet med en kontrolgruppe af andre celler, der ikke fik hverken uforudsigelige eller forudsigelige input, skriver forskerne i studiet.
Desuden viste det også, at menneskeceller var bedre til at modtage læring end museceller, som også blev testet.
Ikke overbevist
Man bør dog tage studiet med et gran salt, forklarer Rune W. Berg.
»Idéen er spændende, men jeg er ikke overbevist om, at cellerne tager læring til sig, som forskerne i studiet får det til at fremstå,« fortæller han til Videnskab.dk.
Han tilføjer dog, at studiet er udgivet i et godt tidsskrift, så man må gå ud fra, at det holder.
»Jeg har bare brug for lidt mere data,« siger han og uddyber:
»For det første gad jeg godt, at neuronerne fik lov til at spille noget længere end 20 minutter, så man kunne se effekten efter en time eller længere tid,« siger han.
»Dertil kunne man også have givet den en mindre pong-padel, så tilfældighed spillede en mindre rolle i, om den ramte bolden eller ej.«
Rune W. Berg hæfter sig også ved sprogbruget i artiklen, fortæller han til Videnskab.dk
»Der er meget show i det, og de bruger en del buzzword og højtflyvende begreber. Jeg ville for eksempel nok ikke kalde det en ‘hjerne’, kalde den ‘intelligent’ eller ‘målorienteret’. Det er at strække den lidt,« siger han.
Sansende - men ikke bevidst
I samme dur kalder forskerne petriskålhjernerne for ‘sentient’, der betyder følende eller sansende, hvilket måske kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen for nogen.
Men det er vigtigt at slå fast, at det at være ’sentient’ i forskernes definition vil sige at kunne lære og respondere på stimuli, fortæller Sune Hannibal Holm, der forsker i spørgsmål vedrørende kunstig intelligens og bioetik på Københavns Universitet.
Forskerne henviser til en definition fra et andet studie, hvor at være 'sentient' beskrives som noget, der »responderer på sanseindtryk gennem adaptive interne processer«, hvor sanseindtryk her altså skal forstås som stimuli.
Men det samme kan et termometer, bemærker Sune Hannibal Holm.
»At kunne lære og at vise målrettet adfærd er ikke ensbetydende med at være følende, sansende eller bevidst i almindelig forstand,« fortsætter han og understreger, at det er petriskålhjernerne langtfra.
»At være ’sentient’ i forskernes forstand vil altså ikke sige at føle noget som glæde eller smerte eller noget som helst andet,« fortæller han.
Strammer forskerne den i forhold til deres sprogbrug?
»Man kan sige, at deres definition af ’sentient’ indeholder en tvetydighed, som gør det nemt at skabe lidt hype om deres studie. Men om det er deres mål, ved jeg ikke,« svarer Sune Hannibal Holm.
Er der etiske overvejelser ved at skabe hjerner i en petriskål?
»Min umiddelbare tanke er, at de ikke har skabt en hjerne. Men det er under alle omstændigheder værd at overveje, hvordan teknologien kan bruges,« siger Sune Hannibal Holm og føjer til:
»Det er klart, at man som tankeeksperiment kan lave en neuronklump, der udvikler bevidsthed - altså som kan tænke, føle og blive ked af det. Men der er vi slet ikke endnu. For nu forekommer eksperimenter som dette mig rent etisk ikke at ligge langt fra at arbejde med computere.«
